Da lyden af kamphandlinger endelig standsede den 26. marts 1945, blev skud og eksplosioner afløst af brummende motorer, skrigende dæk og krøllet aluminium. Amerikanerne havde nemlig haft en helt specifik grund til at invaderer Iwo Jima – de manglede en flybase i området.

Deres atomvåbenprogram var nær afslutningen og man behøvede en nødlandingsbane i stillehavet, hvis noget skulle gå galt under missionen til Japan. B-29 bombefly havde man masser af, men antallet af atomvåben var begrænset til 2 – den uranbaserede Little Boy og den Plutoniumbaserede Fat Man. Chancen for at miste en atombombe i Stillehavets dyb var ganske påtrængende og det amerikanske militær ofrede næsten 7000 mand på invasionen, dertil 19000 sårede. Sammenlagt mere end dobbelt så mange som under D-Day året før.

Allerede under kampene 4. marts landede en B-29 på øen, men det var først efter 26. marts, at der kom gang i operationerne Man stationerede ikke B-29 maskiner på Iwo Jima, men der var massere af escort jagere – P51D Mustang og P-47N Thunderbolt. Ingen af disse kunne dog eskorterer bombemaskinerne helt til Japan og tilbage igen.

Jeg er netop stødt på en serie billeder fra den amerikanske flybase på Iwo Jima, der viser en anden side af krigen: nemlig de utallige “almindelige” uheld.

Northrop P-61 Black Widow efter landing i tæt tåge

Det kommer sikkert bag på mange, at amerikanerne mistede flere fly under træning og forbindelsesflyvninger, end de mistede til fjendtlig ild. Fra december 1941 til august 1945 mistede USAAF 65.164 fly, hvoraf 21.583 forulykkede i amerikansk luftrum (alle var derfor 2nd Line Accidents). Den totale antal af fly mistet under kampforhold var 43.581, men af dem var 12.594 2nd Line Losses, hvilket er tab under træning, eller på anden måde ødelagte uden kamp – så som sammenstød på banen, eller fly ødelangt af nødlandende fly.

Det giver godt 31.000 fly mistet under kampflyvning, men det tal dækker dog både nedskudte fly og fly forulykket på anden vis – sammenstød, tekniske problemer, landingsuheld og fly der simpelthen foer vild og måtte nødlande. Det er lidt svært at skille nedskudte fly fra almindelige styrt, når man ser på fly mistet under kampflyvning, men hvis man ser de mistede godt 1/3 af deres fly hjemme i USA under fredelige flyvninger, så kan man muligvis trække godt 10.000 fra fra de 31.000. Selv hvis man giver lidt ved døren og nøjes med 5000, så ender vi på 26.000, hvilket er et godt stykke under de 34.177 mistet (både ude og hjemme) i 2nd Line Accidents – faktisk behøver man ikke engang trække nogle fra.

Nu var der jo ikke kun dårlige landinger på Iwo Jima. Fra sidst i marts 1945 og frem til krigens afslutning i august samme år, var der 2251 B-29 landinger på Iwo Jima, plus 4272 eskorte, eller strike, missioner fløjet fra øen. Der var derfor temmelig travlt på den lille flybase. Officielt reddede øen over 24.000 besætningemedlemmer (11 i en B-29), der ellers ville skulle være landet i Stillehavet og sandsynligvis ville være omkommet.

Ideen om en generel nødlandingsbase holder dog ikke i byretten. undersøgelser viser at langt de fleste af B-29 landingerne var på grund af mindre tekniske problemer og de fleste kunne have nået deres egen base i Marianerne 1000km væk. Der var derfor kun en grund til en base på Iwo Jima, frygten for at miste en B-29 med en atombombe ombord.