1930erne var det første rigtige raket-årti. Nu var alle de vigtige spillere samlet på deres respektive baner og de fleste spillere havde opnået finansiering af den ene eller anden art. I 30erne fløj de højere og hurtigere end nogensinde før, selvom raketteknologien naturligvis stadig var i in spæde begyndelse. Hvor de forgående årtier havde lagt det teoretiske og ikke mindst filosofiske grundlag, blev 30erne årtiet hvor det tekniske grundlag blev skabt – i 1939 var man teknisk set klar til rumfart.

I Sovjetunionen kom Sergey Pavlovich Korolyov på scenen. En Russisk flydesigner der skulle vise sig at have stortalent for raketteknologi og ikke mindst for projektadministration. Korolyov stod bag forskningsorganisationen Gruppa Izucheniya Reaktivnogo Dvizheniya (GIRD – Gruppen for Studie af reaktiv bevægelse): verdens første store professionelle raketprogram.

GIRD var efter datidens forhold en kæmpemæssig organisation. Den var opdelt fire brigader, der studerede 10 forskellige aspekter af raketteknologi. Heriblandt raketmotorer og raketter, samt fastvingede og vingeløse missiler.

GIRD Projekt 06 - et cruisemissil fra 1936

Det var som en del af arbejdet i GIRD, at Friedrich Zander byggede den første Sovjetiske raketmotor med flydende brændstof: Projekt 10 (benzin/LOX). Derudover eksperimenterede GIRD med en række andre motortyper, blandt andet den første hybrid.

GIRD opsendelserne var ikke ubestridte succeser. GIRD-9 der var Sovjetunionens første egentlige raket, var drevet af en hybridmotor med flydende ilt og petroleumsgele. Raketten nåede i august 1933 en forholdsvis beskeden højde af 400m. Deres næste forsøg, var den mere avancerede GIRD-X. En raket med flydende brændstof, der dog ikke var synderlig mere succesfuld end GIRD-09. 25 november 1933 eksploderede den i 80m højde.

GIRD-09 klar på rampen i 1933 - Apogee: 0.40 km

I de tidlige 30ere var Russernes raketteknologi faktisk meget længere fremme end både den Tyske og Amerikanske. Desværre formåede de ikke at kapitaliserer på deres tidlige udvikling. I 1934 blev GIRD slået sammen med statens Gas-dynamiske laboratorium og Korolyov mistede kontrollen med raketudviklingen. Den nye leder havde ingen interesse i raketteknologi og GIRD’s arbejde blev marginaliseret til et punkt, hvor den sovjetiske raketudvikling faktisk stod stille. I 1937 lykkedes det dog en udbrydergruppe, at sende en raket (R-06) op over 4km.

Korolyov blev offer for Stalins paranoia i 1938 og han tilbragte de næste 6år i en Gulag-lejer. Sovjetunionen havde mistet deres forspring og der skulle gå 20 år, før de indhentede det tabte.

A.I. Polyarny, med en R-06 Raket omkring 1937

Tyskerne satte også fart på i 30erne. Efter Fritz von Opel’s motorcykel og RAK stunts sidst i 20erne, bredte der sig lidt af en raket-feber i det Tyske rige. Folk som Gerhard Zucker og Reinhold Tiling imponerede deres landsmænd med sortkrudtsraketter, der i virkeligheden ikke var andet end ekstravagante nytårsløjer. Det lykkedes Tiling at sprænge sig selv i luften, men meget andet tilføjede han ikke raketforskningen.

Zucker turnerede landet med en post-raket, der efter sigende kunne flyve flere hundrede kilometer i 1000m højde. En demonstration i Cuxhaven viste, at Zuckers raket nåede lige nøjagtigt 15m op, før den løb tør for kraft og faldt på jorden med et klask. Han turnerede ufortrødent videre (også i England, hvor postvæsnet umiddelbart viste interesse), men det var mere gøgl end raketvidenskab og hans postraket forblev en fuser.

Modern Mechanix var altid med på en god historie - 1934

Den seriøse Tyske raketforskning foregik stadig i Verein fuer Raumschiffahrt (VfR), der i starten af 30erne havde over 500 medlemmer – seriøse forskere vel og mærket. I 1931 affyrede de Tysklands første raket med flydende brændstof: den diminutive HW-1, fremstillet af Johannes Winkler.

Tre måneder senere affyrede Klaus Riedel og Johannes Winkler den første af deres Mirak serie (en sammentrækning af Minimum Raket), der skulle vise sig vigtig for udviklingen af motorer med flydende brændstof. Der var flere civile Tyske raketter først i 30erne, men i 1933 lukkede de nyvalgte nazister ned for privat raketforskning og lod hæren overtage udviklingen – en del af VfR folkene fulgte med ind i militær tjeneste.

VfR med raketter og von Braun i knæsokker - 1932

Samling Tysk raketteknologi fra 1930erne – A2 var en motortest for A3

Med økonomisk støtte fra staten og materiel støtte fra hæren, lykkedes det et hold af raketforskere, under ledelse af Wernher Von Braun, at bygge videre på Mirak raketten og efter et par småraketter, dukkede der noget genkendeligt op i 1937: A3 – en godt 7m lang raket på 750kg, drevet af ethanol og LOX.

A3 udviklede sig til A5 raketten, en nedskaleret testmodel af V2 på næsten 9m, der fra 1938 blev testfløjet i Peenemünde. Allerede ved første affyring vidste Tyskerne, at de havde en vinder. A5 raketten passerede de 12km og slog dermed alt hvad der var gået forud. Desuden udviklede de med A5 raketten det gyroskop-styresystem, der under anden verdenskrig skulle bringe V2 raketterne til London – den sidste A5 nåede en apogee på 18km

Hitler besøgte raketdrengene i Peenemünde i 1939, men var forholdsvis uimponeret over deres raketter. Alligevel fik hæren stadig midler til deres arbejde, så ved udgangen af 30erne, var Tyskerne ikke bare foran, de var de eneste med et statsdrevet raketprogram.

Mirak fra 1931 og A3 fra 1937 – seriøst fremskridt for Tyskerne

Amerika gik ind i 30erne med stor optimisme (raketmæssigt, rent økonomisk var 30erne en seriøs depression). Allerede i 1930 stiftedes American Interplanetary Society, med et erklærede formål: promotion of interst in and experimentation toward interplanetary expeditions and travel. De skiftede senere navn til American Rocket Society (ARS).

ARS var en forening efter Tysk forskrift og de havde oprindeligt et tæt samarbejde med deres Tyske broderforening. Det er også en kopi af den Tyske Mirak raket, der danner grundlag for ARS første affyring i 1933: apogee 0.08km.

ARS havde flere affyringer med de tysk-inspirerede raketter og leverede mange forskere og teknikere til amerikanernes rumfartsprogam i 50erne og 60erne. ARS lever videre i dag, som en del af American Institute of Aeronautics and Astronautics (AIAA).

Artikel om ARS fra 1938 - fantasien fejlede ikke noget

I mellemtiden fløj Goddard videre i Rosswell. I 1930 var han allerede på femte raket, der nåede lidt over 500m op. Han blev ved med at forbedre sine raketter og udviklede ligesom Tyskerne en gyroskopbaseret stabilisator, der styre raketten med små vinger i udstødningsgassen. Goddard var meget fokuseret på stabilisering af hans raketter og blev aldrig rigtig tilfreds med de lidt kluntede udstødningsfinner. I 1937 introducerde et system, hvor selve motoren er ophængt på en måde, så den kan bevæge sig og stabiliserer raketten – det såkaldte Gimbal ophæng . Gimbal ophænget er Goddards største bidrag til raketteknologien og foruden dette, var man aldrig var kommet ud i rummet.

Robert Goddard på vej til månen først i 30erne

Under en forelæsning på California Institute of Technology (CALTEC), inspirerer Goddard en flok studerende til arbejde med raketter og flydende brændstoffer. Denne gruppe danner senere Cal Tech Rocket Research Project (1937), en forløber for det berømte Jet Propulsion Laboratory (JPL).

Til trods for hans mange raketaffyringer i 30erne, så nåede Goddard aldrig op over 2500m (lidt morsomt, eftersom hans mest succesfulde afhandling hed: A Method of Reaching Extreme Altitudes) og hans raketter kom aldrig op på et teknisk niveau der modsvarede Tyskernes – selvom Goddard efter krigen, var overbevist om, at Tyskerne havde stjålet hans forskning.

Goddard (til venstre) og hans medarbejdere i værkstedet

Dr. Robert H. Goddard i Mission Control - Rosswell ca 1937

30erne blev ikke bare det årti, hvor raketteknologien blev taget alvorligt, det var også årtiet, hvor udviklingsarbejdet fortættede sig om 3 hovedpersoner: Robert Goddard, Sergey Korolyov og Wernher von Braun.

Der var selvfølgelig ingen af de 3 overnævnte herre der arbejdede alene. Hver især havde de dusinvis af forskere, ingeniører og teknikere til rådighed. Von Braun og Korolyov var også arvtagere af tidligere nationale forskningsprojekter, hvorimod Goddard som den eneste startede fra bunden – han var også den eneste der ikke nåede at opleve raketternes absolutte storhedstid i 50erne og 60erne.

Efter et afslappet og næsten uskyldigt årti, hvor drivkraften generelt var fantasien om udforskning af verdensrummet og et par øl efter affyringen, blev 1940erne årtiet hvor raketteknologien for alvor tabte sin uskyld – herefter ville 99% af raketforskningen have militært, eller politisk, formål.

Studerende fra CALTEC hygger sig med en raketmotor - 1936