I et hav af næsten 100% ens online services, så er det de små ting der tæller. Google er fuldstændig klar over dette og tilføjer gerne små-funktionalitet til deres tjenester, som man normalt ikke opdager før de en dag virkelig springer i øjnene.
I Den seneste post op tidlig rakethistorie, berørte vi lige Fritz von Opel og hans store forkærlighed for raketdrevne køretøjer. Nu er det tid til at gå lidt tættere på Fritz og en af hans selvmordsmaskiner: en Neander/Opel MotoClub 500SS motorcykel med 6 fastbrændstof raketter.
Man kan næsten situationen for sig: det er sommer, solen skinner og en velhavende yngre mand beslutter at motorcykelkørsel kan gøres farligere, var montering af et raketbatteri på siden. Fritz, der var barnebarn af Opel’s grundlægger Wilhelm von Opel, var en af Wiemar-tidens helt store stenrige playboys og eventyrer – raketmotorcykler var en naturlig ting for den type mennesker.
I 1928 var hastighedsrekorden for motorcykler på 200km/t – sat af O. M. Baldwin på en 996ccm Zenith-JAP. Fritz mente den rekord nemt kunne slås, hvis man altså turde sætte sig op på en raketdrevet motorcykel. Beregninger viste at Bæstet, som raketcyklen blev døbt, kunne komme op på 220km/t. Det var bare et spørgsmål om at finde en passende bane.
Hamborner Radrennbahn faldt i von Opels smag og en sommerdag i 1928 demonstrerede han Bæstet for en måbende tilskuerskare. Rekordforsøget skulle køres senere på sommeren. Det er naturligvis ikke garanteret, at man succesfuldt kan spænde raketter på en motorcykel og slå verdensrekorden – selv hvis man kører i lige linje. I øvrigt er det også en temmelig farlig beskæftigelse, hvilket de Tyske myndigheder meget bestemt påpegede. Faktisk forbød de von Opel at benytte fartøjet til rekordforsøg. Fritz von Opel var naturligvis skuffet, men kastede sig i stedet over raketdrevne biler – serien af Opel RAK køretøjer.
Raket-motorcyklen var som nævnt kun en af von Opels mange raketdrevne eventyr, der udover medieomtale for Opel-fabrikkerne også løftede raketentusiasterne i Verein für Raumschiffahrt ud af ubemærkethed og ind på 30ernes eventyrlige raket-scene. Serien af RAK fartøjer kommer i en post for sig selv.
I Tyskland har en motorcykelentusiast restaureret en Neander/Opel MotoClub 500SS og naturligvis udstyret den med raketrør (attrapper). Det ville ikke være helt dårligt, at dukke op til Mosten Race Day på sådan et skrummel.
Søndag eftermiddag lykkedes det raketgruppen Copenhagen Suborbitals, at teste deres HEAT X-1 raketmotor på Refshaleøen. HEAT X-1 er motoren der engang i fremtiden skal sende Peter Madsen til vejrs og forhåbentlig over Kármán-linjen så Danmark får sin første private astronaut.
Så vidt jeg er orienteret, så forløb testen fuldstændig efter planen og motoren brændte perfekt i 60 sekunder – teoretisk nok til at løfte Madsen ud i rummet.
I 60erne var al elektronik blæret. Det behøvede ikke engang at være brugbart, eller praktisk, bare det var elektronisk, så strømmede forbrugerne til og slap glædeligt deres surt opsparede penge, for et lille stykke af den elektriske fremtid.
Et af de mest ubrugelige elektroniske apparater fra de glade 60ere, var Dübreg Stylophone. Et lille oscillator-baseret musikinstrument, hvor ”musikanten” spillede på et metal-keyboard med en stylus. Dübreg markedsførte deres maskine som et elektroniske orgel i lommestørrelse, hvilket måske var anelse på kant med sandheden.
Apparatet var opfundet af briten Brian Jarvis og blev umådelig populær i Storbritannien, selvom den lille synthesizer ikke kunne meget mere end at brumme. Fordi man spillede med en stylus, fremførte Dübreg, at enhver der kunne skrive også kunne spille Stylophone – eller i det mindste lære det på meget kort tid. Instrumentet kom ofte med en udførlig instruktions LP plade, så man straks kunne blive festens centrum.
Der blev solgt over 3 millioner Stylophoner, mest som legetøj til børn, men også seriøse musikere kastede sig over den nye elektroniske musik. David Bowie benyttede en Stylophone under indspilningen af klassikere som Space Oddity og Slip Away. Kraftwerk havde naturligvis også fat i Stylophonen, mere specifikt i nummeret Pocket Calculator fra albummet Computer World. Faktisk var apparatet en overgang så populært, at de britiske medier døbte fænomenet Stylomania!
Elektronisk var der ikke meget at komme efter i den lille æske og det virker næsten bizart, at både musikere og elektronikfolk var forholdsvist imponerede over maskinen, men man skal tænke på, at datidens professionelle synthesizers fra Moog var på størrelse med et gammeldags klædeskab og langt mere komplicerede end noget andet musikinstrument – det var for lydteknikere mere end musikere.
Stylophonen kom også i en større 350S udgave, der var tiltænkt de mere professionelle musikere. 350S havde både flere funktioner og ”Twin Stylus”, men var for dyr til legetøj og for elendig for rigtige musikere. Der blev ikke produceret mange 350S og de er i dag et eftertragtet samleobjekt.
I 1975 faldt den sidste Stylophone af samlebåndet, da de efterhånden var blevet overhalet af rigtige elektroniske instrumenter til fornuftige penge. Som altid var der dog en samling ihærdige fans (måske rettere nørder) der holdt liv i Stylophonen og i 2007 genintroducerede firmaet Re:creation den lille Stylophone – 32 år efter den første udgave kom på markedet. Der er ikke synderlig forskel mellem den originale og den nyskabte Stylophone, så jeg formoder at den mest købes for sjov – et musikinstrument er det i hvert tilfælde ikke.
Den fantastiske og sjældne Stylophone 350S - Rock on!
Herunder et lydklip fra en demonstrationsoptagelse med den australske BBC vært Rolf Harris (officiel talsmand for Dübreg Stylophone), der falder på røven af benovelse over den lille ubrugelige Stylophone. Bemærk hvorledes har tilsyneladende fuldstændig overser, at maskinen egentlig ikke producerer andet end halvmusikalske pruttelyde.
