Fra 1836 til 1940 havde familien Belville en forretning, der på samme tid var både besynderlig og ganske smart. De solgte klokken.

Det var John Henry Belville, der kom på ideen og allerede fra starten havde han over 200 kunder. Hver morgen tog Hr. Belville toget til Greenwich observatoriet og vendte hjem med sit pålidelige John Arnold & Son lommekronometer indstillet korrekt. Herefter besøgte han enkeltvis sine kunder og synkroniserede deres ure med Greenwich Mean Time.

Indtil industrialiseringen havde det præcise klokkeslæt været anset som sådan lidt dekadent, men med de nye strømlignede produktions og forretningsprocessor, vandt ideen om nøjagtighed efterhånden ind i forretningslivet. Problemet var, at de færreste havde ure der var stabile nok og derfor skulle have korrigeret deres ure med mellemrum – denne service ydede Belville familien.

John Belville kørte forretningen til sin død i 1856, hvorefter hans enke Maria overtog. Da hun gik på pension i 1892 overtog datteren Ruth, der indtil sin egen pension i 1940, var kendt i London som The Greenwich Time Lady. Udover de faste kunder, der efterhånden må have købt hendes tjeneste som en form for social støtte, stoppede folk ofte Ruth på gaden og købte det korrekte klokkeslæt for en skilling.

Da Ruth Belville gik på pension i 1940, havde hun stadig 50 faste kunder, til trods for at teknologien på dette tidspunkt burde have gjort hendes tjeneste overflødig. Måske var der noget behageligt velkendt og gammeldags, ved den ældre dame der dagligt troppede op og falbød klokken.