Den berømte sang ’Yankee Doodle’ fra den Amerikanske borgerkrig har et besynderligt vers der lyder:
Yankee Doodle went to town,
Riding on a pony;
He stuck a feather in his hat,
And called it macaroni
Kendere af Italienske pastaretter vil nok studse lidt over, hvordan en hattefjer kan kaldes macaroni, men som ofte ligger der da også en helt anden forklaring bag verset.
Macaroni var nemlig også betegnelsen for et modefænomen der skyllede over England midt i 1700tallet. Navnesammenfaldet skyldes, at moden var mest udbredt blandt velhavende unge mænd, der havde været på den obligatoriske opdragelses-tur gennem Europa (den såkaldte Grand Tour) og efter et ophold i Italien, var vendt hjem med smag for den faktiske makaroni (på det tidspunkt nærmest ukendt i Nordeuropa). Disse unge mænd dannede den ekstravagante Macaroni Club.
Kendetegnet for medlemmerne af Macaroni klubben var, udover overdådige måltider og hasardspil, en bizar personlig fremtræden med en flamboyant tøjstil og voldsomt overdrevne parykker med en ynkelig lille hat på toppen. En anden særlig trend blandt Macaroni Klubbens medlemmer, var en forkærlighed for besynderlige vers der blandede Engelsk og Latin i en (for udenforstående) komplet uforståelig pærevælling.
Englands Macaroni-drenge var, med deres særegne kultur, sprogbrug og mode, et godt stykke fra samtidens mandeideal. De kan måske rammende beskrives med det moderne udtryk metroseksuel.
Som altid med folk der sætter sig udenfor normen, blev Macaroni-drenge anset som både fordærvende og dekadente. Hvor medlemmerne havde brugt ordet macaroni nærmest som en æresbetegnelse (it’s very macaroni), tog samtiden ordet til sig om en person der var fordærvet til det ubrugelige. Den engelske forfatter James Boswell kommenterede i 1773 en bekendts manglende ridefærdigheder med: You are a delicate Londoner; you are a maccaroni; you can’t ride. Likesom de karikeredes både med koberstik og i satiriske værker:
There is indeed a kind of animal, neither male nor female, a thing of the neuter gender, lately [1770] started up among us. It is called a macaroni. It talks without meaning, it smiles without pleasantry, it eats without appetite, it rides without exercise, it wenches without passion.
Som alle moder ebbede Macaroni-stilen ud efter et lille årti. Macaroni-drengene blev kronologisk efterfulgt af de såkaldte Dandies (der dog først opstod i 1800tallet), der med deres ulastelige påklædning og selvfede livsstil i dag nærmest opfattes som lidt vattede. De skal dog ses i sammenhold med Macaroni-drengene og kan måske bedst forstås som en mere maskulin reaktion på macaroni-stilens overdrevne kønsløshed.
Den Franske poet Robert de Montesquiou: varemærket for Dandy-stilen
