Det var ikke bare rumfart man kappedes om I 1960erne. En anden af tidens højteknologiske udfordringer var supersoniske passagerfly, men modsat rumkapløbet så var det som bekendt en sammenslutning af europæiske flyfabrikanter der tog sejren hjem med Concorden.

Den Amerikanske flyfabrikant Boeing havde dog arbejdet på et supersonisk passagerfly siden først i 50erne og selvom det aldrig kom i luften, så fortjener deres arbejde alligevel et par ord. Det første projekt der rullede af tegnebordet i Seattle var deres Model 733. En swing-wing design der var Boeings bud på en ny avanceret jagerbomber der skulle udvikles under det Amerikanske forsvars Tactical Fighter Experimental (TFX) konkurrencen. I sidste ende valgte man dog General Dynamics F-111 fordi den passede bedre til flådens ønsker (flåden tog i øvrigt aldrig flyet til sig, men F-111 fik en glorværdig karrierer i USAF, hvor det gjorde aktiv tjeneste til 1998).

Der var mere bravado end ingeniørmæssig mening i den beslutning. Den højere hastighed ville, grundet friktionsvarmen, kræve et langt stærkere flystel i stil med den Amerikanske eksperimentalbomber XB-70 Valkyrie, der allerede havde vist sig uforholdsmæssig dyr. Samtidig ville den ekstra hastighed kun nedsætte rejsetiden mellem Europa og Nordamerika med godt 20 minutter. Det blev dog alligevel estimeret, at der ville være et marked for 500 supersoniske passagerfly i 1990 – Concorden blev fremstillet på grundlag af nogenlunde samme forventning.

Efter en række designforslag med swing-wings indsendte Boeing i 1968 deres nye bud: Model 2707-300. En strømlinet firemotoret maskine med en længde på 93m og et (delta) vingespænd på 43m. Luftfartsministeriet finansierede en fuldstørrelse model af det nye fly, men da Boeing i september 1969 påbegyndte arbejdet med modellen havde Concorden allerede fløjet sin første tur. Model 2707-300 var derfor allerede seriøst bagud i kampen.

Supersonisk passagerflyvning blev mødt med en række miljømæssige bekymringer. Primært blev der stillet spørgsmål ved indflydelsen på ozonlaget (flyet var tiltænkt en operationshøjde på næsten det dobbelte af almindelig passagerflyvninger – 65.000 fod). Desuden var der ikke mange der så frem til overlydsbragene fra de forventede 500 maskiner der skulle krydse amerikansk luftrum i 1990. Mange af bekymringerne var forholdsvis fjollede. For eksempel blev det påstået at hjernekiruger delikate arbejde kunne forstyrres af overlydsbrag. Der var naturligvis også mange argumenter for den nye maskine. De fleste fokuserede på jobskabelse i den teknologiske sektor, der netop havde mistet en del arbejde på grund af Apollo-projektets aflysning of det mindskede arrangement i Vietnam.

I starten af 1971 stødte alle ulemper og fordele hovedkulds sammen i det Amerikanske senat. Debatten strakte sig over flere måneder og der var endda på et tidspunkt tale om en folkeafstemning. I sidste ende vandt bekymringerne og projektet blev sløjfet med 215 stemmer mod 204. Afslutningen på projektet medførte dommedagsstemning på Boeing fabrikkerne i Seattle, men efterfølgende viste det sig, at deres Boeing 747 (Jumbojet) introduceret i 1970 var et langt bedre produkt og der er siden solgt over 1400 af typen. Supersonisk transport i form af den britisk/franske Concorde fandt en begrænset niche indenfor luksustransport og de kun 14 maskiner (plus 6 forsøgsmaskiner) man fremstillede fløj indtil 2003.

I øvrigt er det amerikanske basketballhold Seattle Supersonics (eller bare Sonics) navngivet efter den kontrakt på supersoniske passagerfly Boeing forventede.