Man forbinder normalt ikke Stillehavsøerne med ruinbyer i stil med mellem og Sydamerikas berømte ruinkomplekser, men den lille mikronesiske ø Pohnpei gemte en overraskelse til de første europæere.
Selvom Pohnpei ikke er meget mere end 20km på hver led, så regner man med, at der var godt 25.000 øboere så tidligt som 500 e.v.t, hvor Saudeleur dynastiet fik magten. Som magthavere bosatte dette dynasti sig på en lille halvø ud fra Pohnpeis østlige side. Med tiden voksede denne administrative by og omkring år 1000 begyndte de at udvide den med en række kunstige småøer.
Omkring 1200tallet begyndte opførelsen af et større tempelkompleks i sten, hvilket er et usædvanligt bygningsmateriale blandt Stillehavets ø-kulturer. Arkitekturen har også sin eget lidt besynderlige tilsnit, da de fleste bygninger minder om bjælkehytter, hvor træstammerne altså bare er lavet af sten. Stedet kendes i dag under navnet Nan Madol.
I dag er arkæologerne ikke engang sikre på præcis hvor stenene kom fra, men da der ikke er stenbrud i umiddelbar nærhed af stedet, så må de være fragtet dertil. En lokal legende fortæller, at en magtfuld troldmand på mystisk vis svævede stenene til Nan Madol.
De næste par hundrede år var Nan Madol hjemsted for øens præster og adelsmænd. Man mener at mere end 1000 mennesker boede der i storhedstiden, selvom de fleste har været tjenere og soldater ansat af øens magthavende Saudeleur dynasti. I alt består komplekset af 58 små kunstige øer, der hver havde deres egen funktion i byen. Så som madlavning, kanofremstilling, fremstilling af kokosolie osv.
Saudeleur dynastiet blev væltet omkring 1500tallet og det efterfølgende Nahnmwarki dynasti brugte Nan Madol i nogle generationer, men flyttede i sidste ende ud i øens landsbyer, for nemmere at holde magten. Nan Madol havde været forladt i et par århundrede da de første europæere i 1823 gik i land på Pohnpei.
Pohnpei er i øvrigt et af jordens vådeste områder, med et årligt regnfald på over 7600mm, så måske er det meget godt, med et stenhus og tag over hovedet.
