Blandt de Ydre Hybrider i farvandet nordvest for Skotland, ligger de små Flannan øerne, der egentlig ikke er meget mere end en håndfuld klippestykker der bryder havoverfladen. De er navngivet efter den Irske Skt. Flannan, der i det syvende århundrede havde et munkekloster på Eilean Mòr – den største af øgruppens øer.

Flannans klosterforretning gik konkurs i forbindelse med vikingetogter i det 9ende århundrede, hvorefter man syntes det var knap så skæg, at bo helt alene på Skotlands stormbruste småøer. De efterfølgende århundrede var øerne ubeboede, men dog mål for pilgrimsrejsende, der søgte syndsforladelse og andre tjenester fra klosterets hellige grundlægger. Det fortælles at pilgrimme med hatten i hånden gik i solopgangsretningen omkring Eilean Mòrs centrale plateau – det var åbenbart nok.

I 1890erne byggede man et 23m højt fyrtårn på Eilean Mòrs højeste punkt, så skibstrafikken kunne ledes udenom de skarpe klipper. Det var dengang man fik noget for pengene og fyrtårn plus tilhørende ladeplads opførtes for £6,914 – men så var al byggematerialet også fragtet direkte fra bådene til det 45m høje plateau ved håndkraft. Skt. Flannans fyrtårn blev tændt 7. december 1899.

Da dampskibet Archtor næsten nøjagtigt et år senere (15 december 1900) passerede Eilean Mòr i dårlig sigt, bemærkede de at fyrtårnet var ude af drift. Ved ankomsten til Oban i Skotland, rapporterede kaptajnen sin observation, men umiddelbart blev der ikke gjort noget ved sagen. Dengang opererede man altid fyrtårnet med en 4mands besætning, hvoraf en var roteret på landlov og 3 mand derfor altid stationeret samtidig på Eilean Mòr.

Lige efter jul 1900 ankom forsyningsskibet Hesperus med besætningens afløser, men bemærkede allerede ved indløbet, at Union Jack ikke blafrede fra fyrtårnets flagstang. Da de nærmede sig ladepladsen var helle ikke forsyningskasserne bragt ned fra fyrtårnet og endnu mere mystisk: ingen af tårnpasserne var mødt frem for at tage imod dem.

Besætningen fra Hesperus landsatte afløseren Joseph Moore, der fandt både havelågen og hoveddøren lukket. I selve fyrtårnet fandt han besætningens senge uredte, men derudover var der intet spor af hans kollegaer. Lidt ubehageligt til mode vendte han tilbage til Hesperus og rapporterede situationen. Et par besætningsmedlemmer gik derefter i land og sammen med Moore gennemsøgte de den lille ø – uden held.

Udover en væltet stol var der ikke det mindste spor af noget der kunne forklare hvad der var sket. Det eneste man fandt, var et sæt olietøj, der viste at en fra besætningen havde forladt fyrtårnet uden – hvilket var usædvanligt midt i december. Selve fyrtårnets olielamper var fyldte og klar til brug. Afløseren Moore forblev på Eilean Mòr sammen med et besætningsmedlem fra Hesperus, der herefter planmæssigt sejlede hjem for at rapporterer om situationen.

Efterfølgende brugte de to nye fyrtårnspassere lang tid, på at gennemsøge øen for spor af de forsvundne mænd, men de var som sunket i jorden, eller måske nærmere havet. Man fandt at øens vestlige ladeplads var kraftigt stormskadet, men ifølge besætningens logbog, var denne skade sket flere dage før de forsvandt – sidste notat var fra 15. december klokken 9 om morgenen.

Man har aldrig fundet hverken spor af besætningen, eller bare noget der kunne forklare deres forsvinden – de forsvandt simpelthen bare ud af verdenshistorien. Ekstra besynderligt er det, at arbejdsforskrifterne udtrykkeligt foreskrev, at der altid skulle være mindst én mand i fyrtårnet. Den sidste der forlod tårnet, var derfor i kraftig strid med reglementet og situationen må have været alvorlig. I eftertiden har horder af paranormale tågehorn naturligvis tilføjet flere skær af mystik til historien, så som underlige notater i mændenes dagbøger i perioden op til 15. december: vi fornemmer en tilstedeværelse på øen…..en skygge af ondskab osv. Osv.

Den bedste forklaring kom i 1995, hvor forfatteren Christopher Nicholson i bogen ”Rock Lighthouses of Britain: The End of an Era?” gætter på, at to mænd kunne have arbejder på at udbedre stormskaderne og den tilbageblevne i fyrtårnet, kunne have set en freak wave nærme sig øen. I et forsøg på at advare sine kollegaer, kunne han have forladt tårnet og begivet sig mod den vestlige ladeplads, hvorved hele besætningen kunne være blevet spist af kæmpebølgen han ville advare om – det er naturligvis ikke andet end gætværk. Denne udgave forklarer om ikke andet den væltede stol og det efterladte olietøj, den forklare dog ikke, hvorfor både havelågen og døren var forsvarligt lukket.

Historien om den skæbnesvangre december i 1900, hvor hele besætningen på Flannan Isles Lighthouse forsvandt sporløst, er derfor stadig et af disse herlige mysterier der pirre folk med nysgerrige sjæle og har inspireret både en opera (The Lighthouse fra 1979), en sang med den britiske popgruppe Genesis (The Mystery of Flannan Isle Lighthouse), samt et afsnit af den britiske science fiction serie Dr. Who (Horror of Fang Rock).

Eilean Mòr har været ubeboet siden fyrtårnet blev automatiseret i 1970.