Noter fra en tidlig jetalder – UK version

de Havilland DH.110 Sea Vixen havde noget som få jetjagere har: den var på samme tid fed og en smule latterlig. Maskinen var en udløber af to designspecifikationer fra 1946, for henholdsvis en tomotoret altvejrsjager til Royal Air Force og en hangarskibsbaseret jager til Fleet Air Arm (flådens luftvåben). På fornøjelig vis lykkedes det de Havilland at udkonkurrerer sig selv, ved at flåden i stedet besluttede sig for de Havilland Sea Venom (grundet en kortere udviklingstid, da Sea Venom byggede på den landbaserede de Havilland Venom). RAF bestilte dog 9 prototyper, samt 4 prototyper af konkurrenten Gloster Javelin.

Med ægte britisk flair for design, placerede man maskinens canopy til venstre for centerlinjen. Dette skyldes at der skulle være plads til en observer (Fleet Air Arm terminologi for en navigatør/radaroperatør), der nok ikke har kunne observere overvældende meget, da han bizart nok sad på en skammel ved siden af piloten. Hans eneste udsyn var derfor gennem en plexiglasplade i adgangslugen over hans hoved, hvor han sandsynligvis kunne tage fiksmålinger i forbindelse med navigation om natten, og gennem et lille vindue i flyets højre side (oprindeligt havde han heller ikke noget katapultsæde).

Bemærk observatørens luge over stigen

Typen var i øvrigt den første britiske jager uden maskinkanoner, fordi man opdagede, at prototypen rystede fra hinanden, når man affyrede kanonerne. Den umiddelbare løsning var at stikke en solid 4×4 træbjælke bag kanonens ophæng, hvilket samtidig gjorde Sea Vixen til den sidste britiske jagermaskine med træ i konstruktionen. Flåden ville ikke hører tale om den løsning og fik derfor deres maskiner uden kanoner.

Sea Vixen fløj første gang i 1951, men blev først operativ i juli 1959. Der var selvfølgelig flere årsager til denne ualmindelig lange ventetid (i en tid hvor udviklingen gjorde jager-teknologi forældet i løbet af ganske få måneder). En af dem var en i en ulykkelig hændelse under en flyopvisning i 1952, hvor en prototype styrtede under et forsøg på at gennembryde lydmuren – 31 personer døde (inklusive de to besætningsmedlemmer).

Ulykken skyldtes et fejldesign af maskinens vingestruktur, der medførte at vingespidserne kunne brækkede af under belastning. De Havilland måtte tilbage til tegnebordet og rette fejlen, inden den næste prototype kunne gå i luften. I 1954 havde de en maskine med stærkere vinger, men på det tidspunkt havde RAF tabt interessen og afgivet ordren til Gloster, der producerede det konkurrerende fly Javelin.

Lidt optimistisk tankes en Vickers-Armstrongs Valiant fra en Sea Vixen

Heldigvis viste det sig, at Fleet Air Arm nu stod og kiggede efter en afløser for Sea Venom (flyet der havde vundet den originale kontrakt) og de besluttede derfor at give Sea Vixen en chance. I 1955 var den første flådeversion klar til test. Der gik yderligere to år inden flåden var tilfreds med resultatet, hvilket blandt andet involverede omdesign af vingerne, så de kunne foldes og flyet derved nemmere parkeres på et hangarskib.

I juli 1957 blev den første Fleet Air Arm eskadrille udstyret med Sea Vixen FAW.20. FAW betegnede Fighter All Weather, men nummereringen fulgte den sædvanlige britiske logik, hvorved den næste udgave af flyet fik betegnelsen FAW.1 og den efterfølgende udgave FAW.2.

Sea Vixen gjorde karrierer i Fleet Air Arm indtil 1972, hvor de blev afløst af den amerikanske McDonnell Douglas F-4 Phantom II. Der blev i alt fremstillet 145 fly af typen og langt de fleste blev ophugget efter aktiv tjeneste. En lille håndfuld blev dog anvendt i den mindre glamourøse rolle som drone-fly.

Flyet huskes med lidt blandede følelser. Manglen på maskinkanoner tvang besætningen til at angribe med varmesøgende Firestreak missiler. Et våben der reelt kun kunne anvendes fra en position direkte bag fjenden, så missilets primitive elektronik kunne opfange varmesignaturer fra målets motorer.

Observatørens manglende udsyn gjorde desuden, at fjendtlige fly skulle angribes nedefra (observatøren betjente våbensystemerne og skulle kunne se sit mål), hvilket var besværligt, og farligt, hvis fjenden i forvejen fløj lavt. Til gengæld var Sea Vixen ualmindelig solid og reddede flere besætninger fra døden, når landinger på hangarskibe gik galt – og de gjorde de jævnligt.

I dag overlever flere Sea Vixen på museer i Storbritannien og der findes yderligere forskellige skrog på private hænder (mest cockpitsektioner). Den eneste luftdygtige Sea Vixen flyves af De Havilland Aviation (ikke direkte relateret til flyfabrikanten de Havilland). G-CVIX som den hedder civilt, kan hver sommer ses til flyshow rundt omkring på de britiske øer.

Buddy tanking mellem to Royal Navy Sea Vixen

Som mange andre luftvåben i 50erne, så havde også briterne en overvældende samling af jetmaskiner. Flåden og Royal Air Force havde begge deres egne udviklingsprogrammer, hvilket naturligt resulterede i en del dobbeltarbejde. Blackburn Buccaneer var usædvanlig i sin dobbeltrolle ved begge værn.

Udover de mange forskellige maskiner, så fremstillede briterne ofte flere versioner af de enkelte typer. Alene Hawker Hunter blev lavet i mere en 25 varianter. English Electric Canberra fulgte godt med deropad, med 10-15 egentlige varianter og en bunke mindre produktioner. Canberra blev desuden fremstillet på licens i USA som Martin B-57 Canberra. I alt blev der fremstillet 950 britiske Canberras og 403 Martin B-57.

Ud af de mange tidlige britiske jetmaskiner, så var der nogle usædvanlige perler, der opnåede stor kommerciel og militær succes – også uden for Storbritannien. Buccaneer og Canberra var maskiner der alle fik en lang glorværdig karrierer – Canberra var faktisk tegnet sidst i 40erne. Men det er nok Hawker Hunter der tager hovedpræmien som briternes mest succesfulde jetjager nogensinde. Næsten 2000 blev fremstillet og de gjorde tjeneste i 22 forskellige luftvåben – den har stadig en aktiv kamprolle i det Libanesiske luftvåben.

Gloster Javelin: 436 fløj for RAF mellem 1956 og 1968

English Electric Lightning i tjeneste hos RAF fra 1957 indtil 1988

Folland Gnat: RAF træningsmaskine fra 1959 til 1979

Kultklassikeren Hawker Hunter, som vi også anvendte herhjemme

Blackburn Buccaneer RAF strike aircraft fra 1958 til 1994

Hunting Percival/BAC Jet Provost: træningsfly fra 1958 til 1967

Hawker Sea Hawk: Royal Navy jager fra 1953 til 1969

de Havilland Sea Venom Hangarskibebaseret udgave af jagerbomberen Venom

Supermarine Attacker elendig jager fra 1951 til 1954

Supermarine Swift var endnu en af 50ernes halvhjertede jetjagere - an abysmal failure!

Royal Navy mistede halvdelen af deres Supermarine Scimitar ved ulykker (39 stk)

English Electric Canberra, der i forskellige udgaver var aktiv fra 1951 til 2006

de Havilland Venom introduceret i 1952, var den sidste 1 generation jetjager i RAF – udfaset i 1962

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (1 vote cast)
Noter fra en tidlig jetalder – UK version, 10.0 out of 10 based on 1 rating
Be Sociable, Share!
Posted in Historie, luftfart | Tagged as: , , , , | Leave a comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *