Fra det vestlige Romerige’s sidste dage til senmiddelalderen (en periode hvor et godt sværd var bedre end en huslig kone), var der kun et materiale der kunne tilfredsstille den virkelige kender: Damaskus-stål (skulle det være helt godt købte man et Toledo sværd af Damaskus-stål).

Som navnet angiver stammer materialet fra Damaskus i Syrien, hvor teknikken opstod omkring år 300 evt. Herfra spredte kunsten sig over Mellemøsten og ind i Europa, hvor våbensmede tog den til sig med stor faglig iver. Modsat tidligere typer af stål, så kunne den nye ståltype ikke bare skærpes til en hidtil uset grad, det holdt også æggen under kamp (en forholdsvis vigtig detalje).

Materialets overlegne kvalitet afledte en stor efterspørgsel og der opstod naturligvis en hel industri af billige efterligninger. Ægte Damaskus-stål kunne kendes på den karakteristisk overflade, der minder lidt om en oliehinde på en vandpyt og det var det første en soldat tjekkede, når han handlede sværd. Overflademønsteret kunne dog forfalskes, så de dyre sværd var noget man købte hos velrenommerede våbensmede – særligt dem i Toledo.

Ifølge legenderne kunne man identificere ægte Damaskus-stål ved, at lade et hår falde på æggen. Hvis hårets vægt alene var nok til at kløve det, så stod man med et stykke ægte Damaskus-stål. Det er nok så-som-så med den metode, da æggens kvalitet naturligvis beror mere på våbensmedens håndelag end materialet alene (jeg garanterer jer, at jeg kan fremstille et sløvt sværd af en hvilken som helst type stål). En anden legende fortæller, at et godt Toledo-sværd af Damaskus-stål kunne hugge igennem et riffelløb. Det er nok også en forholdsvis lemfældig omgang med sandheden og i øvrigt kommer man næppe så tæt på en god skytte.

Damaskus-stål forsvandt ud af industrien i løbet af 17hundredetallet. Faktisk holdt man ikke bare op med at lave det, man glemte selve teknikken. Der er ingen klar forklaring på, hvordan en fremstillingsteknik der havde været overlegen i næsten 1500 år simpelthen forsvandt ud af smedefaget, men efter omkring 1750 er det ikke fremstillet et eneste sværd i Damaskus-stål.

Moderne Bowie-kniv i en efterligning af Damascus-stål

En af teorierne om forglemmelsen er, at adgangen til råmaterialet Wootz (en særlig type stål der stammer fra Indien) måske har været lukket i en længere periode (på grund af krig, eller andre geopolitiske problemer), hvorved nye lærlinge ikke har kunne lære kunsten, der så efterhånden uddøde. Wootz indeholder nemlig nogle af elementerne i Damaskus-stål, ligesom det kunne ligge bag tilstedeværelsen af de carbon nanotubes man har fundet i materialet.

Lige netop tilstedeværelsen af carbon nanotubes har undret våbenkyndige og videnskabsfolk en hel del. Det er nemlig først for ganske nylig, at vi har haft teknologi til at fremstille dem målrettet. Damaskus-stål må altså nærmest have været en tilfældighed. Det er derfor sandsynligt, at selvom datidens smede havde en rimelig brugbar teknik, så var det kun efter processen de viste om stålet var blevet godt nok til mærkatet Damaskus-stål.

Daggert i ægte Damascus-stål fra dengang det var dengang

Moderne våbensmede har selvfølgelig forsøgt at efterligne teknikken, men selvom man er nået frem til nogle solide og vellignende klinger, så er der ikke helt enighed om teknikken og de nye klinger kaldes Damaskus-agtige for at adskille dem fra den ægte vare.

Der laves selvfølgelig stadig blankvåben i Toledo, også Damaskus-agtige, men man skal altså kigge længe efter en ægte Damaskus-klinge. Skydevåbenindustrien har også taget det nye Damaskus-stål til sig og det karakteristiske mønster kan ses på skydevåben i den dyre ende. Det er dog ganske givet noget helt andet end historisk Damaskus-stål; den teknik er tabt for evigt – lidt ligesom med klippekortmaskinerne i Metroen, man har simpelthen glemt hvordan sådan de laves.

Moderne luksus shotgun i 600.000kr klassen fra James Purdey & Sons