København har som bekendt haft flere store brænde, men dem kan vi tidsnok høre om, for der har naturligvis også været mindre brænde. En af dem ramte i 1850 det berygtede Rosenborg kvarter.
Branden opstod i byens allermest overbefolkede hus, nemlig det navnkundige Pjaltenborg på hjørnet af Rosenborggade og Åbenrå. Huset var opført i 1730, altså efter den store bybrand i 1728, men bygherren havde tilsyneladende ikke fulgt de nye brandbestemmelser, der var vedtaget efter branden.
Gade i Rosenborgkvarteret
Fra omkring 1815 fungerede huset som almindeligt logihus for tilrejsende, men i løbet af 1830erne fik det mere præg af fattighus, da hjemløse Københavnere var begyndt at købe overnatninger og huset samtidig blev mere og mere forfaldent. Efterhånden blev der tale om et rent fattigherberg og huset fik derfor tilnavnet Pjaltenborg.
Det var ikke noget hyggeligt sted. Selv efter datidens forhold, var værelserne temmelig usle og huset som helhed en uhumsk rede, med et overordentligt trøstesløst værtshus i underetagen. Her kunne byens fattiglemmer undgå politiets overvågenhed og slippe for ballade (man tillod ikke løsgængere inden for bymuren).
Samtidige beskrivelser giver et indtryk af forholdene med for de godt 200 fattige og udstødte der havde til huse i Pjaltenborg. Der var uhyrligt snavset, både lokaler og de udhungrede beboere, der stank afskyeligt af indelukket råddenskab og afføring. Stemningen var en hjerteløs blanding af drukkenskab, vold og fornedrelse – lidt ligesom en tur til Mallorca i 70erne.
Pjaltenborg tilbød nattely i forskellige prisklasser. De ”bedste” pladser, hvor man fik en seng (der nok har været temmelig vammel), kostede 4 skilling, hvilket svare til 10-11 kroner omregnet til nutidspriser. Den billige løsning var en plads på gulvet til 1 skilling og den absolutte budgetløsning var enten en gulvplads på husets loft, eller en ståplads i baren, hvor ejeren spændte et tov ud, som de overnattende kunne hænge/læne sig i (som en ubehagelig hængekøje). Vækningen foregik ganske brat, når ejeren løsnede tovet ved solopgang.
I Borgen boede der en Flok/ Lazarusser, det veed vi nok,/ Der kunde man faa Nattero/ Bekvemt og billigt for Fire og To
Pjeltenborgs brænd gik over i dansk kultur på en lidt anden måde end forventet. Efter branden i 1850 skrev Adolph Reske nemlig en skæmtevise om hændelsen. En vise de fleste nok tilnærmelsesvis kender fra konfirmations, eller guldbryllupssange, under navnet: Julia, Julia Hopsasa!
“Hej, Vægter! Hvor skal Slaget staa?”
“Oppe paa Hjørnet af Aabenraa -”
“Ih Gud bevares, skal den Sorg
ramme det prægtige Pjaltenborg!”
JULlA, Julia,
Julia, Julia Hopsasa!
Julia, Julia,
søde Julia!
En drukken Mand de slæbte ned,
mens til Værten han raabte vred:
“Firskilling gav jeg dig, min Ven,
maa jeg saa be’ om de to igen!”
Julia, Julia o.s. v.
Der er flere vers, men dem kan I finde på nettet – her er der ikke plads.
Pjaltenborg var naturligvis ikke Københavns eneste private fattigherberg af denne usle karakter. Overalt i de værste kvarterer var tilsvarende rønner, hvor drukkenbolte, sjovere, dagdrivere og løse fruentimmere, bandede, drak og sloges, så de almindelige borgere måtte lade sig forbarme. Ofte havde de maleriske navne som Tordenskyen, Helvede, Pølen, Slaveporten, Knaldhytten, Luseklubben og Rakkerens Hule. Bygningen der nu står, hvor Pjaltenborg brændte, har stolt indskrevet navnet “Pjaltenborg” på hjørnegavlen.
Ildløs i fattiggården,
Kan du referere til nogle kilder mht beskriverlserne af forholdene på stedet, da jeg meget gerne vil grave mere ned i bygningens historie.
mvh
Poul Low Møller