The Appalachian Trail. For enhver der har stiftet nærmere bekendtskab med denne famøse amerikanske vandrerute, vil navnet enten bringe en sang i deres hjerte, eller et kridhvidt apatisk udtryk af rædsel over deres ansigt.

Hvor vandring herhjemme normalt omfatter lallende gang på diverse trampestier i dyrket skov, eller til nød en spadseretur på hærvejen, er hiking på internationalt niveau noget ganske andet. Selvom det engelske ord hiking gerne oversættes med vandring, eller vandretur, og beskrives i ordbogen som en udendørsaktivitet der for mestedelen består af vandring i naturområder, ofte på såkaldte hiking trails, så er det ikke sammenligneligt med nogen som helst fysisk udøvelse vi kender her i landet. Faktisk foregår ægte hiking gerne i naturområder, der er langt større end hele Danmark (også hvis vi stadig havde Skåne, Halland og Blekinge). Ordet er i øvrigt synonym med det hollandske låneord trekking. The Appalachian Trail kan med sine 3500km betegnes som den hellige gral indenfor hiking/trekking.

The Appalachian Trail blev udtænkt af skovløberen Benton Mackaye i 1921. Hans originale ide var noget af et socialistisk Utopia, hvor selvforsynende landsbyer med friluftskoler for byboere, blev forbundet med en olympisk vandrerute fra Georgia til Maine. Mackaye fik udlagt de første 150km af ruten i 1923, men han filosoferede mere rundt med tanken om idealsamfundet, end egentlig udlægning af vandreruten. Tilsyneladende mente han, at sådan en rute skulle forbinde noget, i stedet for bare at forbinde ydrepunkterne.

I begyndelsen af 30erne kom en anden og yngre mand til fadet. Myron Avery var vandringsmand om en hals og han havde ikke meget til overs for Mackayes idylliske skovsamfund. Dette bragte de to mænd på kollisionskurs. Mackaye udlagde møjsommelige kilometer efter kilometer af nøje udtænkte stier, mens Avery simpelthen bare tegnede en linje på kortet.

Da det viste sig, at flere stater langs ruten havde udstykningsplaner for nogle af de oprindelige områder, flippede Mackaye skråt, mens Avery simpelthen bare tegnede udenom. Staterne, der jo stod for regningen, fandt Avery langt nemmere at handle med og vandrerutens ophavsmand blev kørt ud på et sidespor, hvorfra han aldrig kom tilbage. Avery overtog ledelsen i 1932 og forblev på posten indtil hans død i 1952.

The Appalachian Trail, eller rettere den første udgave af ruten, var klar i 1936, men det var ikke før 1948, at den første af de såkaldte thru-hikers (betegnelsen for folk der tager hele ruten i et stræk) gennemførte ruten. Krigsveteranen og vildmarksmanden Earl Shaffer, der af gode grunde havde øgenavnet ”The Crazy One”, gennemførte turen på 124 dage, vel og mærket uden hverken telt, eller kogergrej. Da han efter en sej kamp fik overbevist den officielle Appalachian Trail Conference (styrelsen for stien), skabte hans bedrift stor opmærksomhed for vandring i almindelighed og The Appalachian Trail i særdeleshed. Shaffer gennemførte turen på 99 dage i 1965 og endnu engang på 174 dage i 1998, men da var han også 79 år.

Earl Shaffer alias The Crazy One efter turen i 1948 - han havde ikke kamera med.

Den officielle Appalachian Trail guidebook beskriver turen som relativt sikker, men informerer i næste paragraf, at farerne for vandringsfolk består af en hamper cocktail af vejr, menneskelige fejl, planter, dyreliv, sygdomme og andre mennesker mødt på stien. Jeg har en forholdsvis veludviklet fantasi, men jeg kan på stående fod ikke komme på andre fare end de nævnet, der kunne tænkes at opstå i en skov. Det er selvfølgelig rart at vide, at chancen for at blive kørt ned er forholdsvis lille, men når bogen ligefrem omtaler ”fellow humans encountered along the trail” som en potentiel fare, så overskygger det ligesom glæden ved trafiksikkerheden. Ligesom det giver ubehagelige minder om filmen ”Deliverance”.

Husmandssted i Appalachianbjergene i 1905 - før affolkningen i 30erne og 40erne

Selvom der er mange generationer siden USA bestod af urskov fra østkysten til midtvestens græsmarker, så er skov stadig noget man taler om med respekt i stemmen. 1/3 af USA er stadig dækket af skov ( 3 millioner kvadratkilometer, eller et område cirka 70 gange større end Danmark). Alene staten Maine har et område tre gange større end Danmark uden en eneste beboer. Der er altså tale om skove som vi danskere på ingen måde kan overskue størrelsen af.

Skovene er ikke bare store, de er vilde. Den berømte vildmarksmand Daniel Boon, der eller ikke gik af vejen for at nedkæmpe bjørne med kniv og bagefter inviterer deres søster med i byen, beskrev den sydlige del af Appalachian bjergkæden som ”so wild and horrid that it is impossible to behold without terror.” Nå et skovområde kan enerverer selveste Daniel Boon, så er vi ikke længere i Hareskoven.

Det ville måske være passende at spørge: hvad kunne dog få tilsyneladende raske mennesker, til at udsætte sig selv for ugevis af vildmarksubehag og manglende internetforbindelse?

Overstående billeder skulle være rigeligt, til at definerer hvad der hvert år får tusindvis af vandringsfolk, til at påbegynde den 3500km lange tur mod Mount Katahdin i det nordlige Maine. Vandringsfolk på the Appalachian Trail deles op i to grupper. Den største gruppe er section-hikers, der tager turen i små bidder, fordi de enten ikke har de 5-7 måneder turen tager, eller fordi de simpelthen ikke ville overleve et halvt år på stien.

Den anden gruppe er thru-hikers, der for størstedelens vedkommende starter i den sydlige ende og vandre mod nord i løbet af sommerhalvåret. Der er intet officielt tal på stiens vandringsfolk, men det anslås, at cirka 25% af thru-hikers gennemfører hele turen – hvilket må siges at være højt, i betragtning af udfordringen. I alt har 11.000 meldt at de har gennemført (enten i småbidder, eller i et hug), men der er intet krav om sådan en indrapportering, så der kan snildt være langt flere.

Et af de få steder jeg kan accepterer brugen af gangstave – husk det!

Begge grupper af vandringsfolk benytter generelt samme strategi. Der er godt 250 overnatningssteder langs ruten og hvis man planlægger rigtigt, så kan man stort set ramme et hver aften. Det kræver dog at man får røven med sig. Strækninger der er populære blandt section-hikers, som regel i nationalparkerne, har ofte kortere mellem overnatningsstederne. De steder hvor ruten går tær forbi bebyggelse, er der tit mulighed for indendørs overnatning og forplejning mod betaling – det er dog ganske få steder, hvor man oplever den slags glæder.

Hele Appalachian Trail vedligeholdes af et partnerskab bestående af 30 forskellige vandreklubber, der hver står for en bestemt strækning. Klubberne udgiver bøger og foldere med kort og råd for håbefulde fodgængere, ligesom de holder vandrestiens overnatningshytter i nogenlunde god stand – de strækker sig fra reelle hytter til simple læskure med tre vægge. Den overordnede administration udføres af National Park Service og non-profit organisationen Appalachian Trail Conservency.

Original hytte fra 30erne i Shenandoah National Park

En mere moderne og veludstyret hytte - langt de fleste er langt simplere

Hvad får man så ud af godt og vel et halvt års hård vandring?

Der er hverken medaljer, eller diplomer, til de hårdføre vandringsfolk der når igennem samtlige 3500km. Fovabler, ømme muskler og uglet hår er takken for de mange måneders hårdt arbejde, men for de seje vildmarksfolk er det mere end nok. Det er en helt personlig udfordring og belønningen er derfor noget folk føler indeni og det må være et uforglemmeligt øjeblik, når man ser skiltet der officielt afslutter The Appalachian Trail. Intet i det civile hverdagsliv kan længere måle sig med den udfordring man netop har overskommet – man har nået Katahdin!

Der er feststemning og en stor fotomulighed, hvis man når frem til Katahdin