I 1940erne tilhørte raketscene ubetinget Tyskerne. Del første halvdel af årtiet lå udviklingen i selve Tyskland og i den anden halvdel lå den i henholdsvis USA og Sovjetunionen – dog stadig med Tyske forskere, ingeniører og teknikere.

Da anden verdenskrig brød ud, var Tysk raketteknologi lysår foran deres konkurrenter. Arbejdet med V2 raketten var startet allerede i 30erne, men indtil 1943 var raketten nærmest betegnet som en dyr artillerigranat. V2 kom heller ikke i rampelyset fra den ene dag til den anden. Den første succesfulde V2 affyring var i oktober 1942. Herefter fulgte en lang serie af testaffyringer, med forskellige grader af success. Krigslykken vendte dog for Tyskerne og efterhånden satte man mere fokus på de såkaldte Vergeltungswaffen – gengældelsesvåben.

Fra at have været nærmest ligeglad, blev Hitler i starten af 1944 pludslig besat af V2 raketten og forlangte en produktion på 2000 operationelle raketter om måneden, så han kunne tvinge Englænderne i knæ med dette nye wünderwaffen. Hver V2 indeholdt lige under et ton sprængstof og selve raketten kostede over 50.000 Reichsmark (100.000 i starten af 1944 og godt 50.000 i marts 1945). Det var altså en noget bekostelig måde at slå Englændere ihjel på.

Adolfs fablende idioti tappede penge fra statskassen og selv med 2000 succesfulde V2 angreb om måneden, havde Tyskerne ikke formået at dynge mere end 2 millioner ton eksplosiver ned over Englænderne om måneden. Tilsyneladende et enormt tal, men på det tidspunkt af krigen droppede de allierede 3 millioner ton eksplosiver over Tyskland OM DAGEN uden at det havde knækket Tyskerne.

V2 raketterne blev bygget under grusomme forhold i en fabrik under bjerget Kohnstein nær Nordhausen. Det anslås at 20.000 slavearbejdere døde under produktionen – mere end 8 gange flere end selve V2 raketten slog ihjel.

Produktionen af V2 raketter nåede naturligvis aldrig op på det ønskede antal. Da krigen sluttede, havde man sammenlagt affyret 3172 raketter mod fjenden: 76 mod Frankrig, 1402 mod England og et uproportionalt højt antal mod Belgien: 1664. Vidundervåbnet havde naturligvis ikke vendt krigslykken.

Ud fra et strategisk synspunkt, var V2 programmet et spektakulært spild af penge. Russerne derimod, havde sat deres raketprogram på vågeblus og i stedet fokuseret deres udvikling på fly, kampvogne og kanoner. Stalin var muligvis psykopat, men han var ikke idiot. Amerikanerne havde som bekendt valgt, at satse på udviklingen af et atomvåben.

Russerne genoptog deres raketforskning umiddelbart efter krigen. Modsat amerikanerne så havde Russerne ikke fundet mange raketter i deres område. Det var dog lykkedes dem at tilbageholde et par hundrede Tyske raketfolk og disse dannede, sammen med 2-300 Sovjetiske forskere, staben i Zentralwerke – Sovjetunionens raketcenter i Bleicherode. Opgaven var ganske simpel: rekonstruer V2 raketten.

Russisk bygget V2 klar til transport - En R-1 Scunner

I marts1946 havde Sovjetunionen deres første V2 raket og man overførte derefter 5000 Tyske krigsfanger til produktionen. Russerne var dog ikke meget for, at deres nye raketcenter lå på Tysk jord, hvor de allierede teknisk havde lov til at overvåge foretagendet. Derfor rykkede de teltpælene op i oktober 1946 og flyttede hele moletjavsen ind bag Ural bjergene. Man stolede ikke helt på de Tyske raketfolk, de var egentlig også blevet kidnappet, så man oprettede en Sovjetisk og en Tysk gruppe, der arbejdede parallelt. Tyskerne blev ikke informeret om de Sovjetiske fremskridt, selvom de var klar over eksistensen af det Sovjetiske hold.

Meget sjældent billede af Sovjetisk raketteknologi i 40erne - Muligvis en R-2 Sibling (SS-2)

Tyskernes arbejde med en ny motortype, navngivet KS-59, dannede grundlag for Sovjetternes egen motorudvikling og var en direkte forfader til RD motoren, der blev anvendt i den Sovjetiske arbejdshest: R-7 Semyorka – verdens første interkontinentale ballistiske missil. Samt grundlag for Sputnik, Luna, Molniya, Vostok og Soyuz raketterne. R-7 designet har stået bag samtlige Sovjetiske/Russiske bemandede rumflyvninger.

Den sidste Tyske forsker blev sendt hjem i 1953.

Efter krigen sad amerikanerne ikke bare på tusindårsrigets reservedelslager, men også deres bedste videnskabsfolk og teknikere. Von Braun og hans kumpaner var vilde for at arbejde i amerikansk tjeneste, men de amerikanske myndigheder var tilbageholdende med investeringer i raketforskning. Lidt penge til afprøvning og forbedringer af V2 raketterne dryssede der dog ned i kassen, men rumfart stod der ikke på programmet. Se i øvrigt posterne “I NASA’S Skygge”

WAC Corporal booster på White Sands i 1946 - budget rocketry!

Amerika havde deres atombombe og hverken flåden, eller hæren så nogen som helst grund til kostelige raketprogrammer, før man havde noget at sende op. Atomvåben skulle nemlig afleveres med bombefly og så længe USA alene besad atomvåben-teknologien gav de pokker i russernes spæde raketprogram. Tænketanken RAND lovede i 1948 amerikanerne et forspring på mindst 15 år, så indtil videre kunne de sove trygt om natten. Tilgangen til raketforskning var: giv os en brugbar satellit og vi vil overveje at bekoste en raket til opsendelsen.

I august 1949 opfangede et amerikansk meteorologisk målingsfly den umiskendelige signatur fra en atomprøvesprængning i Sovjetunionen og lige pludselig var de store militære raketter tilbage på dagsordenen. Rumfarten tog indtil videre bagsædet, men ideen var så småt ved at få tag i den amerikanske bevidsthed – rummet skulle være deres næste frontier.