Udover at tigge pølsebrød på rådhuspladsen, så kan duer faktisk bruges til mange ting – ok , måske ikke mange ting, men de kan i hvert tilfælde bruges til andet. For eksempel er brevduer ganske fortrinlige til kommunikation over kortere afstande, det kræver bare man fysisk bytter duer engang imellem, så afsenderen kan frigive duen og lade den flyve hjem – brevduer kan altså kun finde hjem, de kan ikke selv finde en ny adresse, der skal man bruge et rigtigt postbud.

Den Tyske apoteker Julius Neubronner genoptog i 1903 en aftale (startet mange år tidligere af hans far) med det lokale sanatorium om, at de kunne sende recepter med brevdue, hvorefter Julius ville sende medicinen af sted ligeledes med brevdue (op til 75 gram). Brevdue systemet fungerede upåklageligt indtil sanatoriet lukkede 3 år senere på grund af fugleinfluenza – nej, de lukkede bare.

Julius Neubronner havde dog ikke fået nok af duerne og han installerede nogle stykker hos en grossist i Frankfurt, så han kunne modtage hurtige forsyninger, hvis han løb tør for kemikalier. På et tidspunkt forsvandt en af duerne under en forsyningsflyvning, men den dukkede frisk og veludhvilet op et par uger senere. Det gav Julius ideen til, at udstyre duerne med et lille kamera, så han kunne følge deres rejser rundt i Tyskland.

Julius Neubronner med en af sine elskede duer - 1914

På det tidspunkt var der ikke miniaturekameraer i handlen, så Julius måtte selv udvikle et som duerne kunne flyve med. Han endte med et lille kamerahus af træ på 50 gram, der sammen med et seleværk vejede under 75 gram og tillod duen en forholdsvis naturlig flyvning. I 1907 slap han sine første fotoduer løs og indgav samme år en patentansøgning på systemet. Ansøgningen blev afslået grundet en misforståelse, man troede simpelthen det var selve duen hav ville have patent på. Til gengæld blev hans luftfotografier et stort tilløbsstykke på fotoudstillinger over hele Tyskland. Han var smart nok til at annoncerer overflyvninger, så folk kunne se de berømte fotografduer, for bagefter at sælge fotografierne som postkort.

I løbet af de næste par år perfekterede Julius teknologien og da første verdenskrig brød ud, kunne han tilbyde militæret et stereoskopisk panoramakamera komplet med trænede duer (på det tidspunkt var militære brevduer allerede i udbredt brug, hvilket de forblev indtil for ganske nylig). De prøjsiske generaler var forståeligt nok ikke videre imponerede (man havde jo allerede rigtige flyvemaskiner til luftfototjeneste), men de tillod Julius duefotografer på prøve. Selvom det faktisk viste sig, at duerne kunne bibringe en smule taktisk efterretning, så endte mange af Julius duer i rollen som almindelige brevduer. Efter krigen takkede den tyske forsvarsministerium for hans indsats, men gjorde det klart, at man ikke så en rolle for duer som krigsfotografer. Julius fortsatte dog sit arbejde på hobbyniveau indtil han døde i 1932, men der var altså ingen kommerciel interesse for projektet.

Modige fotografduer i kejserens hemmelige tjeneste

Under Anden Verdenskrig kom der atter lidt liv i ideen om luftfotografer med integralvinger. Midt i 1930erne blev det rapporteret, at det Tyske militær trænede duer til luftfotografi (opsendt bag fjendens linjer af trænede hunde) og selvom der ikke var meget hold i den historie, så kastede flere lande sig over eksperimenter med fotografduer. Så vidt man ved blev det ikke til andet end en stak rapporter og muligvis nogle enkelte forsøgsflyvninger. Officielt var der altså ingen fotografduer i militær tjeneste under krigen – ideen om de små flyvende krigsfotografer må derfor reelt siges, at være død med Julius Neubronner, eller var den?

I løbet af de tidlige 50eren udviklede den amerikanske efterretningstjeneste CIA et lille duebåret batteridrevet kamera, der i dag kan ses på deres virtuelle museum med ordene: Details of pigeon missions are still classified.