Luftens giganter – part 2

Selvom den britiske flyindustri i dag ikke er kendt for de helt store maskiner, så har de faktisk flere gange forsøgt sig indenfor denne del af luftfarten. Desværre har de aldrig været særlig heldige med disse maskiner. Fra 20ernes besynderligt benævnte Beardmore Inflexible, til krigens General Aircraft Limited GAL. 49 Hamilcar kæmpesvævefly, der dog så aktiv tjeneste under flere operationer – deriblandt Operation Marked-Garden. Her skal vi se lidt på denne glemte side af den britiske flyindustri.

Saunders-Roe Princess var en gigantisk flyvebåd bygget i starten af 50erne, på Saunders-Roe fabrikken i Cowes på Isle of Wright. Umiddelbart efter anden verdenskrig, havde den britiske regering udbedt sig nogle forslag til en civil flyvebåd til deres British Overseas Airways Corporation (BOAC). Saunders-Roe havde det vindende design og i 1946 fik de besked på at komme i gang. I løbet af de næste par år fremstillede man det nye kæmpefly i flyvebådshangaren ved East Cowes.

saro01

Princess blev udstyret med ikke mindre end 10 Bristol Proteus turbopropmotorer på hver 3,320 shp. Motorkraften blev fordelt på 4 dobbelte contra-rotating propeller, drevet af 8 Proteusmotorer, og 2 enkelte propeller drevet af de 2 sidste Proteusmotorer. Skroget havde en 8tals facon, der muliggjorde 2 trykrejste dæk, med plads til i alt 105 passagerer i rimelig luksuriøse omgivelser. Den første maskine blev søsat i august 1952 og testflyvning begyndte sidst på måneden.

saro03

Maskinen blev registreret G-ALUN og det næste år fløj den næsten 100 timer, fordelt på 46 testflyvninger og et par reklamefremstød – blandt andet Farnborough Airshow i 1953. Princess var faktisk slet ikke noget dårligt fly, selvom de 10 Proteusmotorer viste sig at være lidt for svage. De efterfølgende maskiner skulle have kraftigere motorer, så man satte lidt bremse på produktionen og lod 2 halvfærdige flystel skride fremad i tomgang indtil de nye motoere var færdigudviklede.

saro04

Ideen med store flyvebåde var dog efterhånden skredet lidt i svinget. Fremskridt ved mere konventionelle landbaserede flyvemaskiner, gjorde de klodsede flyvebåde for kostbare at opererer. Samtidig var der efterhånden gode flyvepladser på alle de destinationer som Princess skulle beflyve. Den operationelle fordel en flyvebåd gav, var derfor forsvundet. I midten af 50erne trak man stikket ud og lukkede samlehallen, mens der stadig var 2 halvfærdige maskiner under bearbejdning. Selvom der var flere tiltag til at gøre dem færdige, så stod maskinerne ubenyttet hen indtil 1967, hvor man desværre besluttede at skrotte dem.

Saunders-Roe Princess G-ALUN langtidsopbevaret på Isle of Wight

Saunders-Roe Princess G-ALUN langtidsopbevaret på Isle of Wight

Bristol Brabazon var på det nærmeste tiltænkt som Princess landbaserede konkurrent. Udviklingsarbejdet kan spores helt tilbage til 1943, hvor Brabazon komiteen blev nedsat for at undersøge Storbritanniens fremtidige behov indenfor civil lufttransport. I starten af anden verdenskrig havde Amerika og Storbritannien fordelt produktionsopgaverne, så amerikanerne stod for transportfly, mens briterne stod for tunge bombemaskiner. Dette gav naturligvis den ulempe, at briterne ville komme ud af krigen, med underskud på udviklingsbalancen indenfor civile transportfly. Det var Brabazon komiteens opgave, at mindske dette underskud.

Bristol havde under krige arbejdet med udviklingen af en supertung bombemaskine – en såkaldt 100 ton bomber. Udviklingsarbejdet viste sig dog, at være en langtrukken affære, så luftministeriet droppede ideen til fordel for videreudvikling af den succesfulde Avro Lancaster. Arbejdet var dog ikke helt spildt, for da Brabazon komiteen frigav deres rapport, opdagede Bristol at deres supertunge bombemaskine med lidt ændringer kunne opfylde komiteens krav. Brabazon komiteen klappede i deres små hænder og tildelte Bristol en kontrakt på 2 prototyper.

bristol06

Den første prototype rullede ud på banen til motor og taxiprøver i december 1948. Der skulle gå næsten et år inden den endelig fik luft under vingerne 4. september 1949. Maskinen havde 8 Bristol Centaurus stjernemotorer med hver 2650hk. Den var ikke overvældende for et fly på 54m og et vingespænd på 70m (mere end en Boeing 747). Det lykkedes heller ikke at klemme mere end maximalt 480 km/t ud af bæstet og dens cruise speed lå på kun 400km/t. Det blev besluttet at udskifte motorerne på fremtidige maskiner, med de nyudviklede Bristol Proteus turbopropmotorer, desværre blev der aldrig fremstillet flere Bristol Brabazon maskiner.

bristol08

Selvom Brabazon komiteen skulle beskæftige sig med fremtiden, så var deres rapport behæftet med fejlantagelser der stammede fra samtiden og fra tiden før anden verdenskrig. Det blev antaget, at fremtidens flypassagerer stadig ville være samfundets rigeste og at disse ønskede en rejse der kunne måle sig med de luxuriøse skibsrejser – Brabazon var derfor designet for luksus. Kæmpeflyet kunne medbringe 100 passagerer i overdådige omgivelser. Hver enkelt passager havde både en siddeplads og en soveplads, ligesom et stort område var afsat til en 37 personers biograf, et promenadedæk og en restaurant/bar.

Kabinen som den var udstyret under testflyvningerne - god plads

Kabinen som den var udstyret under testflyvningerne - god plads

Kabinen som den skulle have set ud under passagerflyvning

Kabinen som den skulle have set ud under passagerflyvning

I 1952 havde man brugt en hulens bunke penge på Brabazon, men det stod lidt sløjt til med ordrebogen. Faktisk var der ikke bestilling på en eneste af de store luksusmaskiner. I marts bekendtgjorde luftministeriet, at man ville udsætte arbejder med prototype nummer 2 og et par måneder senere kom ordren til at lukke projektet helt. Omregnet til vores nutidige penge, havde Bristol Brabazon projektet kostet godt £100 millioner og alt man havde fået var 382 timers flyvning i en hvis elefant.

Bristol Brabazon var en fantastisk maskine, der bare blev fremstillet 20 år for sent – markedet havde ændret sig for radikalt efter krigen og flyselskaberne konkurrerede nu på prisen, ikke på den luksus de kunne tilbyde. Prototypen blev skrottet umiddelbart efter projektets aflysning og i dag findes der ikke andet end et sæt hovedhjul på Bristol Industrial Museum.

bristol09

bristol010

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Historie, luftfart | Tagged as: , , , , | Leave a comment

Gamle nyheder fra The Ministry of Truth

For nøjagtigt 26 år siden begyndte computerbutikkerne at lange en helt ny type hjemmecomputer over disken. Det var den første succesfulde computer med en grafisk brugergrænseflade der kontrolleredes med et pegeredskab kaldet en mus (Xerox Star 8010 fra 1981 var den første usuccesfulde). Firmaet bag computeren havde på forhånd skabt stor opmærksomhed om produktet, med en 60 sekunder lang reklame instrueret af den britiske instruktør Ridley Scott- pris $1,5 millioner.

Reklamefilmen, der hed ”1984”, havde premiere under Super Bowl 22. Januar 1984 og er gået over i både reklame- og computerhistorie som et mesterværk. Computeren bag reklamen er for længst gået til de evige IT marker, men den nåede dog at rykke ved den gængse opfattelse af en personlig computer – Der var naturligvis den berømmelige Apple Macintosh.

Der var tale om sindsoprivende 7.83 MHz, samt 128 kb hukommelse (der dog kunne udvides til 512 kb). Det hele var indbygget i en smart 9 tommers sort/hvid skærm og kostede $2495 – et betragteligt beløb, eftersom man faktisk kunne få temmelig brugbare systemer for halvdelen.

Apple Macintosh er stamfaderen til samtlige IMac computere på markedet i dag – åndeligt om ikke andet.

mac01

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Historie, IT Teknologi | Tagged as: , , , , , | 2 Comments

Copenhagen Suborbitals – part I

Hvor skal man kaste sig over, når man allerede har bygget en fuld funktionsdygtig 18m lang undervandsbåd?

Ubådskaptajn Peter Madsen var ikke et sekund i tvivl. Sammen med en gruppe sammensvorne startede han projektet Copenhagen Suborbitals med det mål, at sende Peter ud i rummet. I denne her sammenhæng er rummet defineret som en altitude over 100km. Fra deres hovedkvarter på Refhaleøen i København, knokler projektgruppen for tiden med udvikling og afprøvning af raketteknologien, der i sidste ende skal bringe Danmark ind i rumalderen.

Copenhagen Suborbitals er naturligvis ikke det første private rumfartsprojekt, men det er nok det første budget rumfartsprogram. Projektet er hvad man med et engelsk begreb kalder en ”No frills ride”. Det er altså ikke tale om grænsebrydende ny teknologi, eller epokegørende skridt indenfor rumfart. Selve raketten er godt 68cm i diameter og drives af en oxygen/polyepoxide (epoxy) hybridmotor. Astronauten står i en kapsel, eller rettere i rumskibet TYCHO BRAHE, som er placeret på toppen af raketten.

orbital04

Mikro rumskibet TYCHO BRAHE er lige nøjagtigt stort nok til astronauten, der skal tilbringe turen i en halvsiddende stilling. På den måde kan man holde rakettens størrelse nede på et fornuftigt niveau. Toppen af mikro rumskibet består af en plexiglas kuppel, så astronauten kan nyde udsigten fra 100km. Under reentry kontrolleres fartøjet af et selvbygget Reaction Control System, der skal forhindre at Peter tumler ukontrolleret tilbage mod jorden. TYCHO BRAHE skal land i havet med faldskærm, så mødet med jorden foregår på blidest mulige måde.

orbital03

Copenhagen Suborbitals påregner at opsende 3 testraketter, før Peter kravler ned i raketten og drøner mod verdensrummet. Lige nu forbereder de afprøvningen af den motor som skal anvendes til opsendelsen af deres første testraket. Motorprøven er sat til 7. februar og første launch af selve raketten forventes i starten af juni. Der er naturligvis ingen garantier indenfor hjemmebyggede rumfartsprojekter, men Copenhagen Suborbitals regner med en bemandet rumtur omkring 2012 – såfremt deres testaffyringer forløber efter planen.

Her på steampunk.dk vil vi gennem en artikelserie om Copenhagen Suborbitals se lidt nærmere på detaljerne i Danmarks første rumfartsprogram og følge udviklingen af deres raketter.

orbital01

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (4 votes cast)
Posted in teknologi | Tagged as: , , , , | 2 Comments

Biler, røg, ubåde og flyvemaskiner

1899: Den Tyske bilfabrikant Opel fremstiller deres første automobil. Firmaets grundlægger Adam Opel, var startet i 1863, med at producerer symaskiner i en kostald i Rüsselsheim. Herfra gik det slag i slag, efterhånden som Opels lille fabrik voksede. I 1886 startede han med at fremstille væltepeter cykler og så var springet til automobiler knap så stort.

Adam Opel døde i 1893, men hans sønner overtog fabrikken og fik altså den første bil kørt fra værkstedet i 1899. Opel ejes i dag af General Motors, men har stadig hovedkontor i Rüsselsheim.

opel01

1908: Kommunalbestyrelsen i New York udsteder en lov der forbyder kvinder at ryge i det offentlige rum. Den såkaldte ” Sullivan Ordinance” trådte hurtigt i kraft og allerede 22. januar blev Katie Mulcahey tilsyneladende arresteret for offentlig rygning – fy Katie!

Loven forbød faktisk ikke kvinderne at ryge, men forbød værtshus og hotelforpagtere, at tillade kvindelig rygning i deres etablissementer. Der var faktisk et yderligere lovforslag, der ville forbyde al rygning når der var kvinder tilstede, fordi de ikke skulle udsættes for tobakkens røg og damp.

Fra kommunalmødets referat kan man læse, at byrådsmedlemmet Henry Smith rystede truende med næven mod byrådsformand Sullivan og revsede byrådet for at beskæftige sig med slig idiotiske sager, når der var langt større problemer i byen, så som gudsjammerlig fattigdom. Efter at have læst rapporten fra byrådet, må jeg nok slå Katie Mulcahey hen som en urban myth.

Anyway, loven blev annulleret af borgmesteren to uger senere.

smoke01

1954: Verdens første atomdrevne undervandsbåd, USS Nautilus (SSN-571), søsættes fra General Dynamics Electric Boat Division værftet i Groton, Connecticut . 17. januar året efter forlader Nautilus dokken med den historiske radiomeddelelse “Underway on nuclear power.”

9. juni 1958 begav Nautilus sig ud på Operation Sunshine: verdens første sejlads under nordpolen. Nautilus nåede den geografiske nordpol 3. august lidt over midnat. Der var ikke så meget at se, så de sejlede hurtigt hjem igen. Begivenheden blev slået stort op i Amerika, da de netop havde tabt en del af rumkapløbet til sovjetunionen, der havde opsendt Sputnik, men altså ikke havde en atomdrevet undervandsbåd – haha!

Nautilus forblev i tjeneste indtil marts 1980, hvorefter hun blev omdannet til et museum. I 1982 fik Nautilus rang af ”National Historic Landmark” og hun er nu udstillet ved ”The U.S. Navy Submarine Force Museum and Library” i Groton, Connecticut.

ubåd01

ubåd02

1976: Aérospatiale-BAC Concorde indleder sine første kommercielle ruteflyvninger mellem London–Bahrain og Paris–Rio, befløjet af henholdsvis British Airways og Air France. Amerikanerne, der ikke selv havde en supersonisk transportmaskine, havde oprindeligt forbudt flyet adgang til amerikansk luftrum, men måtte give efter allerede i maj 1976, hvor Concorde begynte ruteflyvning til Washington Dulles International Airport. Da det generelle forbud blev løftet, nedlagde New York et lokalt forbud der stod ved indtil oktober 1977, hvor den amerikanske højesteret påbød dem at fjerne forbuddet.

Der blev i alt bygget 20 fly af typen, hvoraf kun 14 kom i tjeneste hos enten Air France, eller British Airways. Modsat den almindelige opfattelse, så blev typen ikke pensioneret efter den store ulykke i 2000. Flyet forblev i tjeneste hos begge selskaber indtil april 2003. Efter British Airways pensionerede typen, tilbød forretningsmanden Richard Branson, at købe hele flåden for den pris BA oprindeligt betalte: £1. Firmaet blev stiktosset og nægtede yderligere forhandlinger med Branson.

con01

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (3 votes cast)
Posted in Almanak | Tagged as: , , , | Leave a comment

Tis the wind and nothing more…

I 60 år har en ukendt sortklædt skikkelse fejret forfatteren Edgar Allan Poe’s fødselsdag, ved at besøge hans gravsted og efterlade tre røde roser og en flaske Martell cognac. Begivenheden, der startede i 1949, tiltrækker årligt Poe fans fra Amerika og resten af verden, samt folk der bare ønsker at se den mystiske ”Poe Toaster”.

Der er som sagt ingen der ved hvem den trofaste beundrer er, men i 1993 efterlod han en kryptisk besked, der kundgjorde at faklen ville blive videregivet, hvilket man forstod som et tegn på den besøgendes snarlige død. I 1998 fortalte en ny besked, at en søn nu forestod traditionen.

Edgar Allan Poe var født 19. januar 1809, men i går nat dukkede den mystiske ”Poe Toaster” for første gang ikke op – nevermore?

poe02

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Blandet, Nyheder | Tagged as: , , | 1 Comment