Hallo, er der nogle hjemme?

Lige siden man opfandt telefonen, har folk været panisk angst, for at gå glip af et vigtigt opkald. Rygtet vil vide, at det faktisk var derfor man opfandt telefonen in the first place.

Denne indgroede angst har afstedkommet, at vi nu drøner rundt med et telefonapparat i lommen – foruden tekstmeddelelser, viderestilling og voicemail. Vi vil ikke gå glip af et opkald – til trods for, at de fleste bare ringer for at høre hvad man laver.

I 1924 kunne magasinet Modern Mechanix meddele læserne, at de nu kunne lægge angsten bag sig, ved hjælp af et teknologisk fremskridt: en svarmaskine. Ideen bag apparatet er naturligvis kendt for enhver nutids dansker, men i 1924 måtte det beskrives nøje, for ikke at tabe læseren i et virvar af teknisk sludder. Artiklen fra Modern Mechanix forklarer, at et lille kabinet indeholder optagelser i stil med dem der kendes fra talking machines. Hvis telefonejeren ikke er hjemme (når telefonen ringer), vil instrumentet gentage en besked der var dikteret tidligere. Den opringende person kan herefter efterlade en besked, der kan aflyttes igen og igen – man forventede, at instrumentet ville spare enorme beløb for firmaer der havde mange gentagede opringninger.

Apparatet afbilledet herunder, blev kaldt ”The Perfect Secretary”, selvom vi naturligvis alle har vores eget billede af den perfekte sekretær. Den blev opfundet af M. Keyser og var i brug allerede i 1933. Maskinen svarer telefonopkaldet med en optagelse af Mr. Keyser, der fortæller at han desværre er ude, hvorefter den optager en eventuel besked på en vokscylinder – lidt ligesom med en Ipod.

Året før den øvre maskine, havde opfinderen R. P. Phillips fra Texas lanceret en “Ansophone”, der virkede efter samme princip. I løbet af 30erne kom flere telefonsvarer på markedet og de blev temmelig populære hos jødiske forretningsmænd, der grundet deres religion ikke kunne tage telefonen på sabbatten.

Lidt ligesom med personlige computere, så bliver de nok aldrig populære blandt almindelige mennesker.

I 1968 var de nået ned på en fornuftig størrelse - med kassettebånd

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Blandet, teknologi | Tagged as: , , , | Leave a comment

Verdensmester i gemmeleg

Camouflage-kunstneren Liu Bolin har løftet gemmeleg til et højere niveau. Ideen startede i 2005, hvor de kinesiske myndigheder lukkede hans studie i Beijing, fordi de ikke ville have byens kunstnere samlede sig. I virkeligheden er det egentlig Bolins assistent der er den virkelige kunstner, da det er ham der maler Bolin, så han passer til baggrunden.

Billedserien herunder hedder “Hiding In The City.”

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Billeder | Tagged as: , , | 4 Comments

Ikke et ord om Olympiaden

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 8.0/10 (1 vote cast)
Posted in Billeder | Tagged as: , | 7 Comments

You only die twice

En del danske medier (navnlig Politikken) kan i dag meddele, at den ikoniske flaghejser fra Rigsdagsbygningen i Berlin 1945, døde i sin hjemby i Dagestan 92 år gammel. Manden der gik under navnet Abdulkhakim Ismajlov døde muligvis i går, men om han nu også rejste flaget på Rigsdagen er en helt anden historie.

Der skal ikke mere end en smule militærhistorisk viden til, for at vide den berømte flaghejsning er omgærdet med en del forvirring og det specifikke hændelsesforløb er hengemt i krigens tåger. Officielt var det Georgieren Meliton Kantaria og Russeren Mikhail Yegorov der hejste det røde flag 30 april 1945, men som altid når onkel Stalin var involveret, så er det en sandhed med passende modifikationer.

I virkeligheden var det Russeren Mikhail Petrovich Minin der hejste den røde fane på Rigsdagsbygningen. Fotografen Yevgeny Khaldei forsøgte at nå det historiske øjeblik, men et desperat udfald fra de omringede tyskere, forlængede kampene til 2 maj, hvor Khaldei endelig kunne nå op på bygningens tag. Her medbragte han en gruppe soldater, der blev fotograferet fra alle vinkler, mens de hejste flaget for anden gang. Her stopper historien dog ikke.

Faktisk var det en tredje mand der hejste flaget 2 maj: nemlig Ukraineren Alyosha Kovalyov. Men eftersom Stalin var fra Georgien, mente de officielle historieskrivere, at de nok var bedst hvis man puttede en Georgier i billedet. Nu var fotografiet jo taget, så man nøjedes med at ændre beskrivelsen. NKVD hev fat i Kovalyov og bad ham holde seriøst kæft!

Billedet gik naturligvis verden rundt, men det oprindelige fotografi var ikke dystert nok for de propagandavante Sovjetter, så man gav det en ekstra gang røg. Desuden var billedet skarpt nok, til at man tydeligt så to ure på den ene soldat – Russerne var berygtede for tyveri af tyskernes ure og skød gerne civile, der ikke ville slippe et lækkert armbåndsur.

Mikhail Petrovich Minin fik først sin anerkendelse 50 år efter krigens afslutning, da Boris Yeltsin i 1995 officielt gav ham æren – gad vide om der fulgte et guldur med?

Minin døde 10 januar 2008.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 7.0/10 (1 vote cast)
Posted in Historie | Tagged as: , , , | 2 Comments

Welcome to Sibiria!

Sibiriens enorme øde områder har altid lidt under mangel på arbejdskraft, men afstraffelse i form af strafarbejde har gennem tiderne øget produktiviteten. Helt tilbage siden 1600tallet har Russiske herskere sendt deres uartige undersåtter til Sibirien, for at tænke over tingene. Destinationen var simple lejre, hvor de indsatte ofte knoklede sig ihjel: Katorga-lejrene.

Arbejdet bestod mest af hårdt manuelt arbejde, som landbrug, minedrift, eller skovhugst, men i løbet af den industrielle revolution ændrede de mere avancerede lejre sig til forskellige former for produktion.

Katorgalejer med industrikompleks omkring århundredeskiftet

Det var forbrydere af alle slags der henslæbte tilværelsen i lejrene, men efter straffereformen i 1847 blev det mere og mere almindeligt, at straffe politiske fanger med en tur til Sibirien. Efter Napoleonskrigene var store dele af Polen kommet under det Russiske imperium og titusindevis af utilfredse Polakker blev sendt afsted til Katorga-lejrene. Sibirien har stadig en Polsk minoritet der stammer fra dengang, de såkaldte Sybirak.

Gruppen af kvindelige fanger i leverer vand til fængslet

Ulig koncentrationslejre, så var Katorga-lejrene en del at det normale juridiske system. Rusland var ikke alene om denne form for straf, der også kendes fra de amerikanske Chain-gangs, eller de Britiske straffekolonier i Australien.

En gruppe fanger ankommer til fængslet under eskorte

Fyodor Dostoyevsky tilbragte 6 år i en lejer nær Omsk og beskrev opholdet i bogen ”Dødens Hus.” Det var ganske tydeligt ikke noget for ham:

”In summer, intolerable closeness; in winter, unendurable cold. All the floors were rotten. Filth on the floors an inch thick; one could slip and fall…We were packed like herrings in a barrel…There was no room to turn around. From dusk to dawn it was impossible not to behave like pigs…Fleas, lice, and black beetles by the bushel..”

De indsatte julehygger i deres celle

En grupper nyankommne under bevæbnet vagt

Efter revolutionen i 1917 overtog Bolsjevikkerne det nationale fængselssystem og Katorga-lejrene omdannedes efterhånden til de berygtede Gulag arbejdslejre. Her var forholdene om muligt endnu værre og Aleksandr Solzhenitsyn, der tilbragte 8 år i Gulag øhavet, sammenlignede gerne sit ophold med Anton Chekhovs beskrivelse af de langt bedre forhold i Katorga-lejrene.

I løbet af anden verdenskrig opstår en decideret Katorga-straf, hvor det før havde været del af almindeligt strafarbejde. Katorga-straf var rettet mod tyske krigsfanger og de blev gerne sendt til de absolut værste lejre. Af de 90.000 tyske krigsfanger fra Stalingrad, nåede kun 5000 tilbage til Tyskland – de sidste midt i 50erne.

Navneopråb under lejerkommandantens skarpe blik

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Billeder, Historie | Tagged as: , , , | Leave a comment