Bombefly med støttehjul

martin01

Da USAF i midten af 40erne skulle udskifte deres aldrende flåde af mellemstørrelse bombefly, udstedte de en licitation, der indbød flyfabrikanterne til at komme med et godt bud på fremtidens fly. Anden verdenskrig var vundet og jetmotoren havde holdt sit indtog i luftfartens verden. Derfor var det naturligt, at det kommende bombefly skulle drives af jetmotorer, derudover skulle det nye fly kunne opfylde en nærstøtterolle til jordpersonel. En rolle der havde haft enorm betydning i krigens sidste år.

Flyfabrikanten Martin svingede pisken over designkontoret og kunne i oktober 1949 prøveflyve deres bud – XB-51. Flyet var ukonventionelt på flere måder. Primært fordi Martin havde valgt at udstyre maskinen med hele 3 General Electric J47 turbojet motorer. En placeret i halepartiet og 2 underligt ophænge under den forreste del af fuselagen. Flyet havde et, for datiden, ret avanceret vingedesign, med 35 grader sweep, leading-edge slots, fuldlængde flaps og spoilers i stedet for krængeror. Derudover havde vingen variabel indfaldsvinkel. Et arrangement der mekanisk kunne ændre vingens forhold til flyets længdeakse.

Understellet bestod af 2 hovedhjul i tandem og et outrigger-hjul på hver vingetip. Et design der gav maskinen et lidt kluntet udseende på jorden. Til trods for sin størrelse og det lidt kluntede, så var maskinen aerodynamisk ren og udstyret med Martins patenterede roterende bomberum, der med de udvendige ophængspunkter bragte maskinens bombelast op på 4700kg, selvom specifikationen kun krævede 1814kg. Desuden havde man proppet hele 8 20mm kanoner ind i næsen, så den kunne klare jordstøtteopgaverne.

martin02

XB-51 var i konkurrence med Avro Canada’s CF-100 og English Electric’s Canberra. Canadierne var hurtigt vippet af pinden og USAF tog nu de tilbageblevne fly under behandling. Desværre for Martin, så havde Koreakrigens tidlige år vist, at den nye maskine ville få en større rolle som let angrebsbomber med rigelig operationsradius og XB-51 måtte se sig slået på netop de punkter. Desuden faldt USAF at de besynderlige outrigger-hjul ikke var praktiske, når maskinen skulle opererer fra fremskudte flybaser under feltforhold. Valget faldt derfor på den Britiske Canberra, der dog blev købt til licensfremstilling i netop Martins fabrikker.

I årene 1953 til 1957 fremstillede Martin 403 Canrerras, der dog fik den amerikanske betegnelse B-57 Canberra. Det var en utrolig succesfuld maskine, der forblev i USAF tjeneste i mere end 25 år. 2 maskiner er dog overgået til NASA, der stadig anvender dem til forskning.

Martin havde betalt mere end 12 millioner dollar for udviklingen af deres 2 prototyper, så de næste par år forsøgte de at få lidt valuta for pengene, ved at anvende dem til testflyvning. Desværre mistede de begge fly i løbet af et par år, så ingen af de besynderlige bombefly, med støttehjul og påhængsmotorer, har overlevet til nutiden.

XB-51 prototyperne under USAF evaluering i 1950

XB-51 prototyperne under USAF evaluering i 1950

XB-51 med vingerne i landingskonfiguration

XB-51 med vingerne i landingskonfiguration

Vinderen: Martin B-57 Canberra

Vinderen: Martin B-57 Canberra

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Historie | Tagged as: , , , , , , | Leave a comment

Gæt hvem der kommer til middag..

Kun morsomt for rigtige nørder...

Kun morsomt for rigtige nørder...

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (1 vote cast)
Posted in IT Teknologi | Tagged as: , | 1 Comment

Smurfs up!

1944: Slaget om Leyte Gulf begyndte, da de amerikanske ubåde Darter og Dace spotter en kæmpemæssig japansk flotille (5 slagskibe, 10 tunge krydsere, 2 lette krydsere og 15 destroyere) i farvandet nær øen Palawan. Darter og Dace uddykker og får ved overfladesejlads udmanøvreret de japanske skibe, så de kan lukke op for godteposen fra en passende position.

Ubådsangrebet er usædvanligt succesfuldt og sænker 2 tunge krydsere, samt beskadiger den tunge krydser Takao, så den må vende hjem med en eskorte på 2 destroyere. De resterende skibe fortsætter deres patrulje, men er nu under overvågning af den amerikanske stillehavsflåde.

Dagen efter går det virkelig løs. Amerikanske hangarskibe i området sender bølge efter bølge af torpedo og dykbombere mod den japanske flåde, der får luftassistance fra deres flybase på Luzon, samt en hangarskibsgruppe, der skulle have lokket amerikanerne væk fra Leyte. Slaget udkæmpes både på havet og i luften over de næste 2 dage.

Det ender med et sviende nederlag til den japanske flåde, der mister 4 hangarskibe, 3 slagskibe (inklusive kæmpeslagskibet Musashi), 8 krydsere og 12 destroyere. Amerikanerne mistede et let hangarskib, 2 eskortehangarskibe, 2 destroyere og en eskortedestroyer.

Slaget om Leyte Gulf anses for anden verdenskrigs største søslag og samtidigt et af verdenshistoriens største søslag. Den japanske flåde kom sig aldrig over dette nederlag og amerikanerne beherskede efterfølgende hele Stillehavet.

Flaget stryges på det synkende japanske hangarskib Zuikaku

Flaget stryges på det synkende japanske hangarskib Zuikaku

1953: De små blå Smølfer (Les Schtroumpfs på originalsproget) udkom første gang i det belgiske tegneseriemagasin Spirou. Pierre Culliford, med kunstnernavnet Peyo, havde opfundet de lyseblå dværge, eller rettere navnet på dem, under en middag med kollegaen André Franquin, hvor han (muligvis i drukkenskab) havde glemt ordet ”salt” og derfor bad André række ham noget ”Schtroumph”. Hvortil André svarede ”Her er Schtroumphen, når du er færdig med at Schtroumphe, så Schtroumpf det tilbage”. Ja, de er fulde af spas de belgiere.

Peyo syntes åbenbart det var så morsomt, at han besluttede at lave en tegneserie, hvor personerne snakkede på denne tåbelige måde – Smølferne var født.

I første omgang var Smølferne bifigurer i tegneserien Henrik og Hagbart: Den Fortryllede Fløjte, hvor heltene mødte de små blå fiduser. Året efter fik Smølferne deres egen tegneserie og så var der ingen vej tilbage. Herhjemme hed de oprindeligt Snøvserne, men efter Johnny Reimar i 1977 fik fingrene i dem skiftede de navn til Smølferne. Reimar og Smølferne optrådte i landets indkøbscentre, indtil kunstneriske uoverensstemmelser opløste samarbejdet og Johnny forlod gruppen – synd, han var ellers den mest talentfulde af dem.

Siden 1958 har Smølferne haft en alsidig karriere indenfor tegneserier, film, musik, legetøjsfigurer, skøjteshow (Smurfs on ice), forlystelseshaver, computerspil og reklame. Sidst deltog de i en kampagne for UNICEF, der skulle samle penge ind til rehabiliteringen af børnesoldater i Burundi og Den Demokratiske Republik Congo (begge tidligere belgiske kolonier).

Tag den i blå djævle!

Tag den i blå djævle!

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Almanak | Tagged as: , , , , , | Leave a comment

Batman: hvalernes bedste ven

Miljøorganisationen Sea Shepherd har tilsyneladende fået hjælp af selveste Batman. I hvert tilfælde er deres nye oceangående bevogtningsfartøj ”Ady Gil” i en designklasse helt for sig selv. Fartøjet har en tidligere karrierer under navnet Earthrace, hvor den 24m lange trimaran foretog en jordomsejling på 60 dage og 23 timer. Hvilket var et stykke over verdensrekorden på 50 dage og 16 timer – sat af Orange II i 2005. Det er dog stadig den hurtigste verdensomsejling for motorbåde.

Ady Gill drives af 2 540hk Cummins Mercruise multifuel motorer, der i miljøets navn kører på lavtforurenende biodisel, eller en blanding af animalsk fedt og vegetabilsk olie. For fuld skrue skyder den 83,3km/t, så det skal være lidt af et avanceret hvalfangerskib, hvis det skal slippe fra Sea Shepherd i fremtiden.

I forbindelse med det nye arbejde som beskytter af sydhavets hvaler, blev Earthrace omdøbt til Ady Gill, efter sponsoren, og malet matsort. Det er meningen at Ady Gill skal lægge sig imellem japanske hvalfangere og deres bytte – Et temmelig farligt job.

Steampunk.dk ønsker held og lykke til Sea Shepherd og besætningen på Ady Gill.

Earthrace under rekordforsøget i 2005

Earthrace under rekordforsøget i 2005

Nu med mere stealth og ekstra coolness

Nu med mere stealth og ekstra coolness

To the Batboat Robin!

To the Batboat Robin!

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 9.8/10 (5 votes cast)
Posted in Blandet | Tagged as: , , , , | 3 Comments

Det er ikke størrelsen, der er gørelsen – Dino-style

Vi er bekendt med, at dinosaurer var nogle kæmpe bæster, der trampede rundt på jorden for mere end 65 millioner år siden, hvor der plads nok til den slags. Selvom mangen af den faktisk var temmelig store, så fandtes der en art, der var langt mindre frygtindgydende end de mere kendte dinoer.

Fruitadens er en slægt af dinosaurer, der indeholder de mindste arter indenfor dinosaurus overordenen. Fruitadens haagarorum var, med sine 70cm og godt 1,5kg ikke større end snus for en skilling. Alligevel levede den i dinosaurernes storhedstid for 150 millioner år siden, hvor den pilede rundt mellem benene på giganter som den 35 ton tunge Brachiosaurus. Fruitadens haagarorums tænder viser, at dyret var kødædende og sikkert har levet af æg fra de store drenge i skolegården, samt små insekter (dengang var der også STORE insekter).

Selvom de er små, så har et bid nok nasset en del

Selvom de er små, så har et bid nok nasset en del

Desværre kunne selv ikke dinosaurer i lommestørrelse overleve den katastrofale begivenhed, der i dag omtales som the Cretaceous–Tertiary extinction event, hvor størstedelen af jordens livsformer forsvandt. Fruitadens haagarorum var dog nok forsvundet allerede mange millioner før, men skulle et par stykker have klaret den til omkring 65 millioner år siden, så kom de altså ikke helskindet ud af kridttiden.

Minidino model med T-rex kranium i baggrunden

Minidino model med T-rex kranium i baggrunden

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Mini Facts | Tagged as: , | Leave a comment