Grumme postkort fra den anden side

Victorianerne var ikke bare steampunk og kraftige overskæg. De havde også en bizar forkærlighed for det det mystiske, der morbide og døden. Stort set alt hvad vi kender i dag af åndeligt pseudovidenskab, spirituel tågesnak og leviterende spiseborde, har sit udspring i de victorianske saloner – dertil kommer en række andre fjolletheder, som vi heldigvis allerede har lagt i glemmekassen.

Det var ikke bare deres spirituelle selskabslege der havde et skær af gru. Et af de mere bizarre påfund, som blev praktiseret i næsten alle samfundslag, var de småuhyggelige post-mortem fotografier, som efterladte ofte fik fremstillet. Overfladisk minder de lidt om tidligere tiders memento mori (malerier og tegninger af levende blandt døde, eller med kranier og skeletter), men hvor momento mori var fremstillet for at minde ejeren om sin egen dødelighed, var post-mortem fotografier tiltænkt som et minde om den afdøde.

Opfindelsen af daguerreotypi i 1839 gjorde portrættering langt mere udbredt. Før denne billige måde at forevige motiver på, var det kun forholdsvis velhavende familier, der kunne betale for en decideret portrætmaler. Fotografierne gav middelklassen en mulighed, for at gemme et minde om en kær slægtning, eller et afdødt barn – børnedødeligheden var afsindig høj i 1900tallet.

Billederne er ofte nøjsomt opstillede, med den døde iklædt sit fineste tøj og i selskab med den nære familie. Somme tider er det kun ved et nærsyn, at man bemærker noget mistænkeligt ved billedet. Faktisk havde datidens fotografer, med speciale i post-mortem fotografi, særlige støttekonstruktioner, så man på makaber vis kunne poserer den afdøde i rimelig naturlige stillinger.

Billederne er på samme tid frastødende og dragende. Man fornemmer, særlige i de mange af døde spædbørn, den knugende sorg bag disse billeder. Selv i en tid hvor døden vitterligt var en daglig bekymring og et skrabet knæ kunne tage livet af skolebørn (før penicillin var betændelse en yderst alvorlig sag), så var dødsfald alligevel noget der ramte en familie hårdt.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (3 votes cast)
Posted in Blandet | Tagged as: , , , | 12 Comments

Grusomme gys fra det ydre rum

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (1 vote cast)
Posted in Blandet | Tagged as: , , , , | 3 Comments

Zen og kunsten at skære i et græskar

Ideen med at udskære lygter i rodfrugter som beder og roer ved forskellige højtideligheder, går tilbage til den mørke middelalder, men er ikke forbundet specifikt med Halloween før omkring 1866. I USA hvor den moderne Halloween har sine rødder, var udskårne græskar dog forbundet med høsttiden længe før de blev synonym med lige netop Halloween. Man har altså efterhånden begrænset udskæringen til en enkelt aften, men til gengæld er den så blevet langt mere udbredt.

Den tilsvarende danske Allehelgensaften, der blev afskaffet ved helligdagsreformen i 1770, er ikke forbundet med lygteudskæringer, men mon ikke vores forfædre har skåret sig en roe i ny og næ? Den nutidige Halloween (inklusive udskårne græskarlygter), der er ved at finde indpas i dansk kultur, er udelukkende noget forretningsverden har fundet på.

På engelsk kaldes græskarhovederne for jack-o’-lanterns, hvilket muligvis stammer en gamle folkehistorie, men generelt henviser navnet jack-o’-lantern til en nattevagt med lygte. Navnet blev også anvendt om de små flakkende lys man ved sjældne lejligheder kan se flakke rundt over moser. Lysene skyldes selvantændelse af fosforbrinte fra mosernes rådnende bundfald.

I den danske folketro kaldes disse mystiske lys for Lygtemænd og var forbundet med væsener der levede i moser og tørvegrave. Lygtemænd kunne som andre af folketroens småfolk, både være venlige og temmelig farlige. Modige bønder kunne hidkalde Lygtemanden ved at fløjte, eller kaldte på ham, så han kunne lyse for dem, men de fleste undgik samvær med disse væsener, der havde for vane at lokke folk ud i mosen.

Det siges at et godt værn mod Lygtemænd, var at vende sin hue på vrangen. Derimod skulle man aldrig pege af en lygtemand, for så kom de farende. Desværre har vi efterhånden drænet, eller tilplantet, alle vores moser, så lygtemænd er ved at være temmelig sjældne. På latin kaldes de for ignis fatuus – fjollede lys.

I moderne tid er græskarudskæring, særlige i USA, blevet en meget udbredt adspredelse i tiden op til selve Halloween – lidt i stil med vores juleklip. Folk går til makronerne med stor kunstnerisk hittepåsomhed og der uddeles præmier og medaljer for de bedste jack-o’-lanterns. Det er selvfølgelig mest noget folk laver med familie og venner, men der findes professionelle græskarskærere, der laver forholdsvis gode penge på udstillinger for forskellige forretninger.

Rekorden for største Halloween oppyntning blev sat i Boston i 2006, hvor 30.128 jack-o’-lanterns var opstillet og tændt samtidig. Det største enkelt græskar udskåret til en jack-o’-lantern vejede 666kg – uha, jeg tænkte nok det var noget med djævle og dæmoner!

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 9.7/10 (6 votes cast)
Posted in Blandet | Tagged as: , , , | Leave a comment

Balladen om den ryggeløse Curtis LeMay

There are no innocent civilians. It is their government and you are fighting a people, you are not trying to fight an armed force anymore. So it doesn’t bother me so much to be killing the so-called innocent bystanders.

General Curtis Emerson LeMay

I forbindelse med vores uhyggelige Halloween tema, bringer Steampunk.dk her et ægte gys fra den kolde krig.

Der var engang en mand, en general endda, der uden tøven ville sende tusindevis af atombevæbnede bombemaskiner afsted mod sovjetunionen, kina, korea og hvem der nu ellers stod i vejen. En begivenhed der ville have afstedkommet mange hunderedemillioner dræbte – størstedelen civile. I tillæg ville den nordlige halvkugle hensynke i en skrækkelig atomvinter, der utvivlsomt ville tage livet af yderligere nogle hundrede millioner (inklusive amerikanere). Ikke nok med at han besad denne tvivlsomme moralske egenskab, han havde faktisk kontrollen over de nævnte maskiner og atombomber. Mandens navn var Curtis LeMay.

LeMay var startet som jagerpilot i United States Army Air Corps i 1930, men overgik til den nystartede bombeflyafdeling sidst i 30erne. Han var en benhård officer der forlangte absolut perfektionisme fra sine besætninger, hvilket gav hans karrierer et skub op ad stigen.

Da anden verdenskrig brød ud, fandt Lemay sig som leder af USAAF’s bombestyrker i Stillehavet, der på tidspunktet ikke havde større anvendelse af mellemdistancebomberen B-17, som var flyvevåbnets hovedbomber. LeMay og hans folk blev derfor overflyttet til England, hvorfra de tæppebombede tyskerne fra 1943 til 1944.

Lemay blev herefter atter overført til stillehavsområdet, hvor han trådte sine strategiske barnesko under tæppebombardementerne af Japan. Den nye langdistance B-29 Superfortress bombemaskine, var en opfindelse lige efter LaMay’s smag. I marts 1945 sendte han 335 B-29 af sted mod Tokyo, med en samlet last af 1700 ton brandbomber. Missionen dræbte 100.000 mennesker – flere end atombomberne mod Hiroshima og Nagasaki. Det anslås at LeMay’s kampagne mod Japan i 1945 kostede 500.000 mennesker livet og gjorde 5 millioner hjemløse.

Killing Japanese didn’t bother me very much at that time… I suppose if I had lost the war, I would have been tried as a war criminal…. Every soldier thinks something of the moral aspects of what he is doing. But all war is immoral and if you let that bother you, you’re not a good soldier.

General Curtis Emerson LeMay

LeMay trådte dog ikke virkelig i karakter, før han i 1948 blev udråbt til at lede Amerikas nye atomvåbenstyrke: Strategic Air Command (SAC). Han overtog en falleret enhed med udtjente B-29 maskiner og en stab af forholdsvis utrænede besætninger. Lemay smøgede ærmerne op og tog fat som var krigen stadig i gang.

LeMay’s styrke skulle være uden sammenligning i verdenshistorien, loyal, veltrænet og hurtigere på aftrækkeren end Lucky Luke. Som noget af det første fik Lemay gennemtrumfet en afsindig bunke penge til indkøb af den spritnye Boeing B-47 Stratojet, som afløser for den sløvere Convair B-36 Peacemaker, der dog fortsatte i SAC indtil 1959 – som andenviolin til B-47 Stratojet.

For en luftvåben-general der havde oplevet overraskelsesangrebet på Pearl Habour, lagde LeMay’s tilgang til strategisk bombning vægt på overvågenhed og hurtig responce. Til enhver tid havde SAC over hundrede bombemaskiner i luften, for at modgå chancen for at blive overrasket på jorden, ligesom besætningerne boede direkte ved siden af deres maskiner i skiftehold på 14 dage ad gangen.

Den daglige træning bestod af langvarige navigationsflyvninger med atomvåben i lasten. Besætningerne viste selv aldrig om de skulle i krig, eller om det blot var endnu en realistisk øvelse. LeMay havde opbygget en lufttanknings tjeneste, så hans maskiner kunne nå frem overalt på jorden. Først umiddelbart før de overgik til selvstændig flyvning (hvor deres missionsparametre blev åbnet og deres våben blev armeret) kaldte SAC dem hjem til basen. Dette foregik overalt hvor SAC fly var stationeret.

If I see that the Russians are amassing their planes for an attack, I’m going to knock the shit out of them before they take off the ground.

General Curtis Emerson LeMay

LeMay havde som firestjernet general utrolig meget magt og ville uden tvivl have startet en atomkrig mod Sovjetunionen, hvis han havde fået en kvart chance . Dog var den daværende præsident Eisenhower, der sad på beslutningen om krig og atomvåben, selv tidligere femstjernet general og Eisenhower var heldigvis ikke sådan lige at overtale – faktisk afviste han at anvende atomvåben hele 5 gange i 1955 alene, til trods for, at hans militærrådgivere på det kraftigste anbefalede det.

Ufortrødent forsøgte LeMay dog flere gange bevidst at fremprovokerer en atomkrig med sovjetunionen, ved under spændte politiske situationer, at sende store dele af sin bomberflåde af sted mod deres mål, for så i sidste øjeblik at kalde dem tilbage inden de nåede sovjetisk luftrum. Det skal tilføjes, at besætningen var trænet i et eneste handlingsmønster: nå de nåede deres afmærkede beslutningspunkt (en nøje bestemt position hvorfra der ikke var nogen vej tilbage), skulle de åbne deres missionsbefaling og slavisk følge den til afslutningen.

50erne var et Mekka for de såkaldte Atomic Playboys og LeMay var toppen af kransekagen. Da han forlod SAC i 1957, for at indtage pladsen som visechef for hele det amerikanske flyvevåben, var SAC vokset fra en håndfuld B-29 maskiner til 2000 strategiske bombemaskiner, 800 lufttankningsmaskiner og 224.000 mand.

Han havde udregnet en liste (gud alene ved hvordan), der talte 3200 specifikke mål i hele den såkaldte østblok. Der var atomvåben til enhver militær forlægning, uanset størrelse, og en ekstra håndfuld til særligt udvalgte storbyer. LeMay havde desuden fået gennemtrumfet, at SAC’s stragetiske planer ikke skulle evalueres af hverken kongressen, eller den siddende administration.

I tillæg, og i særdeleshed fordi SAC’s planer var ultra hemmelige, havde hæren og flåden tilsvarende planer og mange sovjetiske mål indgik i alle planerne flere gange. Da planerne endelig i 1960 overgik den værnsfælles Joint Strategic Target Planning Staff, der kordinerede atomvåbenbrug for USA’s samlede styrker, udtalte Eisenhower chokeret “Jesus, how many times are you going to kill the same man?”

Joint Strategic Target Planning Staff, som LeMay naturligvis var en del af, kom frem til en løsning, der egentlig kun var svagt mindre vanvittig in den tidligere. Planen fik kodeordet SIOP (Single Integrated Operational Plan) og var grundlæggende en masseødelæggelseskampagne mod alt der bare tilnærmelsesvis lugtede af kommunisme – uanset om det pågældende land så var med i krigen eller ej.

The United States should utilize all requisite force against selected targets in the USSR–and as necessary in Communist China, European Bloc and non-European bloc countries–to attain the above objectives. Military targets in Bloc countries other than the USSR and Communist China will be attacked as necessary.

Der var ingen alternativ plan!

I 1962 blev LeMay forfremmet til Chief of Staff of the United States Air Force og tilbragte de næste 2 år med at forpeste luften for Præsident Kennedy og opfordre ham til en frisk atomkrig. I særdeleshed ønskede han atomvåben anvendt under cubakrisen, som han anså for en fantastisk mulighed for at ødelægge sovjetunionen en gang for alle. Kennedy og hans forsvarschef Robert McNamara var dog knap så opsatte på lige netop den løsning – LeMay anså udfaldet som det største nederlag i USA’s historie.

I 1965 gik Old Iron Pants på pension, men kunne stadig fanges for en udtalelse om Vietnamkrigen “they’ve got to draw in their horns and stop their aggression, or we’re going to bomb them back into the Stone Age. And we would shove them back into the Stone Age with Air power or Naval power–not with ground forces.

Han forsøgte sig indenfor politik i 1968 (mod Nixon), men hans åbenlyse krigslyst gav de fleste en dårlig smag i munden og hans kampagne for stillingen som præsident endte heldigvis med kun 13,5% af stemmerne – dog en anseelig andel for en uafhængig kandidat. Den gamle koldkrigskriger døde 1. oktober 1990, uden at have oplevet den atomkrig han havde tilbragt sin karriere med at forberede. Hvis vores civilisation overlevede den kolde krig, så var det ikke takket være folk som LeMay.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 9.0/10 (2 votes cast)
Posted in Historie, militær | Tagged as: , , , | 2 Comments

Tolvkantet mystik fra de gamle romere

Arkæologerne har fundet mange spændende og mystiske ting fra det gamle romerrige, men en af de mere besynderlige genstande, er de tolv-kantede romerske bronze dodekaeder. Over 100 af varierende størrelse (fra 4cm til 11cm) er fundet i stort set hele den europæiske del af romerriget, fra England til Ungarn, men hverken arkæologer, eller historikere, har nogen ide om deres anvendelse.

Eftersom de er fundet så mange forskellige steder, så må det formodes, at de var forholdsvis almindelige. Man har dog hverken fundet afbildninger, eller beskrivelser, af de små bæster. Der er selvfølgelig flere teorier om deres anvendelse, så som lysestager (der er fundet stearin i en af dem), måleinstrumenter til at kalibrerer vandrør, eller en form for fod til standarder. Indtil man en dag finder hovedværket indenfor romersk dodekaeder-anvendelse, så må de små bronze genstande henligge under betegnelsen: Romerske Dimsedutter.

Den korrekte rumgeometriske betegnelse er et polyeder bestående af tolv femkantede sideflader, er et såkaldt pentagondodekaeder. Så ved i det!

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 8.3/10 (3 votes cast)
Posted in Historie | Tagged as: , , | 7 Comments