I atomvåbnenes absolutte guldalder, anså man deres anvendelse som fundamental for enhver fremtidig krigsførelse. Det var ikke et spørgsmål om muligheden for atomar gengældelse, men en integreret del af de strategiske og taktiske operationer. Atomvåben blev behandlet som om der ganske simpelt var tale om meget kraftigt sprængstof.
I dag er den officielle indstilling lidt anderledes, men det er vel et spørgsmål om, hvor dybt det stikker. Sidst i 50erne derimod, hvor der stadig var fuld damp på ideen om taktiske atomvåben, fremstillede man stolt et miniaturesprænghoved der kunne fremføres med en tilpasset dysekanon: M-28/M-29 Davy Crockett Weapon System(s).
Våbensystemet var baseret på et M388 atomprojektil, der igen byggede på et W54 sprænghoved designet af Los Alamos Scientific Laboratory. Effekten var forholdsvis beskeden, med indstillingsmulighed til mellem 10 og 20 ton TNT, hvilket stort set er den praktiske minimum ydelse for atomvåben. Det var dog nok til at smide en kæp i hjulet, på de sovjettropper man forventede ville overløbe tyskland, hvis den kolde krig skulle blive varm.
Våbnet skulle anvendes af såkaldte Atomic Battle Groups, der ville blive placeret med nogle kilometers mellemrum langs den forventede fremrykningsrute. Opgaven var at bekæmpe invasionsstyrken og gøre området ubrugeligt (på grund af radioaktivitet) de næste 48 timer – tid nok til at mobiliserer NATO’s styrker og stable et modangreb på benene.
Der var 2 fremføringsmidler for Davy Crockett. Henholdsvis en 102mm og en 155mm dysekanon, med rækkevidde på mellem 2km og 4km. Begge systemer blev betjent af 3mandsgrupper og var enten monteret på et køretøj, eller opstillet i en trefods affutage. Ingen af systemerne var særligt præcise og hovedformålet var som nævnt også at forurene fremrykningsruterne, mere end ødelæggelse af fjendtligt personel/materiel. M388 var dog øjeblikkeligt dræbende indenfor en radius af 150m og afgav en dræbende strålingsdosis indenfor 400m. Der var altså tale om særdeles farligt legetøj.
Davy Crockett blev fremstillet fra 1956 og der var i løbet af 60erne godt 2000 stationeret i Europa – de fleste i tyskland. Sidst i 60erne ændrede man tilgang til lavtydende taktiske atomvåben og begyndte at trække Davy Crockett ud af Europa. De sidste udgik af tjeneste i 1971.
I følge planen, så skulle Davy Crockett også bruges til nærforsvar på amerikanernes Horizon Lunar Outpost. En fantasifuld månebase udtænkt af Army Ballistic Missile Agency (ABMA) og U.S. Department of the Army engang i starten af 60erne. Helt præcis hvem de skulle bruges imod specificeres ikke nærmere, men det må formodes at være russerne – der naturligvis aldrig har været på månen.
