Musikinstrument i den helt tunge klasse

Verdens første elektriske musikinstrument er noget ældre end de fleste tror. Allerede sidst i 18hundredetallet gik den amerikanske opfinder Thaddeus Cahill og baksede med ideen om elektronisk musik og frugten af hans arbejde fik det imponerende og velklingende navn: Telharmonium.

Telharmoniummet (også kaldet en Dynamophone) virkede ved at aktiverer hornhøjtalere via et keyboard af kontakter. Ligesom med de senere Hammondorgler genereredes selve lyden med et tonehjul, der ændrede de elektriske signaler.

Den første udgave (Mark I) var en net sag på godt 7 ton, men de efterfølgende to modeller (Mark II og Mark III) vejede begge lige under 200 ton (altså ikke et instrument man sådan lige slæber rundt på). Heldigvis var de nye modeller ikke bare cirka 30 gange tungere, de var også langt bedre rent teknologisk. Cahill underholdt første gang offentligheden med sine instrumenter i 1906 og de var en tilløbsstykke uden lige (i 1906 var ALT et tilløbsstykke).

Thaddeus Cahill og konen ved Telharmonium mark I

Koncerterne havde gerne et mindre publikum i selve koncertsalen og en større gruppe lyttere, der kunne koble sig på Telmarmoniummet’s lystige toner gennem telefonnettet. Cahill sad som enhver anden organist på scenen ved tangenterne, men modsat andre instrumenter fyldte selve mekanismen et helt lokale under scenen. Telmarmoniummet havde efter sigende en klar og ren lyd, men var forholdsvis begrænset i udvalget af lyde. Det var dog avanceret nok til, at gengive forskellige blæseinstrumenter, så som fløjte, klarinet og obo (ganske godt gået for datiden).

Det elegante men 200 ton tunge Telharmonium Mark III

Det mægtige Telharmonium gik desværre i glemmebogen allerede inden musikelskere rigtigt fik smag for de sprøde elektroniske toner. Ikke nok med, at et Telharmonium kostede over 1 million gode danske kroner, det havde også et betydeligt elforbrug i en tid, hvor elværkerne kun lige nøjagtigt kunne drive husstandens belysning. En anden hage ved instrumentet var tendensen til at lække henover telefoncentralens mange forbindelser (crosstalk), så almindelige brugere fik afbrudt deres samtaler af underlig elektronisk musik.

Bagsiden af medaljen: elektromekanisk musikmageri i tiende potens

Det revolutionære instrument fik en trist skæbne. De store modeller blev revet ned og kun den mindre Mark I model overlevede længere end 1915. Efter Cahill’s død i 1934 overtog broderen det sidste Telharmonium, men efter næsten 30 år i forskellige kælderrum blev instrumentet smidt ud som skrot. Cahill var simpelthen for langt forud for sin tid – i dag findes der ikke engang en lydoptagelse af hans Telharmonium.

Brødrene Cahill underholder telefonselskabets kunder – de er nummer 53 i køen

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Be Sociable, Share!
Posted in Blandet | Tagged as: , , , , | Leave a comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *