Den 9 april 1959 præsenterede NASA syv mænd for en nøje udvalgt del af pressen. Det var ikke helt tilfældige mænd rumfartsorganisationen havde fået samlet. Disse syv gutter havde i månederne forinden gennemgået en udvælgelsesprocedure the likes of which the world had never seen.

NASA havde allerede fra oprettelsen året før arbejdet utrætteligt på et projekt, der skulle sende en amerikaner ud i rummet. NASA var en organisation for raketteknikere og ingen i projektet stillede væsentlige krav til passageren, som de forventede ville få en sekundær rolle i opsendelsen.

I virkeligheden var programmet et udslag, af en gigantisk amerikansk identitetskrise, der var startet et par år tidligere, da Sovjetunionen uforvarende kom til at sende en satellit i kredsløb om jorden. Det var aldrig et spørgsmål om verdensrummet, men om noget så jordnært som national stolthed. I amerikanske øjne afhang verdensfreden og ideen om personlige frihed nemlig af en flok Tyskeres evne til at bygge raketter og forhåbentlig snart en amerikaners evne til at sidde stille i en stol.

Oprindeligt var listen over kandidater derfor nærmest uendelig lang. Skolelærer, atleter, minearbejdere og cirkuskunstnere blev overvejet, inden præsident Eisenhower fastslog, at Amerikas bemandede rumprogram skulle benytte testpiloter med en universitetsgrad. Ikke et krav fra NASA og eksperterne vel og mærket, men fra præsidenten – kravet kortede listen ned til 580.

Yderligere specifikke krav til deres erfaring som testpiloter og akademiske retningslinje, kortede listen ned til 110. Den gamle sang om udvælgelse blandt tusinder, er altså mere en lemfældig omgang med statistik, end et udtryk for NASA’s grundighed. Faktisk endte man med kun at tilbyde optagelsesprøven til 69 fra listen, da man allerede efter to samtalerunder havde flere frivillige end de kunne nå at teste.

De 69 mænd der i april 1959 blev indlogeret på Lovelace Clinic i Albuquerque, var foreløbig udvalgt mere for deres rette indstilling, end deres rette støbning. De var produkter af den kolde krig og man forventede en 100% patriotisk tilgang til programmet – oversat betød det, at de som militærfolk adlød ordre som en Pavlovsk refleks.

I forhold til opgaven i den lille Mercurykapsel, var anvendelsen af erfarne testpiloter at skyde ganske voldsomt over målet. Raketteknikerne mente i hvert tilfælde ikke, at raketter skulle styres og astronauten ville reelt ikke havde mere kontrol over kapslen, end en charterpassager har over en moderne airliner – justerer sædet, eller slå det lille bord ned. Det hele var lidt ligesom at bestille en dybhavsdykker, til at fylde børnenes oppustelige soppebassin. Hvis astronautens evner havde været af afgørende betydning, havde man muligvis ikke sendt en abe op først.

Aspiranterne blev evalueret efter alle kunstens regler – and then some. Der var fysiske prøver, psykologiske tests og enhver kropsåbning blev undersøgt til et niveau, hvor deltagerne samtykkede erkendte: “Nothing is sacred any more.”

Da NASA var færdig med at slynge, kaste, tabe og på anden måde gennemtæve deres aspiranter, stod de tilbage med 7 pragteksemplarer af den Amerikanske alfahan. John Glenn der i forvejen var lidt af en all-american hero, slap igennem nåleøjet, til trods for sin manglende universitetsgrad. Regler er til for at blive brudt. I øvrigt havde de ellers altomfattende medicinske undersøgelser overset tilstande hos to astronauter (Shepard og Slayton), der udelukkede dem for rumflyvning i længere perioder – Shepard var grounded under hele Gemini projektet og Slayton kom ikke i rummet før Apollo-Soyuz Test Projektet i 1975.

Et par brodne kar kunne dog ikke sætte skår i NASA’s glæde, da de berømte Mercury Seven endelig blev præsenteret for offentligheden. Pressemødet var Amerikas pendant til det der blev set som Sovjetunionens mere vellykkede rumfartsprogram. Derfor var det heller ikke spørgsmål om den grundlæggende Tyske raketteknologi der mødte astronauterne, men spørgsmål om gode gamle amerikanske værdier. Det første spørgsmål var til Scott Carpenter og omhandlede hans kones indstilling til programmet. Den lidt perplekse astronaut fremstammede, at hun var entusiastisk. John Glenn brød ind og gav dem en sang om familieværdier og the american way of life – hvilket journalisterne lappede i sig som killinger ved en flødeskål.

I virkeligheden var ganske få testpiloter særlig lydhører for deres familiers opfattelse af livet med en testpilot. Det var a man’s world og man blev simpelthen hverken testpilot, eller astronaut, hvis man valgte familielivet frem for sin karrierer – astronautkonerne havde ikke haft et valg.

Dernæst var det rygning der stod på skemaet (3 af de 7 var rygere). En journalist ville vide hvad astronauterne havde tænkt sig ude i rummet. Dr. Lovelace valgte at svare for hans 7 astronauter og fortalte journalisten, at det ville man overlade til astronauternes egen beslutningsevne. Hvilket får mig til at tænke på, om der var askebæger i Mercury kapslen.

Pressemødet forløb med lignende ideforladte spørgsmål om astronauternes barndom og fritidsbeskæftigelser, der alle var møntet på etablering af de syv mænds ærkeamerikanske liv og indstilling til tilværelsen. Seancen afsluttede med at spørgsmål til dem alle: hvor mange af jer har tillid til at i kommer levende tilbage fra rummet?

Som på et aftalt signal rakte samtlige astronauter hånden i vejret – Morrakkeren John Glenn rakte endda begge hænder op.

Amerika havde fået deres første astronauter og de var helte allerede inden de havde siddet på en raket. Fra venstre mod højre: Malcolm Scott Carpenter, Donald Kent (Deke) Slayton, John Herschel Glenn Jr. Virgil Ivan (Gus) Grissom, Leroy Gordon Cooper Jr. Og Walter Marty (Wally) Schirra Jr.

Vi kan måske godt klukke lidt over rumalderens første snublende skridt, men Mercury programmet ledte videre til Gemini programmet, der igen ledte til Apollo programmet og månelandingen. Ultimativt var de alle lige frugtesløse, men samtidig gav de verden noget den manglede: et ikke-voldeligt samlingspunkt, hvor det for en gangs skyld var videnskaben der helten.