Ildløs i fattiggården

København har som bekendt haft flere store brænde, men dem kan vi tidsnok høre om, for der har naturligvis også været mindre brænde. En af dem ramte i 1850 det berygtede Rosenborg kvarter.

Branden opstod i byens allermest overbefolkede hus, nemlig det navnkundige Pjaltenborg på hjørnet af Rosenborggade og Åbenrå. Huset var opført i 1730, altså efter den store bybrand i 1728, men bygherren havde tilsyneladende ikke fulgt de nye brandbestemmelser, der var vedtaget efter branden.

Gade i Rosenborgkvarteret

Gade i Rosenborgkvarteret

Fra omkring 1815 fungerede huset som almindeligt logihus for tilrejsende, men i løbet af 1830erne fik det mere præg af fattighus, da hjemløse Københavnere var begyndt at købe overnatninger og huset samtidig blev mere og mere forfaldent. Efterhånden blev der tale om et rent fattigherberg og huset fik derfor tilnavnet Pjaltenborg.

Det var ikke noget hyggeligt sted. Selv efter datidens forhold, var værelserne temmelig usle og huset som helhed en uhumsk rede, med et overordentligt trøstesløst værtshus i underetagen. Her kunne byens fattiglemmer undgå politiets overvågenhed og slippe for ballade (man tillod ikke løsgængere inden for bymuren).

Samtidige beskrivelser giver et indtryk af forholdene med for de godt 200 fattige og udstødte der havde til huse i Pjaltenborg. Der var uhyrligt snavset, både lokaler og de udhungrede beboere, der stank afskyeligt af indelukket råddenskab og afføring. Stemningen var en hjerteløs blanding af drukkenskab, vold og fornedrelse – lidt ligesom en tur til Mallorca i 70erne.

Pjaltenborg tilbød nattely i forskellige prisklasser. De ”bedste” pladser, hvor man fik en seng (der nok har været temmelig vammel), kostede 4 skilling, hvilket svare til 10-11 kroner omregnet til nutidspriser. Den billige løsning var en plads på gulvet til 1 skilling og den absolutte budgetløsning var enten en gulvplads på husets loft, eller en ståplads i baren, hvor ejeren spændte et tov ud, som de overnattende kunne hænge/læne sig i (som en ubehagelig hængekøje). Vækningen foregik ganske brat, når ejeren løsnede tovet ved solopgang.

I Borgen boede der en Flok/ Lazarusser, det veed vi nok,/ Der kunde man faa Nattero/ Bekvemt og billigt for Fire og To

I Borgen boede der en Flok/ Lazarusser, det veed vi nok,/ Der kunde man faa Nattero/ Bekvemt og billigt for Fire og To

Pjeltenborgs brænd gik over i dansk kultur på en lidt anden måde end forventet. Efter branden i 1850 skrev Adolph Reske nemlig en skæmtevise om hændelsen. En vise de fleste nok tilnærmelsesvis kender fra konfirmations, eller guldbryllupssange, under navnet: Julia, Julia Hopsasa!

“Hej, Vægter! Hvor skal Slaget staa?”
“Oppe paa Hjørnet af Aabenraa -”
“Ih Gud bevares, skal den Sorg
ramme det prægtige Pjaltenborg!”
JULlA, Julia,
Julia, Julia Hopsasa!
Julia, Julia,
søde Julia!

En drukken Mand de slæbte ned,
mens til Værten han raabte vred:
“Firskilling gav jeg dig, min Ven,
maa jeg saa be’ om de to igen!”
Julia, Julia o.s. v.

Der er flere vers, men dem kan I finde på nettet – her er der ikke plads.

kbh03

Pjaltenborg var naturligvis ikke Københavns eneste private fattigherberg af denne usle karakter. Overalt i de værste kvarterer var tilsvarende rønner, hvor drukkenbolte, sjovere, dagdrivere og løse fruentimmere, bandede, drak og sloges, så de almindelige borgere måtte lade sig forbarme. Ofte havde de maleriske navne som Tordenskyen, Helvede, Pølen, Slaveporten, Knaldhytten, Luseklubben og Rakkerens Hule. Bygningen der nu står, hvor Pjaltenborg brændte, har stolt indskrevet navnet “Pjaltenborg” på hjørnegavlen.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 8.0/10 (1 vote cast)
Posted in københavn | 1 Comment

Jønson i bjerget

I over 1000 år var Stora Kopparberget i Falun Sveriges, hvis ikke verdens, vigtigste kobbermine. I storhedstiden, i 1600tallet, producerede minen 2/3 af alt kobber i Europa og Sverige havde mere eller mindre monopol på kobberproduktion, med 3000 ton årligt. Ikke voldsomt i forhold til vores dage, hvor der globalt produceres 15 millioner ton årligt, men en anseelig mængde kobber i 1600tallet.

Minen skønnes at have været i brug siden cirka 850, hvor lokale bønder drev minedrift i et begrænset omfang, der næppe var mere end til eget forbrug. Omkring år 1000 var minen i regulær drift, men først i slutningen af 1200tallet begyndte en mere industriel minedrift.

De dystre gamle minegange

De dystre gamle minegange

I 1400tallet var minen blevet en vigtig national ressource for Sverige og skulle i den næste århundrede financierer Svenskernes krige mod lille Danmark. Kongen og dermed staten, var på daværende tidspunkt direkte involveret i driften, selvom minearbejderne faktisk havde en vis andel i minens overskud. En meget tidlig form for medarbejderaktier.

I løbet af 1700tallet faldt efterspørgslen på kobber og minedriften i Stora Kopparberget måtte slå sig på jernmalm, for at holde økonomien oppe. En anden biindtægt var fremstillingen af maling. Den berømte Falun Rød stammer fra minedriften og er iblandet mineraler fra Stora Kopparberget.

Den glorværdige mine omkring 1907

Den glorværdige mine omkring 1907

I 1900tallet var kobberproduktionen næsten udskiftet med produktionen af jernmalm, der efterhånden blev brugt i flere og flere industrier. Stora Kopparberget nåede også at opleve en kortvarig ”Gold Rush” i 1880erne, hvor man over en årrække gravede hele 5 ton guld op.

I 1992 var det så endelig slut for den gamle mine. Sverige kunne ikke konkurrerer med i tredjeverdenslande og måtte med tåre i øjnene dreje nøglen om. Stora Kopparberget er i dag en stor turistattraktion, der tiltrækker over 100.000 besøgende om året. Så man kan vel sige de stadig forstår, at udvinder en vis profit i Stora Kopparberget

Stora Kopparberget blev tilføjet UNESCO’s Verdensarvsliste i 2001.

Stora Kopparberget Minemuseum

Stora Kopparberget Minemuseum

stora04

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 9.0/10 (3 votes cast)
Posted in Historie | Tagged as: , , , | Leave a comment

Underjordisk badebassin

Super-Kamiokande, eller Super-K blandt venner, er et Japansk Neutrino observatorium bygget i en nedlagt mine 1000m under byen Hida. Grundlæggende er det en gigantisk spand af rustfast stål på 41×39 meter, der indeholder 50.000 ton ultra-rent vand.

Indersiden af spanden er dækket af over 10.000 lysfølsomme Photomultiplier rør, der skal opfange den Cherenkov stråling en passerende Neutrino vil skabe. En Neutrino vil nemlig vekselvirke med elektroner i vandet og derved skabe en ladet partikel, der bevæger sig hurtigere end lyset i vand (naturligvis ikke hurtigere end lyset i vakuum). Derved opstår en lyskonus, der er den optiske pendant til overlydsbraget når en jetjager gennembryder lydmuren.

Super-K arbejder helt nede på kvantefysik-niveau, hvor partiklerne har smag, charme, besynderlighed bundhed og tophed . i 1998 var Super-K den første detektor der fandt bevis for Neutrino-oscillation, hvilket stemmer overens med teorien om, at Neutrinoer har en masse der er ulig 0, men det ikke stemmer overens med standard modellen indenfor partikelfysikken.

Det hele er uendeligt kompliceret, men Super-Kamiokande er om ikke andet et stort besynderligt forskningsprojekt, der næsten ligger ovre i science fiction genren med sit store underjordiske detektorkammer.

Detektorkammer uden vand under konstruktionen

Detektorkammer uden vand under konstruktionen

Photomultiplier rør til $3000 stykket

Photomultiplier rør til $3000 stykket

Teknikere i en gummibåd tilser Super-K

Teknikere i en gummibåd tilser Super-K

En tegning, hvis i vil bygge jeres egen Neutrinodetektor

En tegning, hvis i vil bygge jeres egen Neutrinodetektor

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 8.0/10 (1 vote cast)
Posted in teknologi | Tagged as: , , , , | Leave a comment

Besynderlige billeder fra gamle dage

pic01

pic02

pic03

pic04

pic05

pic06

pic09

pic08

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Billeder | Leave a comment

Stillehavsøer og stenhuse

Man forbinder normalt ikke Stillehavsøerne med ruinbyer i stil med mellem og Sydamerikas berømte ruinkomplekser, men den lille mikronesiske ø Pohnpei gemte en overraskelse til de første europæere.

Selvom Pohnpei ikke er meget mere end 20km på hver led, så regner man med, at der var godt 25.000 øboere så tidligt som 500 e.v.t, hvor Saudeleur dynastiet fik magten. Som magthavere bosatte dette dynasti sig på en lille halvø ud fra Pohnpeis østlige side. Med tiden voksede denne administrative by og omkring år 1000 begyndte de at udvide den med en række kunstige småøer.

nan04_600x476

Omkring 1200tallet begyndte opførelsen af et større tempelkompleks i sten, hvilket er et usædvanligt bygningsmateriale blandt Stillehavets ø-kulturer. Arkitekturen har også sin eget lidt besynderlige tilsnit, da de fleste bygninger minder om bjælkehytter, hvor træstammerne altså bare er lavet af sten. Stedet kendes i dag under navnet Nan Madol.

I dag er arkæologerne ikke engang sikre på præcis hvor stenene kom fra, men da der ikke er stenbrud i umiddelbar nærhed af stedet, så må de være fragtet dertil. En lokal legende fortæller, at en magtfuld troldmand på mystisk vis svævede stenene til Nan Madol.

nan02_600x476

De næste par hundrede år var Nan Madol hjemsted for øens præster og adelsmænd. Man mener at mere end 1000 mennesker boede der i storhedstiden, selvom de fleste har været tjenere og soldater ansat af øens magthavende Saudeleur dynasti. I alt består komplekset af 58 små kunstige øer, der hver havde deres egen funktion i byen. Så som madlavning, kanofremstilling, fremstilling af kokosolie osv.

nan01_600x476

Saudeleur dynastiet blev væltet omkring 1500tallet og det efterfølgende Nahnmwarki dynasti brugte Nan Madol i nogle generationer, men flyttede i sidste ende ud i øens landsbyer, for nemmere at holde magten. Nan Madol havde været forladt i et par århundrede da de første europæere i 1823 gik i land på Pohnpei.

Pohnpei er i øvrigt et af jordens vådeste områder, med et årligt regnfald på over 7600mm, så måske er det meget godt, med et stenhus og tag over hovedet.

nan03_600x476

nan07_600x476

nan06_600x476

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Historie | Tagged as: , , | Leave a comment