Mens størstedelen af NASA knoklede for at opfylde Kennedys drøm om mennesker på månen, så arbejdede et lille udvalg hos Grumman på det næste skridt indenfor måneflyvninger. Rumfartsorganisationen havde brugt enorme ressourcer på udarbejdelsen af Apollo fartøjet og det faldt naturligt, at bygge den næste generation af månelandere ud fra samme model.

Der var ingen tvivl om, at NASA/Grumman havde fremstillet et solidt fartøj til Apollo programmet. Selve den del af fartøjet der landede på månen (herefter kaldet LM for Lunar Module), var et ganske alsidigt rumskib. Det kunne flyves både bemandet og ubemandet, og som det sås under Apollo 13 havde rumfartøjet også en forholdsvis sikker redningsbåd, hvis noget skulle gå galt. Problemet var, at Apollo’s LM ikke var bygget til mere end et par dages ophold på månen. Fartøjet var simpelthen ikke stort nok til andet end en søndagstur.

Den næste generation af månelandere var tiltænkt, at muliggøre ophold på månen af godt to ugers varighed, samt ophold i kredsløb om jorden i et par måneder (altså næsten en lille rumstation). LM Laboratoriet, som enheden til jordkredsløb kaldtes, ville have en operationslængde på 45 dage og kunne opsendes uden Command and Service Module med både Saturn I og V.

En af de nye LM modeller skulle også kunne bruges som Lunar Reconnaissance Module. En selvstændig enhed, der kunne indsættes fra Command and Service Modulet til et givet månekredsløb og udfører diverse målinger og kortlægningsopgaver i op til 14 dage. Dermed kunne man overgå Command and Service Modulets begrænsede lastkapacitet. Der var altså i virkeligheden tale om et dobbelt rumskib i stil med Apollo konfigurationen, men altså uden mulighed for at lande på månen.

Til trods for de mange forskellige anvendelsesplaner, så var det selvfølgelig månelandinger der stod øverst på dagsordenen. For at øge kapaciteten yderligere forestillede man sig, at de nye månelandere skulle bruges i tandem. Den første skulle lande med instrumenter og forsyninger, hvorefter to astronauter ville ankomme med en anden LM (kaldet LM Taxi). Det gav også en ekstra sikkerhed, da begge fartøjer kunne benyttes til både ophold og opstigning. Det var dog en temmelig dyr fornøjelse, at opsende to Saturn V raketter og to komplette Apollo fartøjer. Laboratoriet var derfor tiltænkt at blive stående som en lille månebase i et par måneder og herefter bruges som lagerplads under nye missioner.

I forbindelse med den lille månebase, var det nærliggende at have et forsyningsfartøj, så opholdet kunne forlænges yderligere. Her var det igen et LM der blev omkonfigureret til en ubemandet LM Truck. Når man fjernede life-support systemerne fra LM’en, så blev der plads til 2½ ton fragt, hvilket enten kunne bruges til yderligere instrumenter, forsyninger til astronauterne, eller en kombination af begge dele. Man overvejede faktisk også at sende en lille flyvemaskine, en såkaldt Lunar Flying Vehicle (LFV).

En særlig udgave af LM Truck var et rent fragtmodul, hvor opstigningsmotoren også var fjernet. Grundlæggende var det egentlig ikke andet end en container der kunne lande på månen. Til gengæld kunne den konfigureres som man havde lyst til og den kunne medbringe dobbelt så meget fragt som LM Truck. Dette Payload Module ville blive stående på månen og kunne derfor bruges som lagerrum for selve månebasen (det havde ikke selv et life-support system).

Ligesom man påtænkte et fragtmodul uden opstigningsmotor, så kiggede man selvfølgelig også på et bemandet modul uden opstigningsmotor. Dette modul skulle sendes til månen alene (altså ubemandet), hvorefter astronauter ville ankomme med en LM Taxi. Modulet hed LM Shelter (eller Lunar Base Module) og skulle have en levetid op 60 dage, hvor forskellige hold af astronauter kunne bemande det 14 dage ad gangen. Uden opstigningsmotor ville der være bedre plads i modulet og der kunne indrettes et decideret soveområde med hængekøjer (under de faktiske månelandinger sov astronauterne på gulvet).

Med de mange forskellige moduler kunne mission planners hos NASA selv sammensætte missionerne. For eksempel kunne man rekognoscere fra månekredsløb med Lunar Reconnaissance Module og når man fandt et passende sted opsende en LM Shelter/Base. Herefter kunne man opbygge kapacitet med opsendelsen af en række fragtmoduler, inden man sendte astronauterne i en LM Taxi. Når bases var bemandet kunne man opsende forsyninger og besætninger med de forskellige fragtmoduler. Ganske fleksibelt, men også ganske dyrt

I januar 1970 (kun 6 måneder efter den første månelanding) begyndte det at gå ned ad bakke. Umiddelbart aflyste man kun den sidste månelanding (Apollo 20), men i løbet af det næste halve år skar man yderligere to missioner fra (Apollo 18 og 19). Det var kun fordi Apollo 16 og 17 var langt fremme i forberedelserne, at de ikke også blev skåret fra – der var stort set ingen penge at spare på det tidspunkt. Den bratte afslutning på Apollo programmet satte også en stopper for videreudviklingen af Next Generation Lunar Module. Nu har vi kun de tegninger Grummans illustratorer lavede til planen.