Værd at vide om tidlig rakethistorie – del 1

Steampunk.dk har efterhånden været igennem en del rakethistorie. Fra Amerikanernes spæde V-2 eksperimenter, støttet af deres kidnappede tyske forskere, over WAC Corporal udviklingen til Redstone, Mercury-Redstone, Titan II og selvfølgelig Apollo programmet med den gigantiske Saturn V raket. De fleste af disse raketter havde en fællesnævner: Den Tyske videnskabsmand Wernher Magnus Maximilian Feriherr von Braun. Der i dag skægt nok ofte beskrives som Tysk-Amerikaner. Von Braun var en af det 20ende århundredes ledende raketingeniører, men uanset hvad folk syntes, så var det altså ikke von Braun der opfandt raketten.

Friherr von Braun som han sikkert helst ikke ville huskes

Friherr von Braun som han sikkert helst ikke ville huskes

Rakettens historie går egentlig helt tilbage til den tidlige middelalder, men hvis vi beskæftiger os med raketteknologi i forbindelse med luftfart, så skal vi frem til slutningen af 1800tallet før raketten tiltænkes en anden rolle, end at dynge eksplosiver ned over fjenden. Overraskende skal vi til Peru, for at finde ophavsmanden til ideen om raketter med flydende brændstof. I 1895 byggede og afprøvede forskeren Pedro Paulet Mostajo verdens første raketmotor med en blanding af nitrogen peroxide og benzin som brændstof. Motoren var ganske beskeden og vejede (uden brændstoffer) kun 2,5kg. Den udviklede ifølge Mostajo 200lbf og kunne køre i over en time uden problemer. Den forblev dog fastspændt til hans filebænk, så nogen raket var det ikke ligefrem.
 
Desværre kom begivenheden ikke for dagens lys før 1927, hvor et af hans private breve blev publiceret i avisen El Comercio. I Amerika havde Robert Goddard dog allerede i 1926 affyret en raket med denne type motor. Hvis historien fra Peru er sand (og der er ikke synderlig grund til at betvivle den), så gik stakkels Pedro glip af æren som faderen til raketmotorer med flydende brændstof.

Pedro Paulet Mostajo med sit fine overskæg

Militære raketter var forholdsvis udbredte op gennem 1800tallet og omkring århundredeskiftet var ideen om raketrejser så småt begyndt at røre på sig. Populære Science Fiction forfattere som Jules Verne og H. G. Wells gav stof til eftertanke, der udmøntede sig bogen “The Exploration of Cosmic Space by Means of Reaction Devices” af den Russiske matematiker og videnskabsmand Konstantin Tsiolkovsky. I dag betegnes Tsiolkovsky gerne som rumflyvningens fader.

Udenfor Rusland gik der nogle år, inden raketflyvning fik tag i videnskaben. I 1912 udgav Franskmanden Robert Albert Charles Esnault-Pelterie et foredrag med den fine titel: “Considérations sur les résultats d’un allégement indéfini des moteurs”, hvilket på dansk betyder noget i stil med “Overvejelser om resultaterne af en reduktion ubestemt motorer.” I afhandlingen beviser Esnault-Pelterie sine beregninger for energiforbrug under rejser til månen og de nærmeste planeter. Hans arbejde var ikke ulig Tsiolkovsky’s, men ingen af de to havde kendskab til hinanden.

Esnault-Pelterie var for øvrigt en af Europas tidlige flypionerer og havde allerede i 1906 tilbagelagt over 500m i luften. Hvordan han kom fra 500m flyvning til rumfart, det må guderne vide, men han havde åbenbart stor tillid til teknologien.

Esnault-Pelterie med sin flyvemaskine fra 1908

Samme år begyndte den amerikanske fysiker Robert H. Goddard at arbejde seriøst med teoretisk raketvidenskab. De første mange år beskæftiger han sig udelukkende med beregninger, men det forhindrede ham ikke i, at optage patent på flertrinsraketten og nitrogen/benzin raketmotoren. I 1919 udgiver Smithsonian Institution Goddards afhandling om raketteknologi “A Method of Reaching Extreme Altitudes”. Sammen med Tsiolkovsky’s arbejde kommer dette værk til at danne grundlag for raketforskningen de næste mange år. Bøgerne var inspirationskilde for raketpionerer som Hermann Oberth, Wernher von Braun og Sergey Korolev.

Ved udgangen af 1910erne var raketteknologi stadig noget man kun skrev og læste om. I næste afsnit skal vi se på de rigtige raketter.

Goddard med et vakuum apparat til raketforskning i 1916

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Historie, teknologi | Tagged as: , , , , , , , , , | Leave a comment

På en lille stormblæst klippe

Godt halvvejs mellem Irland og Island, bryder en ubetydelig lille klippe havets overflade. Den er ikke mere end 784 kvadratmeter, men størrelsen til trods, har den sat sindene i kog blandt Irere, Briterne og Danskere i mere end 200 år. Med 430km til nærmeste fastland (Bloody Foreland i Donegal, Irland), er det en af verdens mest isolerede små klippeøer.

Man tror at den Irske munk, sømand og helgen Brendan besøgte klippen i den 6 århundrede, men noget håndgribeligt har man ikke før 1600tallet, hvor den optræder i trykte sømands-historier. Det er dog højst sandsynligt, at Britiske fiskere kendte til klippen mange år før. I 1810 “opdager” HMS Endymion klippen og navngiver den Rockall – der sjovt nok rimer på Fuck-all, hvilket jo er ganske passende. Året efter gør Lt. Basil Hal fra Royal Navy landgang på klippen – første registrerede menneske på Rockall.

Til trods for den ensomme beliggenhed, er det alligevel lykkedes flere skibe at påsejle den lille klippe. Man skulle ellers mene, at når man har et helt ocean at navigerer på, så er det næsten usandsynligt, at man rammer en klippe på 25m gange 30m – not so! Allerede i 1686 forliste et spansk skib på Rockall. De overlevende nårde Irland i en redningsbåd. I 1812 var det kortlægningsfartøjet Leonidas der ramte et rev tæt ved Rockall – et kortlægningsfartøj! Den største ulykke var DFDS damperen SS Norge, der forliste på vej mod New York i 1904. SS Norge var pakket med emigranter og desværre mistede 635 mennesker livet.

Klippen har egentlig intet nationalt tilhørsforhold, da den ligger udenfor nationale søgrænser. Desuden stipulerer De Forenede Nationers sølovgivning, at ubeboelige klipper internationalt farvand ikke kan erklæres for national ejendom. Det har nu ikke forhindret Irland, Danmark, Storbritanien og Island i at gøre krav på klippen. Irerne mener det er deres, fordi den er tættest på Irland. Storbritannien vil have den fordi deres beboelige ø Hirta ligger tættere på end irland – de var også de første på klippen. Danmark repræsenterer Færøernes udenrigspolitiske ønsker og de mener Rockall er en del af den Færøske sokkel.

I 1955 sendte Briterne 4 mand i helikopter til Rockall, for at gøre officielt krav på øen. Kommandanten Desmont Scott tog højtideligt øen i besiddelse for hendes majestæt Dronning Elizabeth den anden, men det blev Rockall altså ikke mere Britisk af.

Union Jack hejses på Rockall under invasionen i 1955

En af grundene til besættelsen i 1955, var Briternes prøveaffyring af det amerikanske Corporal missil, der samme år indgik som Briternes første atommissil. De var bange for, at de stygge Sovjetter skulle spionerer på dem fra Rockall. I 1974 forsøgte Briterne sig igen med en kortvarig besættelse, da de landsatte 2 Royal Marines komplet med skilderhus, i forbindelse med en fotoopgave for militæret.

Talk about a crappy posting!

I 1997 besatte Greenpeace Rockall i 42 dage, i protest mod Britisk olieudvinding (altså ikke på Rockall, men i al almindelighed). Under opholdet boede 4 aktivister i en lille gul kapsel, der var fastgjort til Rockall stejle sider. Den britiske Greenpeace afdeling erklærede Rockall for en mikronation og kaldte det nu uafhængige territorium for Waveland. Den britiske regering skyndte sig at give dem tilladelse til aktionen, hvilket jo samtidig gav dem et halvofficielt ejerskab – ellers kunne deres tilladelse være ligegyldig. Greenpeace installerede et lille soldrevet fyrtårn, der stadig kan ses hvis man kommer fordi Rockall om natten.

Der har i det sidste årti været adskillige ekspiditioner til Rockall og de næste 2 år skull der være flere på vej. Regeringerne holder stadig konferencer og møder om Rockall’s tilhørsforhold. Det sidste møde var i København i 2007, men det løste ikke stridighederne. I mellemtiden er Rockall blevet sådan lidt populær blandt extremturister og nu hvor gud og hver man har været på Mount Everest, så er det jo lidt cool, at have været på Rockall. Der her indtil videre ikke været flere end 53 personer på Rockall

Det soldrevne fyrtårn på Rockall

NOTE: I 1971 blæste Storbritaniens Royal Engineers af uransagelige årsager toppen af Rockall.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 5.0/10 (1 vote cast)
Posted in Blandet | Tagged as: | Leave a comment

The mother of all Hamsters!

Melanie Typaldos fra Texas har et noget udsævanligt kæledyr: nemlig en sydamerikansk Capybara, eller et Flodsvin på dansk. Med en længde på 1-1,3m og 35-66kg, er Flodsvinet verdens største gnaver. Den er i familie med marsvinet, men de ser ikke hinanden så meget. Melanie fandt det 11 dage gamle flodsvin i en eksotisk dyrehandel og navngav den Caplin ROUS (hvilket står for Rodent Of Unusual Size og udtales Rose). Caplin er er nu 2½ år gammel og tab som en skødehund – han har også sin egen Myspace side, hvor der står en masse om græsarter og sumpområder.

Flodsvinet er et socialt dyr, der lever i store flokke overalt i det centrale sydamerika. De var oprindeligt klassificeret som en fisk. Ikke fordi man havde problemer med at se forskel på fisk og gnavere, men fordi den katolske kirke påbød deres medlemmer, at spise fisk om fredagen. Med den temmelig suspekte klassificering, kunne man nyde dejlig grillet Capybara om fredagen, de skulle smage ganske fantastisk – lidt ligesom chinchilla, eller marsvin.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 9.9/10 (11 votes cast)
Posted in Blandet | Tagged as: , | Leave a comment

Alt godt fra havets bund

Havet gemmer på nogle besynderlige skabninger og selvom vi ikke kan gennemgå dem alle, så kan vi da godt lige se et par stykker.

Goblin hajen er en grim satan der lever i havets dybder, hvor den skræmmer dykkere og spiser småfisk. Den kan blive godt 4m lang og kan veje 200kg. Besynderligt nok er hajen lyserød, men eftersom dens gab er temmelig frygtindgydende, så bliver den sjældent drillet med det. Ligesom med rigtige Gobliner, så ved man ikke meget om, hvad denne haj laver, når videnskabsfolk ikke stirre på den. Det er sandsynligt, at den tilbringer en del tid hos tandlægen, men man ved det simpelthen ikke.

scr20

Den sjældne Oarfish er en anden af dybthavets besynderligheder. Den tilhører sildefamilien (den hedder Sildekonge på dansk), men med en længde på op til 15m, så er den irriterende lang og man skal have et enormt stykke rugbrød, hvis den skal på frokostbordet. Sildekongen svømmer tilsyneladende lodret i vandet, så den er nok ikke alt for smart. Ligesom med Goblin hajen, så ved man meget lidt om Sildekongen. De fleste observationer har været af døde, eller dødende, fisk nær kyster – hvilket muligvis er bag en del historier om skrækkelige søslanger og andre havuhyrer.

Den danske Wikipedia fortæller mig, at Sildekongen er “lidt ligesom en elektrisk ål” – Ok, det er nok MEGET lidt.

Psychrolutes marcidus, eller Blobfish på engelsk, er populært kaldet “Verdens grimmeste fisk” og det siger jo ikke så lidt. Den lever i dybthavet omkring Australien, så den ses sjældent af ædru mennesker. Den er fremstillet af en form for gele og har en massefylde der er lidt mindre end vand, så den kan svæve over havbunden og sluge forskellige ting der kommer forbi – altså både grim OG doven. Man er en smule bekymret for artens overleveles på grund af storstilet brug af bundtrawl i dens leveområde, men altså kun en smule bekymret.

På land ser Blobfisken gerne svagt fornærmet ud.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 9.9/10 (21 votes cast)
Posted in Blandet | Tagged as: , , , , | 5 Comments

NASA på frierfødder i 2018


NASA Scientists Plan To Approach Girl By 2018 

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Blandet, Nyheder | Tagged as: , , | Leave a comment