Steampunk.dk har før set lidt på det besynderlige Nordkorea, men eftersom landet tilsyneladende er en uudtømmelig kilde til morskab og wtf, så lægger vi atter vejen en tur forbi Den Demokratiske Folkerepublik.

I 1986 besluttede den kære leder, at hovedstaden Pyongyang manglede et hotel der kunne måle sig med Asiens andre store flotte hoteller (som for eksempel The Stamford i Singapore). Det var ikke fordi Nordkorea blev rendt over ende af turister, men snarere fordi Kim Il-Sung slet ikke kunne holde ud, at nabolandene tilbød flottere indkvartering – og i øvrigt havde rigtige turister.

’Nu må det være nok, jeg kan altså slet ikke holde ud’, sagde Kim til Kim.

Der var ingen Nordkoreanske arkitekter der havde erfaring med opførelsen af skyskrabere, så man hyrede det Sydkoreanske firma Ssang Yong Group til arbejdet. Der blev givet frit slag i bolledejen og de kære nordkoreanske ledere forventede en bygning der kunne stå mål med alt den kapitalistiske verden kunne tilbyde. Man havde ikke helt pengene til det (ikke at det nogensinde har stoppet en regerings prestigeprojekter), så udenlandske investorer blev tilbudt en andel i hotellet. Det viste sig dog hurtigt, at de 230 millioner dollars man forventede, lå temmelig langt over en realistisk investeringsplan. For at sætte lidt ekstra skub i tingene, afveg man fra den nationale Juche mentalitet og tilbød investorerne mulighed for kasinoer, natklubber og alskens kapitalistisk smuds – uden det satte skub i økonomien.

Jeg lover der bliver både morskabsautomater og dans til orkester!

Det var håbet, at hotellet, der blev navngivet Hotel Ryugyong, kunne åbne til den 13ende Verdens Ungdoms og Student Festival i 1989, men projektet sakkede håbløst bagud på grund af både materialevalg og konstruktionsmetode. I 1992 nåede bygningen sin fulde højde (105 etager, eller 330m), men samtidig løb projektet tør for penge, materialer og endda mad til arbejderne. På det tidspunkt havde hotellet kostet 750 millioner dollar, hvilket svare til 2% af Bruttonationalproduktet.

Nordkoreanske politikere kunne ikke helt sluge resultatet, så bygningen, der allerede stolt var blevet trykt på landets frimærker, forsvandt som dug for solen fra officielle Nordkoreanske medier. Man hjemkaldte simpelthen frimærkerne og beskar møjsommeligt postkort, avisbilleder og bykort, så Hotel Ryugyong alt andet lige forsvandt ud af verden – selvom selve bygningen faktisk blev stående. Herefter benægtede man konsekvent ethvert kendskab til projektet.

I mere end ti år stod Hotel Ryugyong som en tom betonskal, med en rusten kran på toppen, på en af Pyongyang’s bedste byggegrunde. Sidst i 1990erne inspicerede en gruppe arkitekter fra EU bygningen og konkluderede, at projektet overhoved ikke stod til at redde. Da både betonkvaliteten og opmålingen lå udenfor ethvert rimeligt kvalitetskrav (blandt andet var elevatorskakterne piv skæve). Hotellet fik hurtigt tilnavnet The Hotel of Doom.

The Worst Building in the World ,Hotel of Doom, eller Phantom Hotel – kært barn har mange navne

Det lod det nordkoreanske styre sig dog ikke slå ud af. I 2008 genoptog man byggeriet efter 16 års stilstand. Måbende konstruktionskyndige individer udenfor Nordkorea satte kraftige spørgsmålstegn ved sikkerheden, men heller ikke det slog hatten af projektets bagmænd. Det Egyptiske firma Orascam Group, der spøjst nok samtidig fik en mobiltelefonkontrakt til 400 millioner dollars i hus, overtog Hotel Ryugyong og hældte mere sand i cementblanderen.

Det er ikke helt klart, hvor langt projektet forventes fuldført, men en talsmand fra Orascam Group har udtalt, at man i hvert tilfælde vil forskønne facaden en del, muligvis også indrette en dreje-restaurant på toppen (så må vi jo se om der er nogen der tør spise deroppe). Nordkoreas regering forventer, at hotellet kan åbne i 2012, der fejres som 100året for den ‘evige præsident’ Kim Il-sung’s fødsel, men den tidsramme falder ikke helt indenfor Orascam Group’s prognoser.

Efter mange års hårdt slid har Hotel Ryugyong endelig fået en facade

Pyongyang har fået sig et varetegn de kan være st….well, de har fået et varetegn

Imponerende ser det jo ud, så længe man ikke går indenfor