Mytologien og folketroen i alverdens lande har altid haft forskellige væsener, af en type vi i dag ville genkende som vampyrer – bloddrikkende dæmoner eller ånder, der lever af det varme blod fra mennesker. Der er dog en klar forskel mellem vampyren fra den moderne litteratur og de antikke vampyragtige væsener, navnlig at folketroens vampyrvæsen sjældent var menneskeligt – hvorimod den moderne vampyr netop udmærker sig ved sin menneskelighed.

Den vampyr vi kender fra bøger, blade og film, har sit udspring i folketro fra Østeuropa og Balkan, hvorfra folkemindesamlere i starten af 1700tallet hjemhentede uhyggelige historier om afdøde der hjemsøgte de levende. Denne type af historier kendes fra alverdens kulturer, hvor begravelsesriter nøje skulle overholdes, hvis den afdøde ikke skulle vende tilbage og hævne sig. I vores (moderne) kultur opfattes en afdød bedstemor grundlæggende som velgørende: en ånd der passer på de overlevende, eller i hvert tilfælde er hjælpsom på en eller anden vis. Tidligere var tingene dog anderledes og de afdøde var ånder man skulle vare sig for, da de ligesom levende mennesker kunne blive både fornærmede og vrede – denne opfattelse af afdøde er stadig udbredt udenfor den vestlige verden.

Præcis hvornår den egentlige vampyrlegende opstod, er nok ikke lige til at sætte årstal på, men først i 1700tallet opstod der en udbredt vampyr-panik i Østeuropa. Mysteriet spredte sig helt op på regeringsniveau og man afholdt officielle undersøgelser af begivenheder, ligesom man åbnede grave og gennemborede ligene med pæle. At disse legender fik en opblomstring netop i 1700tallet, er måske ikke helt så uforklarligt. Den periode kendes i dag som oplysningstiden, hvor nye ideer om verdens sammenhæng afløste middelalderens overtro – man fornemmer næsten folketroens sidste krampetrækninger i denne bølge af vampyrhistorier.

Hysteriet stoppede ikke før kejserinde Maria Theresa af Østrig afsendte sin personlige læge for at undersøge sagen. Gerard van Swieten kunne hurtigt erklære, at vampyrer ikke eksisterede og kejserinden udskrev en lov, der forbød åbning af grave og vanhelligelse af lig – en tilgang til problemet, der passer nøjagtigt i oplysningstidens ånd. Panikken døde ud, men ude på landet slap folk nu ikke deres overtro så let og historierne blev ved med at cirkulerer – hvilket de faktisk stadig gør.

Historierne spredte sig, om end på et mere akademisk niveau, op gennem Europa, hvor de pirrede læsere af den nye litterære genre: den gotiske novelle. I 1819 udkom John Polidori’s roman The Vampire og satte med et den moderne vampyr på landkortet. Nu var vampyren ikke længere en forhutlet zombieagtig stakkel, der måtte traske hvileløst rundt, men en sofistikeret og karismatisk verdensmand, der ikke ville vække opsigt i de gregorianske saloner. Bogen udløste en bølge af europæisk vampyr-litteratur og har sat sig spor i samtlige efterfølgende udgaver af vampyrhistorier.

Det var dog først med Bram Stokers victorianske mesterværk Dracula fra 1897, at den moderne vampyrhistorie virkelig fik fat i læserne og hvor The Vampire udløste en bølge, udløste Dracula en sand lavine. I fortællingen falder de sidste af vampyrens kendetegn på plads. Dracula myrder ikke bare folk, han drikker deres blod og ”smitter” dem dermed vampyrisme. Grev Dracula forbinder også vampyrhistorierne med deres mystiske østeuropæiske hjemland og bygger sin vampyr på den historiske hersker af Transsylvanien: Vlad Țepeș (der kaldes Dracula, men også havde det yndige tilnavn: Spideren).

Efter Dracula var vampyr-fiktion en komplet og selvstændig genre af gyser-litteraturen og med biograffilmens udbredelse flytter både gysergenren og vampyrgenren over på det store lærred.

Den første filmatisering af Dracula var den tyske ekspressionistiske film: Nosferatu: eine Symphonie des Grauens. Instruktøren Friedrich Wilhelm “F. W.” Murnau omgik dog forskellige copyright-problemer, ved at ændre navnet Count Dracula til Count Orlok og betegnelsen Vampire til Nosferatu. Herudover var historien stort set identisk, om end den foregik i Tyskland i stedet for England. Prana Film gik senere konkurs, da Stokers enke vandt en retssag om copyright. Filmen skulle have været destrueret, men heldigvis var adskillige kopier allerede i distribueret og Nosferatu overlevede. I dag anses den for den ultimative fortolkning af Dracula og har et stort kultfølge.

I 1930erne udkom flere film baseret på Stokers vampyr. Den klassiske Dracula fra Universal Pictures, med Bela Lugosi i hovedrollen, præmierede i 1931 og satte en ny standard for genren. Med hele 75 minutter, var Dracula den første reelle gyserfilm og modsat tidligere forsøg indenfor genren, så var Dracula tro mod historiens overnaturlige grundlag og benyttede sig ikke af komiske indslag, eller en heltemodig afslutning. Pengemændene bag filmen så frem til premieren med fugtige hænder og sommerfugle i maven, men i løbet af 48 timer havde Dracula solgt 50.000 billetter og i tillæg affødt den sande gyserfilm som selvstændig genre.

Herefter forsøgte hele filmbranchen af score penge på både vampyr-film og gyserfilm generelt. I hurtig rækkefølge udgav Universal Pictures: Dracula’s Daughter (1936), Son of Dracula (1943) og House of Dracula (1945). I 1950erne overtog Hammer Films Dracula med en ny udgave af historien, der havde Christopher Lee I hovedrollen. Også denne film blev fulgt op af en række Dracula-inspirerede film: The Brides of Dracula (1960), Dracula: Prince of Darkness (1966), Dracula Has Risen from the Grave (1968), Taste the Blood of Dracula (1969), Scars of Dracula (1970), Dracula AD 1972 (1972), The Satanic Rites of Dracula (1973) og Dracula and the Seven Golden Vampires (1974). Alle på nær Brides of Dracula og Seven Golden Vampires havde Christopher Lee i hovedrollen – talk about type cast.

Samtidig udkom en lang række Dracula-film fra mindre selskaber (mange med Lee i hovedrollen), der på forskellig måde forsøgte at profiterer på den verdenskendte vampyr – nævneværdig er Billy the Kid vs. Dracula (1966) og Scream Blacula Scream (1973). Verden var dog langt fra træt af den blodsugende greve. Selv herhjemme skabte DR i 1978 miniserien Draculas Ring (Bent Børgesen som Dracula), hvori den gode Greve rejser til Danmark og spreder uhygge. Oprindeligt skulle serien have været en ægte gyser, men manglende greb om genren afstedkom noget der mere mindede om en gyserkomedie. Serien løb over syv afsnit, hvor Dracula nåede at tage livet af en række kendte personer, blandt andet Anniqa, Rolv Wesenlund (Fleksnes) og Jørgen de Mylius. DR var ikke helt stolte af resultatet og Draculas Ring har aldrig været genudsendt.

Udover de godt 200 rene Dracula-film, så dukkede greven også op i utallige andre gyserfilm. Det anslås at omkring 650 film har en eller anden forbindelse til Stokers hovedperson og han er faktisk blevet synonym med begrebet vampyr, selvom en afskyelig moderne undergenre af vampyrhistorier forsøger at vriste ham af førstepladsen. Disse nye bøger og film har dog uendeligt lidt til fælles med den ægte vampyrhistorie og bør rettelig klassificeres under Paranormal Teen Romance – må det snart ende!

En anden af de skelsættende Dracula-filmatiseringer kom med Francis Ford Coppolas ”Bram Stoker’s Dracula” fra 1992, med Gary Oldman i hovedrollen. Med et enkelt mesterværk lykkedes det Coppola at genfinde Dracula-historiens sande natur og selvom den faktisk adskiller sig fra den oprindelige roman, så forekommer den næsten mere ægte end Stokers udgave. Blandt andet fordi Coppola reelt gør Dracula til Vlad Țepeș, hvor Stoker kun byggede sin karakter på den historiske fyrste. Dette viser at Dracula har indtaget en særlig plads i vestlig kultur, hvor vi i fællesskab har digtet videre på hovedpersonens historie og derfor umiddelbart accepterer Dracula nu er identisk med Vlad Țepeș.

Efter Coppolas Dracula-film kom endnu en bølge af vampyrfilm, heriblandt Mel Brooks gyserkomedie ”Dracula: Dead and Loving It” fra 1995 og Van Helsing fra 2004, der dog fortæller historien fra en vampyrjægers vinkel. Den italienske instruktør Dario Argento arbejder for tiden på en 3D udgave af Dracula, der efter planen skal starte indspilning i starten af 2011. Mere end 110 år efter Stokers bog udkom, kan Count Dracula altså stadig fange publikum – men ok, han er jo også udødelig.