Jeg tager lige min båd på og går en tur

Peter Halkett (1820-1885) var en af den canadiske vildmarks gæve drenge, selvom han måske ikke var en af dens største opdagelsesrejsende. Som søn af direktøren for Hudson Bay Company, var Peter vokset op med rig adgang til både selve vildmarken og røverhistorier fra de mange eventyrere der tilbragte størstedelen af året som pelsjægere i den.

Et af problemerne ved vildmarksrejser var manglen på solide både, der samtidig kunne fragtes over store afstande på land. Mange opdagelsesrejsende måtte derfor ofte fremstille fartøjer af de forhåndenværende materialer og de var selvfølgelig ikke altid så sikre som man kunne ønske. John Franklins uheldssvangre Coppermine ekspidition i 1819 til 1820, mistede 11 af de 20 deltagere, da de strandede på den forkerte side af Copperminefloden, efter deres både var blevet ødelagt i en storm. I sidste ende reddede de overlevende sig ud netop ved at bygge en hjemmelavet kano.

Peter, der udover en interesse i vildmarksliv anså sig selv som lidt af en opfinder, satte derfor det mål, at han ville fremstille en praktisk og solid båd, der kunne medbringes på ekspeditioner som John Franklins. Hans løsning var en oppustelig båd af gummibelagt lærred, men ikke nok med det, den kunne samtidig anvendes som frakke.

Frakkens var opdelt i fire oppustelige kamre, så en punktering ikke sank den, der sammen udgjorde en oval. Brugeren kunne medbringe en vandrestok, der sammen med årebladet i frakkens lomme, kunne anvendes som åre. En anden mulighed var at medbringe an paraply der kunne anvendes som sejl. Den vejede ikke mere end 3,4kg og kunne klargøres på under 5 minutter – der medfulgte en håndpumpe.

Halkett testede fartøjet på Themsen i England, hvor han var udstationeret som løjtnant i den britiske flåde. Det lyder måske ikke som et voldsomt farvand, men i 1840erne var skibstrafikken anseelig, med både større fragtskibe og mindre ”hurtiggående” dampdrevne fartøjer – trafik nok til at gøre sejlturen farlig. Frakkebåden bestod dog med glans og tog selv på længere ture meget lidt vand ind.

Efter succesen med frakkebåden fremstillede Halkett en topersoners udgave, der kunne medbringes i en lille rygsæk. Denne båd kunne også anvendes som underlag når en ekspedition slog lejer. Folk viste stor interesse for Halkets opfindelse, men udover nogle få seriøse opdagelsesrejsende (blandt andet den uheldige John Franklin, der medbragte en da han forsvandt i den canadiske vildmark i 1845), så kom der sjovt nok aldrig gang i forretningen.

Halkett var forståeligt nok temmelig skuffet. Hans opfindelse var faktisk umådelig praktisk, hvilket de få brugere åbent stod inde for, men den fangede ikke blandt de mere jævne vildmarksmænd – så som jægere og fiskere. Efter hans død i 1885 opgav familien hans design og i dag findes der kun en eneste overlevende Halkettbåd. Jeg kunne faktisk godt komme på en del situationer, hvor sådan en sag ville have været nyttig – Halkett var simpelthen bare 100 år for tidligt ude.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Historie | Tagged as: , , , | 2 Comments

1,2,3,4,5,6,7,8,9 osv. osv. osv. osv.


Vi kender alle sammen godt den idiotiske leg, hvor man skal nævne der højeste tal og konkurrenten altid bagefter kan sige ”plus en”. Talrækken er nemlig anset for uendelig – til trods for, at vi egentlig slet ikke kan begribe det uendelige.

Store tal, med mindre man er matematiker, er gerne noget med millioner, milliarder, billioner, eller ligefrem en googol – et 1tal efterfulgt af 100 nuller og kendt fra søgemaskinen Google, der har navn efter dette enorme tal. Skal man længere ud i skoven, så bruger man en googleplex, der er et 1tal efterfulgt at en googol nuller.

Naturligvis kan man stadig altid råbe ”plus en”, men for at tallene skal have en mening, så skal de også have en matematisk anvendelse – eller måske rettere, men skal have et bevis for deres eksistens. Det største tal man har anvendt til at løse et matematisk problem, er det såkaldte Graham’s tal. Uden at jeg i øvrigt skal forsøge at gøre mig klog på avanceret matematik, så ved jeg, at det er den øverste grænse for løsningen til et problem indenfor Remsey teori – noget med Hypercubes og hvad ved jeg, so don’t ask anything else!

Graham’s tal er MEGET stort. Faktisk er det ufatteligt meget større end samtlige andre kendte tal. Tager man Grahams’s tallet og skriver hvert enkelt ciffer indeni en Planck volumen (der er det mindste rummål vi kender – mange billioner gange mindre end en proton), så kan ikke engang det observerbare univers indeholde Graham’s nummeret – og det observerbare univers er edder pisseme stort!

Af overnævnte årsager kender man ikke hele Graham’s tallet, men man ved dog, at de sidste 500 cifre af tallet er: 02425950695064738395657479136519351798334535362521430035401260267716226721604
1981065226316935518878038814483140652526168785095552646051071172000997092912495443788
8749606288291172506300130362293491608025459461494578871427832350829242102091825896753
5604308699380168924988926809951016905591995119502788717830837018340236474548882222161
5732280101329745092734459450434330090109692802535275183328988446150894042482650181938
51562535796399618993967905496638003222348723967018485186439059104575627262464195387.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 8.0/10 (5 votes cast)
Posted in Blandet, Mini Facts | Tagged as: , , | 4 Comments

Det var en mørk og stormfuld aften

Blandt de Ydre Hybrider i farvandet nordvest for Skotland, ligger de små Flannan øerne, der egentlig ikke er meget mere end en håndfuld klippestykker der bryder havoverfladen. De er navngivet efter den Irske Skt. Flannan, der i det syvende århundrede havde et munkekloster på Eilean Mòr – den største af øgruppens øer.

Flannans klosterforretning gik konkurs i forbindelse med vikingetogter i det 9ende århundrede, hvorefter man syntes det var knap så skæg, at bo helt alene på Skotlands stormbruste småøer. De efterfølgende århundrede var øerne ubeboede, men dog mål for pilgrimsrejsende, der søgte syndsforladelse og andre tjenester fra klosterets hellige grundlægger. Det fortælles at pilgrimme med hatten i hånden gik i solopgangsretningen omkring Eilean Mòrs centrale plateau – det var åbenbart nok.

I 1890erne byggede man et 23m højt fyrtårn på Eilean Mòrs højeste punkt, så skibstrafikken kunne ledes udenom de skarpe klipper. Det var dengang man fik noget for pengene og fyrtårn plus tilhørende ladeplads opførtes for £6,914 – men så var al byggematerialet også fragtet direkte fra bådene til det 45m høje plateau ved håndkraft. Skt. Flannans fyrtårn blev tændt 7. december 1899.

Da dampskibet Archtor næsten nøjagtigt et år senere (15 december 1900) passerede Eilean Mòr i dårlig sigt, bemærkede de at fyrtårnet var ude af drift. Ved ankomsten til Oban i Skotland, rapporterede kaptajnen sin observation, men umiddelbart blev der ikke gjort noget ved sagen. Dengang opererede man altid fyrtårnet med en 4mands besætning, hvoraf en var roteret på landlov og 3 mand derfor altid stationeret samtidig på Eilean Mòr.

Lige efter jul 1900 ankom forsyningsskibet Hesperus med besætningens afløser, men bemærkede allerede ved indløbet, at Union Jack ikke blafrede fra fyrtårnets flagstang. Da de nærmede sig ladepladsen var helle ikke forsyningskasserne bragt ned fra fyrtårnet og endnu mere mystisk: ingen af tårnpasserne var mødt frem for at tage imod dem.

Besætningen fra Hesperus landsatte afløseren Joseph Moore, der fandt både havelågen og hoveddøren lukket. I selve fyrtårnet fandt han besætningens senge uredte, men derudover var der intet spor af hans kollegaer. Lidt ubehageligt til mode vendte han tilbage til Hesperus og rapporterede situationen. Et par besætningsmedlemmer gik derefter i land og sammen med Moore gennemsøgte de den lille ø – uden held.

Udover en væltet stol var der ikke det mindste spor af noget der kunne forklare hvad der var sket. Det eneste man fandt, var et sæt olietøj, der viste at en fra besætningen havde forladt fyrtårnet uden – hvilket var usædvanligt midt i december. Selve fyrtårnets olielamper var fyldte og klar til brug. Afløseren Moore forblev på Eilean Mòr sammen med et besætningsmedlem fra Hesperus, der herefter planmæssigt sejlede hjem for at rapporterer om situationen.

Efterfølgende brugte de to nye fyrtårnspassere lang tid, på at gennemsøge øen for spor af de forsvundne mænd, men de var som sunket i jorden, eller måske nærmere havet. Man fandt at øens vestlige ladeplads var kraftigt stormskadet, men ifølge besætningens logbog, var denne skade sket flere dage før de forsvandt – sidste notat var fra 15. december klokken 9 om morgenen.

Man har aldrig fundet hverken spor af besætningen, eller bare noget der kunne forklare deres forsvinden – de forsvandt simpelthen bare ud af verdenshistorien. Ekstra besynderligt er det, at arbejdsforskrifterne udtrykkeligt foreskrev, at der altid skulle være mindst én mand i fyrtårnet. Den sidste der forlod tårnet, var derfor i kraftig strid med reglementet og situationen må have været alvorlig. I eftertiden har horder af paranormale tågehorn naturligvis tilføjet flere skær af mystik til historien, så som underlige notater i mændenes dagbøger i perioden op til 15. december: vi fornemmer en tilstedeværelse på øen…..en skygge af ondskab osv. Osv.

Den bedste forklaring kom i 1995, hvor forfatteren Christopher Nicholson i bogen ”Rock Lighthouses of Britain: The End of an Era?” gætter på, at to mænd kunne have arbejder på at udbedre stormskaderne og den tilbageblevne i fyrtårnet, kunne have set en freak wave nærme sig øen. I et forsøg på at advare sine kollegaer, kunne han have forladt tårnet og begivet sig mod den vestlige ladeplads, hvorved hele besætningen kunne være blevet spist af kæmpebølgen han ville advare om – det er naturligvis ikke andet end gætværk. Denne udgave forklarer om ikke andet den væltede stol og det efterladte olietøj, den forklare dog ikke, hvorfor både havelågen og døren var forsvarligt lukket.

Historien om den skæbnesvangre december i 1900, hvor hele besætningen på Flannan Isles Lighthouse forsvandt sporløst, er derfor stadig et af disse herlige mysterier der pirre folk med nysgerrige sjæle og har inspireret både en opera (The Lighthouse fra 1979), en sang med den britiske popgruppe Genesis (The Mystery of Flannan Isle Lighthouse), samt et afsnit af den britiske science fiction serie Dr. Who (Horror of Fang Rock).

Eilean Mòr har været ubeboet siden fyrtårnet blev automatiseret i 1970.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 9.7/10 (3 votes cast)
Posted in Historie | Tagged as: , , , | Leave a comment

Atter en tur i rummet med tegneren McCall

Vi har før set på Kunstneren Robert McCalls tegninger for NASA (her), men her skal vi kigge lidt på et par af hans ideer til Stanley Kubricks science fiction film 2001: A Space Odyssey. Dem der har set filmen vil bemærke, at hans ideer blev en central del af filmens visuelle univers.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (2 votes cast)
Posted in Billeder, Blandet | Tagged as: , , , , | Leave a comment

Arthur C Clarke laver lidt havearbejde…

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (1 vote cast)
Posted in Retro | Tagged as: | Leave a comment