I februar 1968 afsejlede den sovjetiske ubåd K-129 fra flådebasen Rybachiy på Kamchatkahalvøen i Stillehavet. K-129 var en af Sovjetflådens 10 år gamle Golf II klasse diesel-elektriske ubåde, der patruljerede Stillehavet bevæbnet med 3 R-21 mellemdistance ballistiske missiler (NATO kode SS-N-5 Serb). Den påbegyndte patrulje skulle strække sig over 70 dage, med rute efter kaptajnens forgodtbefindende og radiotavshed udover nogle traditionelle meldepunkter.

Midt i marts havde flådemyndighederne på Kamchatka stadig ikke hørt fra K-129, til trods for den på daværende tidspunkt burde være ankommet i patruljeområdet – en begivenhed der normalt bekræftedes med en radiomelding. K-129 blev gennem flådens normale radiofrekvenser beordret til at afbryde radiotavsheden, men heller ikke dette kunne lokke en melding fra ubåden. Sidst i marts erklærede flåden K-129 for forsvundet og indledte en massiv eftersøgning.

Sovjetisk Golf II klasse missilbevæbnet ubåd på patrulje i 1985

Amerikanerne analyserede korrekt den sovjetiske flådes øgede aktivitet i området, som tegn på en forsvundet ubåd. Deres akustiske overvågningsstationer blev informeret om situationen og bedt om at gennemgå deres materiale for perioden op til eftersøgningens start. Flere stationer havde 8. marts logget et eksplosions-agtigt signal, der kunne have forbindelse med den forsvundne ubåd. En triangulering gav amerikanerne et eftersøgningsområde, som de med ægte koldkrigsetik holdt for sig selv.

Den sovjetiske flåde havde ikke et tilsvarende akustisk overvågningssystem og efter en storstilet sporingsoperation, måtte de bide i skeen og erklære ubåden tabt med alle mand. Amerikanerne stod nu i den situation, at de viste hvor sovjetternes manglende ubåd lå og Sovjetflåden selv havde opgivet eftersøgningen.

Umiddelbart havde amerikanerne kun et større område, hvor de mente K-129 befandt sig. Det var derfor nødvendigt, at lokaliserer vraget indenfor dette område, før en eventuel undersøgelse kunne foretages. Til det formål stablede de operation Sand Dollar på benene og beordrede eftersøgningsubåden USS Halibut til det 3100 kvadratkilometer store målområde.

USS Halibuts opgave var lokalisering og fotografering af K-129 på godt 4,8km dybde. En opgave der trods de svære odds blev udført på kun 3 uger. I modsætning tog det 5 måneder at finde den amerikanske atomubåd USS Scorpion, der sank i Atlanterhavet samme år. På baggrund af USS Halibuts sporingsarbejde, forelagde flåden en rapport til præsident Lyndon Johnson. Besætningen på USS Halibut modtog en Presidential Unit Citation uden egentlig at vide hvorfor, så hemmelig var missionen.

Johnson forlod præsidentstolen i januar 1968 og overlod sagen til efterfølgeren Richard Nixon, der med sin sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger (man ved man er på spanden, når man modtager sikkerhedsråd af Kissinger) beordrede K-129 hævet og undersøgt. Planen fik kodenavnet Project Azorian.

USS Halibut under affyringen af et Regulus krydsermissil – ikke i forbindelse med Sand Dollar

Uanset hvad man tror, så er det ikke sådan bare lige, at hæve en 100m lang undervandsbåd fra næsten 5 kilometers dybde – i særdeleshed hvis det skal holdes hemmeligt. For at dække over operationen kontaktede man ultra-patrioten Howard Hughes, der som storindustrialist naturligvis også ejede firmaet Global Marine Development Inc. Et marineingeniørfirma med speciale i olieboringer på dybt vand.

Under dække af fremstillingen af et fartøj til udvinding af manganknuder fra oceanbunden, konstruerede Hughes og CIA’s afdeling for specielle aktiviteter i fællesskab et fartøj, der forhåbentlig kunne hæve den forulykkede ubåd: Hughes Glomar Explorer.

Hughes Glomar Explorer under konstruktion hos Sun Shipbuilding & Drydock Company

Fartøjet kostede $350 millioner og løb af stablen i november 1972, hvorefter man prøvesejlede fartøjet, inden det afsejlede mod Long beach i Californien. Her blev skibet i største hemmelighed udrustet til den kommende mission. Halvandet år efter var både CIA, Hughes og Glomar Explorer klar til bjærgningsopgaven.

4 juli 1974 (med vanelig amerikansk sans for symbolik) ankom Hughes Glomar Explorer til bjærgningsområdet og påbegyndte øjeblikkeligt arbejdet. Som et skurkeskib fra en James Bond film, havde Glomar Explorer en Hemmelig Moon Pool i bunden, hvorigennem et Capture Vehicle (grundlæggende en stor klo) kunne nedsænkes og med lid helt gribe fat i K-129.

Den næste måned arbejdede Glomar Explorer på højtryk. Perioden havde lidt ekstra dramatik, da nysgerrige sovjetiske flådefartøjer to gangs besøgte arbejdsområdet. Sidst i juli havde gribekloen fat i K-129 og løftearbejdet begyndte. Uheldigvis gik det galt under aktionen og den sovjetiske ubåd knækkede i to stykker, hvoraf 2/3 sank tilbage på havbunden. Den sidste 1/3 der kom helskindet op i Glomar Explorers Moon Pool, indeholdt to atomtorpedoer, som amerikanerne var lykkelige for at få fingre i.

Udover de to torpedoer fik man tilsyneladende også fat i forskellige former for kryptoudstyr, men den fulde historie om operationens udbytte er stadig klassificeret. Højtrangerende medlemmer af amerikas efterretningstjenester har dog udtalt, at Project Azorian var den kolde krigs største kup.

Gribekloen under Glomar Explorer havde kælenavnet Clementine - typisk Hughes

Hævningen af K-129 blev lækket til pressen februar 1975 og journalisten Seymour Hersh fra New York Times havde planlagt en artikel om Project Azorian. Regeringen lagde dog umiddelbart bånd på historien grundet national sikkerhed. I marts trykte Los Angeles Times både historien om Project Azorian og en længere redegørelse om censuren omkring den. New York Times fulgte hurtigt trop med Hershs artikel, men havde mistet deres scoop. Det er uklart om sovjetunionen foretog sig noget i forbindelse med nyheden, men officielt nægtede de selvfølgelig kendskab til både ubåden og Stillehavet.

Hughes Glomar Explorer overgik til flåden, hvor den gjorde tjeneste som USNS Glomar Explorer (T-AG-193) indtil marts 1976, hvor den grundet høje driftsudgifter blev sat til salg på auktion. Selvom der var flere bud, blandt et på $2 fra en studerende fra Nebraska, så fandt man ingen seriøs køber og Glomar Explorer blev puttet i mølposen.

I 1978 lykkedes det dog at lease fartøjet til Ocean Minerals Company, der indtil 1997 brugte det i forbindelse med mineraludvinding fra havbunden. Herefter bekostede US Navy en modernisering af Glomar Explorer og arrengerede en 30årig leasingkontrakt med Global Marine Drilling. I 2010 købte Transocean skibet for $15 millioner og anvender det for tiden til olieboringer i Indonesien under navnet GSF Explorer.