Canada er hjemland for en af verdens mest genkendelige politistyrker: The Royal Canadian Mounted Police (RCMP), eller bare Mounties. Disse bredskuldrede og tøndebrystede mænd i deres karakteristiske røde frakker, har været genstand for utallige spillefilm, tv-serier og drengebøger. Deres eventyr i kampen mod forbrydere, smuglere og endda koldkrigsspioner i Canadas vildmark, er måske ofte kondenseret til en mere strømlignet fortælling, men virkelighedens Mounties står ikke tilbage for Hollywoods rødfrakker.

Det nuværende korps blev startet i 1920, ved en sammenlægning af Royal Northwest Mounted Police (RNWMP, grundlagt1873) og Dominion Police (grundlagt 1868). RNWMP der bare hed Northwest Mounted Police indtil 1904, hvor Englands kong Edward VII tildelte dem præfixet Royal, er de ægte rødfrakker vi kender fra barndommens vildmarksfortællinger.

Oprindeligt var deres opgave, at bringe lov og orden til Canadas fjerneste egne (northwest territoriums) og opretholde Canadas suverænitet ved en statslig tilstedeværelse. Den politiske beslutning om en politistyrke, udsprang af problemer med amerikanske whiskysmuglere og ulvejægere der opererede omkring Fort Whoop-Up og generelt skabte ballade i området. Blandt andet massakrerede de gruppe Nakota-indianere ved Cypress Hill.

Politistyrken var under ledelse af Oberst Arthur French og bestod af 22 officerer, 287 konstabler, 310 heste og 67 vogne, samt en blanding af okser, køer og kalve. De drog af sted fra Fort Dufferin i Manitoba i juli 1874. Desværre var de amerikanske banditter forsvundet, da styrken ankom til Fort Whoop-Up.Grundlæggende havde de dog løst opgaven, da Canada nu var repræsenteret i området og de famøse grænseoverløbere vendt hjem til USA.

En af NWMP’s opgaver var som diplomater hos den Canadiske indianere (som canadierne meget elskværdigt kalder First Nation). Mounties sørgede for at europæiske handelsmænd og jægere overholdt de aftaler regeringen havde indgået med indianerne. Rødfrakkerne fik på grund af deres ærlighed og pålidelighed gode relationer med stammerne i området. Et forhold der også rygtedes syd for grænsen, hvor den amerikanske regering førte udryddelseskrig mod de sidste frie stammer.

I 1876 krydsede Lakota Sioux medicinmanden Sitting Bull grænsen til Canada med flere tusinde Siouxindianere på flugt fra US Army efter Slaget ved Little Bighorn. Med rødfrakkernes hjælp slog indianerne sig ned ved Wood Mountain i Saskatchwan. NWMP-officeren James Morrow Walsh fik rollen som kontaktmand og udviklede et stærkt venskab med den berømte medicinmand. Sitting Bull blev ved Wooden Mountain i fred og fordragelighed indtil 1881, hvor han af egen vilje vendte hjem og overgav sig til amerikanerne.

I 1896 sendte regeringen NWMP-officeren Charles Constantine til Yukon territoriet, for at bedømme situationen i området. Constantine var ikke udvandt med guldgravere og pelsjægere, men fornemmede en voksende spænding i området grundet de tiltagende mængder af guld, der strømmede fra Klondike- og Yukonsfloden. På hans anbefaling sendte man en NWMP-styrke til området, så Canada ikke bare kunne vise flaget i den afsidesliggende vildmark, men også være klar med lov og orden, hvis guldfeber skulle bryde ud.

Samme år startede den legendariske Klondike Gold Rush. Titusindvis af lykkejægere fra alle ender af verden strømmede til Yukon, hvor bredskuldrede rødfrakker stod klar. Den store Canadiske guldfeber blev en af historiens mindst kaotiske takke være NWMP. Udover almindeligt politiarbejde, indførte de en række regler, der forhindrede situationen i at løbe løbsk. Blandt andet en et-ton politik, der påbød enhver lykkejæger at medbringe et ton udstyr og fødevare, når de rejste ind i området. Tvungen inspektion af både på vej op ad floden, har garanteret også reddet en del fra druknedøden, ligesom det forhindrede for meget alkohol i at nå de vilde guldjægere.

Det skulle dog vise sig, at rødfrakkernes største problem kom fra baglandet. Samtidig med deres berømmelse steg blandt Yukons lykkejægere, var der tiltag til opløsning af styrken i det Canadiske parlament. Heldigvis havde legenden om de beredne rødfrakker allerede fået sit eget liv og deres bedrifter blev læst i dime novels verden over. I stedet for nedlæggelse måtte regeringen gribe til lommerne og etablerer en reel national politistyrke bygget på NWMP.

Overgangen til en mere moderne tider kom til at ændre rødfrakkernes status blandt befolkningen. Gennem de første årtier af den 20. århundrede begyndte folk at sætte spørgsmålstegn ved vildmarksstyrkens egnethed som politistyrke i et moderne samfund. Styrken var trods deres rygte for fairness heller ikke uden indblanding i en del kontroversielle begivenheder. Blandt andet huskes de for hårdhændet opløsning af forskellige strejker i 1920erne og 1930erne, der kostede flere af de strejkende livet.

De varetog også Canadas interne sikkerhed og virkede som efterretningstjeneste. En rolle der førte til infiltration af forskellige etniske og politiske grupper (blandt andet Canadas kommunistparti). Langsomt blev styrken faktisk selv infiltreret af en højrenationalistisk ånd. Under efterkrigstidens kommunistforskrækkelse deltog RCMP i eftersøgningen af ”undergravende” personer blandt offentligt ansatte – en heksejagt på venstreorienterede, der ikke var ulig Amerikas McCarthyism.

Først sidst i 1970 blev der rettet op på rødfrakkernes aktiviteter. Det var efterhånden blevet almen viden, at styrken levede som en uafhængig del at nationen og ulovlige aktiviteter som indbrud og uautoriseret overvågning, var blevet fast procedure i jagten på national sikkerhed. Man blev tvunget til at nedsætte en kommission der skulle luge ud blandt korpsets mere nationalistiske medlemmer, samt fratage dem rollen som sikkerhedstjeneste.

I dag har RCMP genvundet det meste af deres ry blandt canadiere. Styrken har siden 1974 optaget kvindelige aspiranter og der er i dag næsten 20.000 edsvorne Mounties af begge køn (der er også godt 10.000 frivillige). Opgaverne består for størstedelen af almindelig nationalt og regionalt politiarbejde, men rødfrakkerne er stadig at finde i Canadas utæmmede vildmark, hvor de sørger for lov og orden som de har gjort siden 1874.