Sunket af en storm i et glas vand

Sæt jer ned, så skal jeg fortælle en historie fra de store oceaner. En mørk fortælling om mænd og skibe, hvor intet er som det syntes og havet viser sig fra sin dystre side.

Det var en mørk og stormfuld aften i juni 1947. De amerikanske fragtskibe City of Baltimore og Sliver Star er på vej igennem Malacca strædet nær Indonesien, da radiooperatørene opfanger et nødsignal fra det Hollandske fragtskib S.S. Ourang Medan. Meldingen lyder på en frygtelig katastrofe ombord og Ourang Medan’s radiooperatør fortæller at besætningen er døde. City of Baltimore modtager yderligere et par utydelige meddelelser, inden radiotransmissionen afsluttes med: I die!

Da Sliver Star kort tid efter glider op lange S.S. Ourang Medan, ligger skibet drivende men intakt. Et redningshold sendes ombord på det tyste spøgelsesskib og finder besætningen døde med øjne og mund åbne i en frossen tilstand af skræk. Selv skibets hund findes frosset i en uhyggelig dødskrampe, men åbne øjne og blottede tænder. Derudover er der intet spor af den katastrofe der måtte ligge bag skibets uhyggelige skæbne. Det er som om døden selv har været ombord og folkene fra Silver Star føler hårene rejse sig, efterhånden som de bevæger sig igennem det døde skib. Da ingen overlevende findes, påbegynder redningsholdet arbejdet med at slæbe spøgelsesskibet mod havn, men umiddelbart efter opstår en kraftig brand i Ourang Medan’s fragtrum og skibet må forlades i hast.

Besætningerne fra Silver Star og City of Baltimore betragter det brændende skib, der kort tid efter eksploderer og forsvinder under havets overflade for evigt. Historien har siden gået sin sejrsgang i bøger og blade, der specialiserer sig i alverdens mysterier. Teorierne er mange. Kunne en kemisk last være blevet utæt og derved have forgiftet besætningen, eller ligger der en mere paranormal forklaring bag Ourang Medan’s endeligt?

Historier, og måske særligt maritime skæbnefortællinger, har det med at få deres eget liv. Historien herover er kendt og fortalt vidt og bredt, men hvor meget sandhed gemmer der sig bag The Tale of Ourang Medan?

Folk der forsker i mysterier, mere end blot at fortælle dem videre, har noteret sig, at Lloyd’s Shipping Register ikke nævner ulykken overhovedet. Desuden findes der ingen kendt registrering af skibet. Ligesom med mange andre fantastiske fortællinger, så ligner historien om Ourang Medan en ægte sømandshistorie: en sammenblanding af forskellige enkeltstående begivenheder, der ved genfortælling efterhånden forvaskes til en enkelt historie og tilsættes et stænk af ren fantasi – lidt ærgerligt, for det er jo en god historie til teltturen.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (1 vote cast)
Posted in Blandet | Tagged as: , | Leave a comment

Ikke noget pjat, sådan lukker man en grænseovergang!

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Blandet | Tagged as: , , , | Leave a comment

To infinity and beyond! – 1912

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Billeder, Historie, luftfart | Leave a comment

Davy Crockett: King of the Atomic Frontier

I atomvåbnenes absolutte guldalder, anså man deres anvendelse som fundamental for enhver fremtidig krigsførelse. Det var ikke et spørgsmål om muligheden for atomar gengældelse, men en integreret del af de strategiske og taktiske operationer. Atomvåben blev behandlet som om der ganske simpelt var tale om meget kraftigt sprængstof.

I dag er den officielle indstilling lidt anderledes, men det er vel et spørgsmål om, hvor dybt det stikker. Sidst i 50erne derimod, hvor der stadig var fuld damp på ideen om taktiske atomvåben, fremstillede man stolt et miniaturesprænghoved der kunne fremføres med en tilpasset dysekanon: M-28/M-29 Davy Crockett Weapon System(s).

Våbensystemet var baseret på et M388 atomprojektil, der igen byggede på et W54 sprænghoved designet af Los Alamos Scientific Laboratory. Effekten var forholdsvis beskeden, med indstillingsmulighed til mellem 10 og 20 ton TNT, hvilket stort set er den praktiske minimum ydelse for atomvåben. Det var dog nok til at smide en kæp i hjulet, på de sovjettropper man forventede ville overløbe tyskland, hvis den kolde krig skulle blive varm.

Våbnet skulle anvendes af såkaldte Atomic Battle Groups, der ville blive placeret med nogle kilometers mellemrum langs den forventede fremrykningsrute. Opgaven var at bekæmpe invasionsstyrken og gøre området ubrugeligt (på grund af radioaktivitet) de næste 48 timer – tid nok til at mobiliserer NATO’s styrker og stable et modangreb på benene.

Der var 2 fremføringsmidler for Davy Crockett. Henholdsvis en 102mm og en 155mm dysekanon, med rækkevidde på mellem 2km og 4km. Begge systemer blev betjent af 3mandsgrupper og var enten monteret på et køretøj, eller opstillet i en trefods affutage. Ingen af systemerne var særligt præcise og hovedformålet var som nævnt også at forurene fremrykningsruterne, mere end ødelæggelse af fjendtligt personel/materiel. M388 var dog øjeblikkeligt dræbende indenfor en radius af 150m og afgav en dræbende strålingsdosis indenfor 400m. Der var altså tale om særdeles farligt legetøj.

Davy Crockett blev fremstillet fra 1956 og der var i løbet af 60erne godt 2000 stationeret i Europa – de fleste i tyskland. Sidst i 60erne ændrede man tilgang til lavtydende taktiske atomvåben og begyndte at trække Davy Crockett ud af Europa. De sidste udgik af tjeneste i 1971.

I følge planen, så skulle Davy Crockett også bruges til nærforsvar på amerikanernes Horizon Lunar Outpost. En fantasifuld månebase udtænkt af Army Ballistic Missile Agency (ABMA) og U.S. Department of the Army engang i starten af 60erne. Helt præcis hvem de skulle bruges imod specificeres ikke nærmere, men det må formodes at være russerne – der naturligvis aldrig har været på månen.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (1 vote cast)
Posted in Historie, militær | Tagged as: , , , , , | Leave a comment

Modeuge på Steampunk.dk

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Blandet | Tagged as: , | 2 Comments