Hovedpine for viderekomne

1866: Præsident Andrew Johnson erklærer officielt den amerikanske borgerkrig for afsluttet. Krigen har varet siden april 1861 og kostet over en ½ million døde. Sydstaterne havde officielt overgivet sig 9. April 1965, men der var stadig spredte kampe i løbet af den næste måned. Selvom Nordstaternes sejer afstedkom adskillige ændringer på staternes domestiske politiske scene, så var det nok frigivelsen af sydstaternes slaver huskes bedst i historiebøgerne.

Kollage med krigsstemning fra den amerikanske borgerkrig

Kollage med krigsstemning fra den amerikanske borgerkrig

1920: Verdens første kommercielle radiostation begynder sine udsendelser i Detroit, Michigan. Stationen, der hedder 8MK, var drevet af den teenageren og radioamatøren Michael DeLisle Lyons, men var sponseret af Scripps familien, der ejede aviser og blade rundt omkring i staterne. Scripps familien ville ikke umiddelbart sættes i forbindelse med forsøget, da de ikke var helt sikre på, at radio var mere end et modelune.

Det viste sig dog, at ideen fangede og i årene efter skød utallige radiostationer op. Da nye reguleringer for kommerciel radiodrift blev vedtaget (den oprindelige tilladelse var givet af United States Department of Commerce Bureau of Navigation) fik stationen radionavnet WWJ. Et navn der stadig bruges af stationen.

Der sendes på æterens bølger

Der sendes på æterens bølger

1940: Den landsflygtige Bolsjevik og Marxistteoretiker Leon Trotsky overfaldes med en isøkse i sit hjem i Mexico city. Hvad man skal med en isøkse i Mexico city må guderne vide, men NKVD agenten Ramón Mercader medbragte en, da han besøgte Trotsky under foregivende, at ville vise ham en avisartikel. Da Trotsky sad bøjet over artiklen, huggede Ramón isøksen i hovedet på ham. Den gæve Bolsjevik var nu ikke bare sådan at få bugt med. Han forsøgte at tage kampen op, men måtte nøjes med at spytte foragteligt på den forræderiske morder. Trotsky døde dagen efter på hospitalet.

Ramón fik 20 års fængsel for forbrydelsen og blev frigivet i 1960. Året efter flyttede han til Sovjet, hvor han modtog Hero of the Soviet Union medaljen, der var Sovjets højeste udmærkelse. Ramón døde af naturlige årsager i 1978.

Trotsky læser the Militant i et mere afslappet øjeblik

Trotsky læser the Militant i et mere afslappet øjeblik

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Almanak | Tagged as: , , , | Leave a comment

Udsigtens mester

Lang tid før internettet overtog rollen som vores foretrukne visuelle stimulans, endda før Tv trængte ind i stuerne, herskede en anden visuel teknologi. I en tid, hvor de færreste havde råd til et kamera og endnu færre råd til rejser, kunne den eksotiske omverden opleves gennem et apparat kaldet View-Master.

Dette teknologiske vidunder blev introduceret på New York World’s fair i 1939 og var fremstillet af firmaet Sawyer’s. Apparatet gjorde det muligt, at se stereoskopiske billeder hvor som helst og når som helst. Produktet var beregnet til turistindustrien, hvor man forventede en klækkelig indkomst fra fremstillingen af stereoskopiske billedsamlinger, som View-Master entusiaster kunne købe på museer og i souvenirbutikker.

View-Master model A

View-Master model A

Det var dog en anden kunde der sparkede gang i projektet, da anden verdenskrig gav den amerikanske militær en hidtil uset træningsopgave. I 1940 købte de 100.000 View-Master apparater og i løbet af krigen fik de fremstillet godt 6 millioner billeddiske.

Efter krigen var View-Master tilbage i turistbranchen, men indgik et indbringende samarbejde med Walt Disney Studios, hvor de fremstillede både apparater og billeddiske med de berømte tegneseriefigurer. Samarbejdet gav yderligere pote, da Disney i 1955 åbnede Disneyland, hvor de besøgende jublede over muligheden for at forevige deres besøg i stereoskopi.

Sawyer’s producerede også et 35mm kamera, der kunne optage de specielle stereoskopiske billeder, så brugeren selv kunne fremstille sine egne diske. Disse kunne dog ikke konkurrerer med almindelige kameraer og de forsvandt fra markedet i løbet af 50erne. View-Masteren selv var dog fortsat en succes.

vm02

Omkring 1960 kom de sidste seriøse View-Master modeller. Man forsøgte ihærdigt at tage kampen op med de billige og brugervenlige ”lommekameraer”, men midt i 60erne måtte man indse, at View-Master havde udspillet sin rolle som billedfremviser for voksne mennesker. Dette til trods for den række af forbedringer man havde tilført produktet. Blandt andet havde den nu sin egen lyskilde og optikken var forbedret betydeligt. Tiden for stereoskopisk sightseeing var simpelthen slut.

vm03

vm05

Det viste dig dog, at View-Master ikke sådan lige lagde sig ned og døde. Efter afslutningen på dens rolle i turistindustrien, rykkede View-Master ind i børneværelset og blev et af 60ernes mest populære legetøj. Disney stod stadig ved deres aftale, så der var godt salg fra den side. Desuden fandt flere filmproducenter en ekstra indkomst, ved at frigive View-Master diske fra deres nye film, så børn kunne genopleve biografens herligheder (næsten) hjemme på værelset. I dag ejer legetøjsgiganten Fisher-Price rettighederne til View-Master og fremstiller stadigvæk diske med stereoskopiske billeder.

vm06

vm012

Som med ethvert andet populært produkt, så dukkede der hurtigt efterligninger op. I vesten var markedet temmelig godt dækket af den ægte View-Master, men østpå kom de lokale stereoskopiske billedapparater på hylderne, inklusiv sightseeing diske med turistattraktioner og behagelige billeder fra det socialistiske samfund. Jeg tvivler på der stadig er en marked for View-Master kopier, men vi kan da lige se lidt på en model fra Bulgarien.

vm011

Bemærk lige at gyngen er en aflagt MIG-15

Bemærk lige at gyngen er en aflagt jetjager

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 6.0/10 (1 vote cast)
Posted in Retro | Tagged as: , , , , | Leave a comment

Den sidste af de store

En af de sidste store stempelmotor airliners, var den luksuriøse Boeing 377 Stratocruiser. Flyet startede sin karriere under anden verdenskrig, hvor det Amerikanske militær stod og manglede noget seriøs fragtkapacitet. Boeing, der havde stået for udviklingen af den store Amerikanske B-29 Superfortress bombemaskine, fremsendte et forslag, der grundlæggende byggede på tegningerne fra netop B-29eren.

Det Amerikanske militær var glade for deres B-29, men der var områder, hvor den allerede under anden verdenskrig syntes at være lidt svag i leddene. Grundet krigen var motorudviklingen gået unaturligt hurtigt og B-29eren, der var designet i 1942, var udstyret med motorer der hen mod slutningen af krigen forekom lidt vattede. Boeing begyndte derfor allerede i 1943, at designe en ny og mere kraftig udgave, hvor blandt andet motorerne blev opgraderet fra 2200hk til 3500hk. Grundlæggende set var der dog ikke stor forskel på de to fly. Den nye maskine fik betegnelsen B-50.

Boeing B-50 med eksperimental flyet Bell X-1

Boeing B-50 med eksperimental flyet Bell X-1

Kabinen i B-50eren var dog ikke velegnet til fragt, så man udbyggede den simpelthen med en forstørret overdel, der gav flykroppen et 8tal formet tværsnit. Den nye fragtmaskine fik navnet C-97 Stratofreighter og gik i tjeneste i 1947. C-97eren kunne laste 16 ton fragt, eller 96 fuldt udrustede soldater. Det var den første fragtmaskine med trykkabine, hvilket gjorde turen lidt mere behagelig for både besætningen og passagererne. Under Korea-krigen anvendte men flyet som ambulance, men Boeing Stratofreighter fik en forholdsvis kort levetid i den rene fragtrolle.

Boeing C-97A Stratofreighter med Military Air Transport Service bemaling

Boeing C-97A Stratofreighter med Military Air Transport Service bemaling

Selvom C-97 Stratofreighter ikke fik en lang og glorværdig karrierer i USAF, så kom flyet alligevel til at spille en betydelig rolle under den kolde krig. Man besluttede nemlig, at den var langt mere anvendelig som lufttankningsfly og lagde derfor produktionen om til den klassiske Boeing KC-97 Stratotanker. Dette fly var rygraden i USAF takningskapacitet op gennem 50erne og blev faktisk først endeligt udfaset af Air national Guard i 1978.

KC-97L madder et par sultne Vought A-7D Corsair II

KC-97L mader et par sultne Vought A-7D Corsair II

Boeing viste at de havde et solidt produkt på hænderne, så det var nærliggende også at tilbyde flyet til deres civile kunder. Fragtkabinen blev pudset af og man installerede et luksuriøst interiør med plads til 100 passagerer, eller 28 sovekabiner (det var dengang man kunne flyve med stil). Kælderen indrettede man med en lounge, hvor trætte passagerer kunne nyde en drink. Den første Boeing 377 Stratocruiser fløj i juli 1947 og Pan Am opsnappede hurtigt et par stykker som flagskibe i deres flåde. De store transatlantiske luftfartsselskaber United, Northwest og BOAC (British Overseas Airways Corporation) fulgte hurtigt efter.

Pan American World Airways (Pan Am) i Düsseldorf sidst i 50erne

Pan American World Airways (Pan Am) i Düsseldorf midt i 50erne

Cutaway tegning af en United Boeing 377 Stratocruiser

Cutaway tegning af en United Boeing 377 Stratocruiser

Flyet var utrolig komplekst og samtidig afsindigt dyrt. Derfor var det kun de store drenge der kunne lege med, når disse sidste store stempelmotorfly fragtede passagerer. Det lykkedes kun at afsætte 56 stykker og allerede sidst i 50erne begyndte de at tabe terræn til de nye passagerfly med jetmotorer. Samtidigt var deres sikkerhedsrekord ikke noget at råbe højt om. Ud af de 56 fly mistede man i perioden 1951 til 1970 hele 13 skrog, med et samlet tab af 140 menneskeliv. Selv om de måske ikke direkte var økonomisk tabsgivende, så måtte de store selskaber skille sig af med dem i starten af 60erne, da de virkede forældede og ikke længere gav den præstige man ønskede sig af et flagskib. De overlevende fly overgik til civil fragtflyvning, hvor de brummede rundt til midt i 70erne.

Stratocruiserens reklameværdi var anseelig i de tidlige 50ere

Stratocruiserens reklameværdi var anseelig i de tidlige 50ere

God plads ved filebænken i en Stratocruiser

God plads ved filebænken i en Stratocruiser

Glitteret ville ingen ende tage, når man fløj Stratocruiser

Glitteret ville ingen ende tage, når man fløj Stratocruiser

Selvom Boeings Stratocruiser var på vej ud af luftfartens jetset, så fik de alligevel en langt mere historisk rolle, end noget passagerfly kunne have opnået. Firmaet One Mark Engineering ombyggede nemlig en række 377 fly for fragtfirmaet Aero Spacelines International, der havde kontrakt på transport af NASA’s raketdele. Den første, kaldet Pregnant Guppy, var bygget over et tidligere Pan Am passagerfly og fragtede raketdele til Gemini programmet. Efterfølgende konstruerede One Mark Engineering yderligere 4 Super Guppy fly, der blev brugt under Apollo programmet. NASA har stadig en Super Guppy i aktiv tjeneste, som blandt andet fragter komponenter til den Internationale Rumstation mellem konstruktøren og Kennedy Space Center.

Aero Spacelines B-377PG Pregnant Guppy på Dryden AFB

Aero Spacelines B-377PG Pregnant Guppy på Dryden AFB

Aero Spacelines B377SG Super Guppy med X-24 og HL-10 lifting bodies i 1976

Aero Spacelines B377SG Super Guppy med X-24 og HL-10 lifting bodies i 1976

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 9.0/10 (3 votes cast)
Posted in Historie | Tagged as: , , , , , , , , , , | Leave a comment

Remember, remember, the first of September…

Hail to the powerful air force of the country of socialism

Hail to the powerful air force of the country of socialism

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Billeder | Leave a comment

Panserede morsomheder

Under forberedelserne til D-Dagen opdagede de allierede, at de manglede noget hardware, som kunne pløje sig igennem Tyskernes kystforsvars. Man havde under den katastrofale Dieppe aktion opdaget, at de almindelige Britiske kampvogne, ikke sådan bare lige kunne rulle over stranden og deltage i kampene. Hvad man havde behov for, var en modificeret kampvogn der kunne assisterer med andet end kanonen. Faktisk var man helt tilbage i de gamle ridderbøger for at genopdage de såkaldte belejringsmaskiner.

Den primære opgave var minerydning og konstruktionen af disse nye maskiner blev pålagt kampvognstaktikeren Percy Hobart. Enheden der skulle bruge Hobarts nyskabninger var den Britiske 79th Armoured Division, der til lejligheden blev genuddannet til deres nye specialrolle. På basis af en Amerikansk Sherman kampvogn, fremstillede Hobart et køretøj med en roterende tromle med jernkæder, der kunne piske jorden, og minerne, i stykker efterhånden som kampvognen bevægede sig fremad

Sherman Crab Mineplejl i aktion i Nordfrankrig

Sherman Crab Mineplejl i aktion i Nordfrankrig

Hobarts mineplejl var ikke krigens første minepisker. Briterne havde under ørkenkrigen benyttet en Matilda kampvogn til samme formål, men piskesystemet var for skrøbeligt og brød konstant sammen. Derefter arbejdede man løbende på forbedringer, indtil Hobart dukkede op og skubbede på løsningen med en Sherman, hvor hovedmotoren drev en tromle, med 43 piske, rundt med 142 omdrejninger i minuttet – Crab minerydderen var født.

Hobart stoppede nu ikke der. Under udviklingen var man blevet opmærksom på lange flere problemer, som en veltilpasset kampvogn kunne løse, samt fremstillet de køretøjer man mente kunne løse dem. Denne samling af pansrede mærkværdigheden fik den samlede betegnelse: Hobarts Funnies. 79th Armoured Division kørte i øvrigt alle Hobarts specialkampvogne.

En anden af vognparkens køretøjer var AVRE (Armoured Vehicle, Royal Engineers). En multifunktions kampvogn beregnet på at rydde Tyske befæstninger. Bygget over en Britisk Churchill tank og normalt bevæbnet med 290mm Petard morter, der knaldede en højeksplosiv granat på 18kg, kaldet en ”Flying Dustbin”, direkte ind i fæstningsvæggene. Sådan en fidus kunne nedlægge de fleste bunkere.

Churchill AVRE mindesmærke ved Juno Beach

Churchill AVRE mindesmærke ved Juno Beach

AVRE Dustbin, når der seriøst skal bankes på

AVRE Dustbin, når der skal bankes seriøst på

AVRE kampvognen fik hurtigt andre opgaver og kunne medtage et større udvalg af hjælpemidler. ”Bobbin” udgaven kunne udlægge en kanvasløber, så efterfølgende køretøjer, og kampvognen selv, ikke sank ned i blød undergrund. ”Fascine” modellen medbragte pakkede bjælker, kæppe og grene, der kunne bruges til at fylde grøfter og vandløb med. En anden type medbragte en lille bro, kaldet en ”Small Box Girder”, som kunne smides ud, hvor der var brug for den. For eksempel til at komme over moler og dæmningsværk ved Landgangen.

Churchill tæppelægger med egen vejbane

Churchill tæppelægger med egen vejbane

AVRE Fascine medbringer brænde til soldaterne

AVRE Fascine medbringer brænde til soldaterne

Udover de nævnet vogne indeholdt Hobarts garage et væld af ingeniørkøretøjer. De såkaldte BARV (Beach Armoured Recovery Vehicle) vogne, var beregnet til oprydning og assistance på selve stranden. De havde en næsten skibsagtig overbygning i stedet for det normale tårn og var derudover ekstra vandtætte, så de kunne kører rundt in strandkanten uden at få våde fødder. Teknisk set var BARV køretøjerne ikke en del af Hobarts Funnies, fordi de var udviklet af Royal Electrical and Mechanical Engineers, men de går historisk set som en Funny.

En Sherman BARV har dristet sig lidt væk fra stranden

En Sherman BARV har dristet sig lidt væk fra stranden

AKR (Armoured Ramp Carrier) var en række Churchill kampvogne der medbragte en lille rampe, så de kunne give en ”hestesko” til andre køretøjer. Centaur Bulldozeren var en Cromwell tank ombygget til panseret bulldozer. Modsat de almindelige bulldozere, så kunne en Centaur holde trit med kampvognene. Canal Defence Light var en selvkørende lyskaster (normalt en Matilda kampvogn). Ideen var ikke, som man måske kunne tro, at belyse fly på nattehimmelen, men at blænde modstanderen under et natangreb.

Churchill Armoured Ramp Carrier

Churchill Armoured Ramp Carrier, med en Sherman på nakken

Duplex Drive tanks, eller DD tanks, var amfibiekampvogne der kunne sættes i vandet et stykke fra kysten og selv svømme ind til land. Man anvendte både Sherman og Valentine kampvogne, selvom Valentine modellen kun blev brugt på øvelser. Sherman tanks blev udstyret med et kanvas hylster, der kunne trækkes op over kampvognens dæk og holde vandet ude. Desuden havde de skruer som et skib, der blev drevet af vognens hovedmotor gennem et gearsystem. Med sådan en karl i baglommen, mente de allierede, at de kunne have panser på stranden samtidigt med infanteriet. Ideen var dog bedre på papir end i virkeligheden og man mistede mange kampvogne, når nervøse besætninger på landgangsbådene satte dem i vandet for tidligt. I kammeratlig tale stod DD for Donald Duck. DD kampvognen var den eneste af Hobarts Funnies der blev anvendt af de amerikanske styrker under D-dagen.

DD tank med hætte oppe

DD tank med hætte oppe

Frem med badebolden, stranden er nået!

Frem med badebolden, stranden er nået!

En af de mest effektive af Hoberts Funnies, var en Churchill kampvogn modificeret med en trailer med en ekstra 1800 liters brændstoftank tilsluttet en kraftig flammekaster, med en rækkevidde på over 100m. Herligheden gik under navnet Churchill Crocodile. Oprindeligt var krokodillen kun tiltænkt 79th Armoured Division, men dens effektivitet som angrebsvåben betød, at andre panserenheder skreg efter deres egne krokodiller. En af køretøjets specialiteter, var afskydning af en utændt brændstofstråle, med 15 liter i sekundet, mod Tyske forsvarsstillinger, så det sprøjtede godt ind i alle åbninger, hvorefter krokodillen sendte en brændende stråle brændstof mod målet og antændte det gennemvæddede område. Flammekasteren var monteret i inde i selve kampvognen, hvilket bevirkede, at kampvognens 75mm kanon stadig kunne benyttes. Det var et frygteligt våben og alene det hvæsende brøl fra flammekasteren, kunne få tyskerne frem med hænderne oppe.

Flammekasteren er i blenderingen modsat kørerens luge

Flammekasteren er i blenderingen modsat kørerens glughul

Churchill Crocodile lukker op for varmen

Churchill Crocodile lukker op for varmen

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 8.0/10 (2 votes cast)
Posted in Historie | Tagged as: , , , , , , , , , | Leave a comment