Københavns kendte Kultorv blev anlagt efter storbranden i 1728. Det var oprindeligt noget mindre og hed Ny Nørretorv overfor Rundetårn. Navnet rullede ikke ligefrem af tungen, så efterhånden begyndte københavnerne, at kalde det Kultorvet, efter de nordsjællandske tørvebønder og kulsviere der falbød deres vare på torvet.
Kulsvierne var i generationer en legendarisk del af det københavnske bybillede. Som købstad var byboerne vant til handlende fra alle dele af kongeriget, men kulsvierne var nu alligevel noget andet. De fleste af svierne på Kultorvet kom fra Gribskov omegnen, hvor de samlede ved og brændte det til trækul i kegleformede miler (de sved kul).
Det var et ludfattigt og sigøjneragtige folkefærd, der boede i lejre, eller små landsbyer, i skovens dyb. De var noget anderledes end de valby- og Amagerbønder der normalt kom til København og der gik mange rygter om deres ophav. Blandt andet skulle at de stammede fra Ardennerne.
Kulsvierlejer fra England, men givetvis lig en tilsvarende lejer Gribskov
Københavnerne så kulsviere som noget meget eksotisk. De var efter sigende mørke i løden og mindre end den gennemsnitlige dansker. De skulle også være nogle livlige sjæle, der ikke fulgte samtidens normer, lidt ligesom taterne i Jylland (jeg har i øvrigt stolt taterblod i årene). Kulsvierne var også omgivet af en vis romantik, der nok næppe stemte overens med det hårde liv i skoven.
Det var dog ikke alle der var lige imponerede over kulsvierne. Stifteren af Dansk Folkemuseum, Bernhard Olsen (f. 1836), der boede i St. Kannikestræde som barn, erindrer kulsiverne som “en ofte røveragtig Bande, der truede ensomme og frygtsomme Personer til at købe deres snyderagtigt læssede Varer“. De havde faktisk generelt rygte for ballade og afsindig kørsel med deres hestetrukne vogne.
Der er dog ingen håndfaste beviser for disse vandrehistorier. Vi ved faktisk ikke så meget om de historiske kulsviere der boede i Gribskov.
Der svides i en langmile ved Gribskov omkring 1900
Til trods for alle myterne om kulsvierne fra Gribskov, så var de nok ikke mere end almindelige husmænd, der tjente en ekstra skilling på kulsvidning. Der var kulsviere overalt i landet hvor der var skov og processen var kendet helt tilbage i jernalderen.
Ved klosterbyggerierne i 100tallet krævedes store mængder kul til fremstilling af teglsten og det er måske her vi skal finde ophavet til kulsvierne fra Kultorvet. De store klostre var placeret i rydninger i landets skove og de fik gerne fæstebønderne med, når kongen afgav land til kirken. Det er derfor meget muligt, at kulsvierne var fæstebønder, der simpelthen havde lært kunsten i forbindelse med klosterbyggerierne.
Oprindeligt var Esrum kloster meget større end den gnalling vi ser i dag
Noget helt sikkert om kulsvidning støder vi imidlertid først på i 1534, hvor Christian den 3.die blev konge. Han udsteder nemlig ordrer til fogeden på Abrahamstrup, det senere Jægerspris Slot og til prioren i Antvorskov samt til abbederne i Sorø, Ringsted, Esrum og Æbelholt klostre om, at de hver skulle lade brænde 20 miler kul og sende dem til møntmesteren i Roskilde. Ved at anvende udtrykket lade brænde, må det antages, at kongen har vidst, at det naturligvis ikke var munkene, som skulle brænde kullene, men at han regnede med, at det ville blive overladt til klostrenes fæstere, bønderne, at foretage dette. Herefter er trækul noget konger bestiller årligt, det skulle nemlig bruges til fremstilling af krudt.
Kulsvidningen fortsatte indtil sidst i 1800tallet, hvor skovreformer efterhånden havde gjort svidningen umulig. Samtidig var man begyndt at importerer rigtigt kul i store mængder og der var derfor ikke stor efterspørgsel på trækul. Kulsvierne forsvandt ud af det københavnske bybillede og de områder, hvor faget havde udgjort bøndernes hovedindkomst blev langsomt affolket. I værket ’Den Danske Stats Statistik’ fra 1847 fortælles det, at kun 16 mennesker i kongeriget bruger kulsvidning som eneste næringsvej.
Kultorvet i de nordsjællandske kulsvieres sidste dage
Tager man en tur til Gribskov, kan man nær trinbrættet Duemose finde Thustrupstenen, der er et minde om en forsvunden kulsvierlandsby. I 1787 boede der 61 personer i landsbyen, men i starten af 1800tallet forsvandt Thustrup ud af folketællingen. Selvom kulsvierne forsvandt fra det københavnske bybillede og til dels som selvstændig levevej, så fortsatte industriel kulsvidning helt op til anden verdenskrig.
Vi har dog ikke helt glemt de legendariske kulsviere. I Nord- og Vestsjælland er der stadig en vis stolthed forbundet med historien og det er ikke ualmindeligt, at folk beskriver sig selv som af kulsvierslægt, eller siger de har kulsvierblod i årene.
Jeg kan i øvrigt tilføje, at arkæologer i forbindelse med det igangværende byggeri på Kultorvet, har fundet et godt 300 år gammelt lokum med to latriner, hvor fortidens stolte kulsviere nok har siddet og tænkt over livet.
