Space Invaders, Asteroids, Berzerk, Centipede, Defender, Pac-Man, Donkey Kong og Frogger. Dramatiske navne der fremprovokerer lugten af pomfritter og sved. Navne der bringer en hel generation tilbage til ungdommen, til grillbarer og arkader, hvor enkronerne rullede og håndleddene sad løst.

Arkadekulturen opstod i de tidlige 80ere. Videospilmaskiner dukkede egentlig op allerede i starten af 70erne, men det var egentlig først med Taito’s Space Invaders fra 1978 de virkelig kom i relief til flippermaskinen og den enarmede tyveknægt. Space Invaders var et megahit og blev starten på en hel bølge af maskiner, der de næste par år samledes sig i specifikke videospilarkader (selvom der ofte stadig stod en flippermaskine, eller to).

Det der adskilte Space Invaders fra tidligere spil, var det fortsatte gameplay. Meget få af de tidligere videospil tillod gode spillere, at fortsætte til maskinens systembegrænsning og en high score var derfor ikke kun forbeholdt topspillere. Space Invaders løste problemet ved teoretisk at fortsætte i det uendelige, mens banerne blev svære og svære. High score listen blev derfor en reel rekordliste forbeholdt elitespillere.

Umiddelbart skulle man tro, at maskiner uden tidsbegrænsning ville være en dårlig forretning (eftersom topspillere vitterligt kunne spille i timevis), men Space Invaders viste sig, at tiltale spillernes konkurrence-gen og der opstod køer ved den populære maskine. Hvor de fleste før havde spillet for ren sjov, begyndte folk nu at tage tingene seriøst. Rekorder kunne altid slås og det skortede ikke på folk med ambitioner indenfor arkadekulturen. Spillere øvede sig konstant og det koster som bekendt ofte en formue. Videospil var pludselig blevet Big Business.

De næste par år kom alle de klassiske spil der forbindes med arkadekulturen. Asteroids fra Atari i 1979, Bezerk, Centipede, Missile Commander og ultra-klassikeren Pac-Man i 1980, Donkey Kong, Frogger og Qix i 1981. Ved afslutningen af 1982 var stort set alle de klassiske maskiner på gaden.

Der var nu maskiner nok til deciderede elektroniske spillehaller og enhver grillbar med respekt for sig selv, havde en række maskiner stående langs væggen. Der blev drukket cola og spist burgere, mens de nye ’digitale atleter’ svedte over joysticks og knapper.

Den legendariske Twin Galaxies arkade i Ottumwa, Iowa – Mekka for elitespillere

High score lister i de tidlige arkademaskiner var begrænset af systemets hukommelse til tre bogstaver, hvilket giver godt 25.000 kombinationer (næsten 60.000 hvis 0-9 tages med, men eftersom ikke alle maskiner tillod dette, brugte de fleste en fast bogstavkombination). Spillernavne kunne derfor gå igen, der var dog sjældent tvivl om identiteten bag rekordlisterne.

I København var arkaden under Paladsbiografen hovedstadsregionens Dodge City, og selvom seksløberen var skiftet ud med en rulle enkroner, så udkæmpede områdets elitespillere dramatiske dueller i den dunkle biografkælder.

Elitespillerne underskrev sjældent andet end første, anden og tredjepladser. En topplacering havde nemlig stor prestige i arkadekulturen. Hvis TEP for eksempel slog NIX rekord i Paladsbiografen, så rejste NIX gerne fra Roskilde til København, for igen at sætte sit navn øverst på high score listen. Af gode grunde kunne det koste en lille formue (for spillere i skolealderen om ikke andet), at vippe en rival af pinden, men det var spillerens ære der stod på spil og en rulle enkroner kunne man altid skrabe sammen. Bedst var det, hvis den famøse rival kunne skubbes helt ud af listen og maskinen efterladt med vinderens akronym på samtlige pladser – bøllebank i arkadens verden.

Internationalt var der store konkurrencer i videospil, men trods rygter og myter, så var der ingen af disse superelitespillere der egentlig tjente penge på deres evner. Enkelte fik lidt lommepenge for reklamebilleder, eller for at anbefale spillehaller, men et egentligt erhverv var det aldrig. Det betød dog ikke, at supereliten ikke var feterede berømtheder indenfor arkadekulturen. Toppen af kransekagen var nok amerikaneren Billy Mitchel, der holdt rekorden for Donkey Kong (874,300 fra 1984 til 2008). Mitchel var også den første der opnåede et ’perfekt’ Pac-Man spil, ved at ramme de maksimale 3,333,360 points i løbet af spillets 255 spilbare baner.

Den absolutte elite af Amerikanske spillere foran Twin Galaxies i 1982

En systembegrænsning i Donkey Kong afstedkommer en såkaldt ’Kill Screen’ når spilleren kommer til bane 256. Interne tællere i spillets software byttes rundt og maskinen forsøger, at tegne 256 stykker frugt på banen, hvilket forskyder grafikken og gør højre banehalvdel uspillelig.

Som med mange andre modefænomener holdt arkadekulturen ikke så længe. Allerede sidst i 80erne var bølgen så småt begyndt at ebbe ud. Arkademaskinerne havde overlevet konkurrencen fra tidlige Tv-spil, men konkurrencen fra deciderede spillekonsoller var mere end industrien kunne hamle op med. Kvaliteten på de små hjemmemaskiner overhælede efterhånden de klassiske arkademaskiner og da Playstation og Nintendo 64 kom på markedet midt i 90erne var epoken uigenkaldeligt slut.

Selvom elektroniske spillemaskiner stadig kan findes rundt omkring på landets grillbarer og forlystelsesetablissementer, så er selve arkadekulturen væk. Den nye generation af spil har gjort op med det uendelige spil som koncept og er gået tilbage til tidsbegrænset gameplay. Man kan ganske vist stadig fortsætte sit spil lige så længe man lyster, men det kræver man konstant fodre maskinen med mønter – det er pengepungen mere end evnerne der sætter high score på de nye maskiner.

Heldigvis har en del af de gamle maskiner overlevet nedrivningen af arkaderne. De kan som regel købes for rimelige penge og de store trækasser har fået en renæssance blandt samlere, både spillere der personligt oplevede arkadekulturen og nye skud på stammen, der aldrig selv har stået blandt pomfritter og spildt cola. Der er ligefrem fans der bygger private 80er arkader i kælderrum og tomme garager. Det ser egentlig ud til, at arkadekulturen alligevel ikke helt er forsvundet, den er simpelthen bare gået under jorden.

Privat videoarkade i det helt tunge klasse med tidssvarende gulvtæppe und alles

Bonus: The legend of Polybius.

Der er ingen kulturer uden deres egne myter og arkadekulturen havde sine egne vandrehistorier. En af dem omhandler et spil så medrivende og vanedannende, at spillere fik stress, angst, mareridt og selvmordstanker, eller ligefrem faldt døde om under spillet. Maskinen der kunne drive folk til vanvid hed Polybius.

Ifølge myten udkom spillet i 1981 og kunne i en kort periode findes i arkader omkring Portland i Oregon. Folk stod i kø omkring dem og der kom ofte til håndgemæng blandt afhængige spillere. Rygterne fortalte også, at ’Men in Black’ gerne snusede rundt i arkaderne, hvor Polybuis var opsat.

Efter nogle måneder forsvandt maskinerne sporløst, men enkelte var sivet ud i arkadeverdenen og kunne stadig findes i særligt dystre arkader i alverdens skumle storbyer. Teknikere der fik lejlighed, til at rode med elektronikken meldte gerne, at teknologien lå flere generationer over noget de kunne forstå. Polybuismaskinerne blev arkadekulturens gyserhistorier og der var altid en på grillbaren der kendte en, som engang havde spillet Polybuis og siden var blevet sindssyg, var faldet død om, eller havde droppet computerspil totalt.

Naturligvis er legenden om Polybuis rent opspind, men det er sandsynligt, at historien bunder i de epileptiske anfald videospil rent faktisk kan fremkalde hos disponerede individer. Som alle gode vandrehistorier er der med tiden kommet mere kød på og efterhånden opstod myten om Polybuis.