Hovedbeklædning har i årtusinder kendetegnet og identificeret folkeslag i stort set alle dele af verden – den australske urbefolkning undtaget. Fjertøj har prydet, kasketter har pyntet, hjelme har beskyttet, men en hat i særdeleshed, har skilt sig ud fra mængden og opnået kultstatus i lande hvor den egentlig aldrig blev båret i alvor. Kun en hat kan fremkalde udbredt latter, alene ved dens blotte tilstedeværelse. Jeg snakker naturligvis om den ædle Tyrkiske Fez.
Den uforglemmelige britiske komiker Tommy Cooper med Fez
Fezens oprindelse fortaber sig i historiens tåger, men den er nært beslægtet med turbanen og blev gerne båret samtidig. Efterhånden skilte de to hovedbeklædninger sig og den keglestubformede hat var født. Fezens militære historie går tilbage til middelalderen, hvor en forstærket blev anvendt som en slags hjelm af de ottomanske tropper.
Sultan Mahmud II gjorde i 1826 fezen til den officielle hovedbeklædning for voksne mænd i det Ottomanske imperium og efterfølgende dukkede den lille røde filthat op fra Konstantinopel til Algier.
Fezen bibeholdt sin militære forbindelse helt op til anden verdenskrig. Fra 1840 til 1910 var fezen en del af uniformen i den Tyrkiske hær. Efterfølgende blev den anvendt af mange kolonitroppe i nordafrika. Blandt andet den belgiske Force Publique i Kongo, de Britiske King’s African Rifles og de Tyske Askari tropper.
Selvom fezen er både farverig og festlig, så er den dog forholdsvis upraktisk som militær hovedbeklædning, da den røde farve har det med at tiltrække fjendtlige kugler. Fezen er, trods sin sydlandske oprindelse, heller ikke særlig praktisk i solen, da den ikke har en skygge. Derfor forsvandt den efterhånden fra felten og blev mere en paradebeklædning. De græske Evazoni æresvagter bære stadig fez – og knæsokker med kvast.
Franske Zouaves fra Algier under første verdenskrig
Den yderst sjældne Bosniske Nazi-Fez
I Tyrkiet blev Fezen blev forbudt ved lov i 1925, som en del af Ataturks modernisering af landet, men da havde den allerede spredte sig op langs Balkanhalvøen, hvor både grækere, albanere, bosniere og rumænere har deres egen udgave. Desuden havde den fundet anvendelse blandt muslimer i det syslige asien, hvor den kendes som Rumi Topi.
Fezen har altså fundet fans overalt, hvor den muslimske tro kan findes og er mange steder forbundet med en kulturel identitet. Blandt andet var den symbol på den Pakistanske uafhængighedsbevægelse og partiet The All-India Muslim League. Indonesien har en slægtning til fezen der kaldes Peci – en sort og noget mindre udgave.
Til trods for, at hatte globalt er i tilbagegang, så syntes fezen at eksisterer i bæredygtigt antal. Turistindustrien har pustet nyt liv i den gamle fez. Både som souvenir og som uniformshat for portere og tjenere i Nordafrika og Arabien. Forhåbentlig kan vi glædes over den lille røde filthat i mange år endnu.
En Armensk Fezmager udøver sit håndværk
Af besynderlige årsager fik Fez’en en vestlig revival i 50ernes amerika, hvor middelklassemænd i Shriner-logen (officielt kaldet Ancient Arabic Order of the Nobles of the Mystic Shrine) iførte sig morsomme hatte og fornøjede befolkningen ved at kører rundt i minibiler – det gør de i øvrigt stadig.
