I sidste Suborbitals post så vi på HEAT boosteren, der skal bringe Peter ud i rummet. Denne gang skal vi kigge lidt på selve rumskibet som skal bringe ham sikkert tilbage igen.

Målet for Copenhagen Suborbitals er at sende rumskibet op over den såkaldte Kármán linje, der definerer grænsen mellem jordens atmosfære og det ydre rum. Det er en internationalt anerkendt skillelinje 100km over havets overflade, der blandt andet benyttes ved rekordforsøg indenfor flyvning og rumfart. I virkeligheden er der naturligvis ingen sådan skarp afslutning på jordens atmosfære, men ungarnske Theodore von Kármán beregnede i 50erne, at ved 100km over havets overflade, skal et fartøj bevæge sig hurtigere end kredsløbshastighed, hvis det skal genererer lift på konventionel vis. Derfor kunne man lige så godt sige, at nu var fartøjet altså i rummet.

Teoretisk kunne Copenhagen Suborbitale faktisk godt blive Orbital i 100km højde (teoretisk i enhver højde), men fysikken gør, at det ville kræve konstant brug af motorkraft, da jordens atmosfære hele tiden ville bremse fartøjet til en hastighed under kredsløbshastighed og fartøjet derfor ville falde tilbage mod jorden. Man snakker derfor ikke om stabile kredsløb under cirka 200km og selv her er er henfaldstiden kun et par måneder. Selv ved højere kredsløb som ISS, skal man jævnligt booste stationens energi, så den ikke efterhånden falder for langt ned – til sidst helt ned!

Copenhagen Suborbitals kalder deres Tycho Brahe fartøj for et Micro Spaceship og det er ganske rammende for den lille kapsel. De har dog formået at bygge temmelig meget grej ind i fartøjet. Der udover en trykrejst kabine har et gasdrevet kontrolsystem til manøvrering, instrumentering og datasystemer, kamera-arm, stabiliserings -faldskærm og tre hovedskærme til at gøre landingen behagelig.

Astronauten tager turen i næsten opretstående stilling, hvilket ikke er smart for hans g-tolerance, men muliggør en mindre diameter på fartøjet. Man har derfor gjort meget ud af astronautens sæde, der både skal hjælpe ham med at overkomme belastningen under turen, men også beskytte ham under landingen. Desuden iføres han en g-dragt af samme type som jagerpiloter benytter.

Det er stort set umuligt for astronauten at bevæge sig under turen, udover de begrænsede armbevægelser der kræves for at betjene Tycho Brahe’s systemer. Der er indbygget et nødsystem i kapslen, så astronauten selv kan frigøre sig, hvis der skulle opstå problemer under nedturen. Det er dog nok et begrænset antal nødsituationer, som dette system kan klare og det er muligvis projektets svageste punkt. Astronauten har naturligvis selv faldskærm på, men nødsituationer har det med at udvikle sig, når man begrænser bevægelsesfriheden og det kan ikke være nemt at komme ud af det smalle rør. Forhåbentlig har de så meget styr på resten, at der aldrig bliver tale om en nødsituation.

Tycho Brahe har også et gasdrevet manøvrerings-system, der skal holde kapslen på ret kurs, når turen går tilbage mod jorden. Fire små tryktanke med kuldioxid er forbundet til otte dysser på rumskibets side, så astronauten kan give input og orienterer Tycho Brahe om 3 akser. Systemet er placeret allernederet i fartøjet, så det er udenfor den trykrejste del. Dette forhindre en eventuel lægkage i at forurene kabinen med kuldioxid.

Gastrykket til dysserne kontrolleres med otte on/off magnetventiler, der er forbundet til Tycho Brahes automatiske styresystem, men som også kan betjenes manuelt. De fire tanke er forbundet til ventil/dysse systemet via een hovedventil, så alle æggene ligger i den kurv. Det er trods alt afprøvet teknologi, så måske har man besluttet at spare et back-up system væk. En ulempe ved placeringen af styresystemet nederst i fartøjet er, at det frigøres sammen med den beskyttelseskrave der dækker faldskærmene og altså ikke er genanvendeligt – med mindre de er usandsynlig heldige og finder det intakt.

Som alt andet i Copenhagen Suborbitals projekt, så er Tycho Brahe opbygget så simpelt som muligt og samtidig med velafprøvet teknologi. De fleste vil dog nok umiddelbart have betænkeligheder ved at lade sig skyde ud i rummet i en sådan et “angst-rør“, men de fleste er så heller ikke med i Copenhagen Suborbitals projekt – og da slet ikke som astronaut. Uanset hvordan det ser ud for os andre, så er det bestemt intet i vejen for, at Tycho Brahe kan bringe Peter sikkert til verdensrummet og hjem igen.

Tycho Brahe ligner faktisk en gammel Von Braun skitse over en redningskapsel fra 50erne, der dog aldrig blev fremstillet, fordi man gik bort fra ideen om at starte rumfartshistorien med et stort fartøj (hvor der var plads til redningskapsler) og i stedet besluttede at benytte Mercury fartøjet – der er ikke plads til kapsler i kapsler. Ligheden er vel næppe tilfældig, da et “bare minimum” rumskib nødvendigvis vil bevæge sig derhenad rent konstruktionsmæssigt.