På vandringstur gennem Afghanistan

Den Britiske menneskerettigheds-professor, diplomat, politiker og forfatter Rory Stewart besluttede i 2002, at afslutte sin godt 10.000km lange vandring fra Tyrkiet til Bangladesh, med den manglende tur gennem Afghanistan. Da Stewart oprindeligt gennemførte turen, var Afghanistan under Taliban og selvom landet stadig ikke er et sikkert feriemål, så var turen på det tidspunkt direkte umulig.

I januar 2002 startede han fra Herat i det vestlige Afghanistan og begav sig østpå langs de urgamle handelsruter. Selvom han ofte blev eskorteret af venlig, eller bekymrede Afghanere, så gennemførte han egentlig turen alene og til fods. Mad og nattely overlod han til den traditionelle muslimske gæstfrihed, der da også for det meste slog til, selvom landet kæmper mod en ufattelig fattigdom.

Rory Stewart og hans Afghanske Mastiff Babur halvvejs gennem turen

En sådan rejse gennem Afghanistan ligger næsten udenfor vores europæiske forestillingsevne. Landet har stort set ingen infrastruktur, ingen moderne bekvemmeligheder, ingen love og overhoved ikke nogen form for sikkerhed.

En officer i de Afghanske sikkerhedsstyrker advarer Stewart før han sætter ud fra Herat: “You are the first tourist in Afghanistan,it is mid-winter, there are three meters of snow on the high passes, there are wolves, and this is a war. You will die, I can guarantee.”

Den midlertidige rejsefælle Abdul Haq og hans elskede kalashnikov

Til trods for den barske garanti, så dør Stewart ikke under rejsen. Der er sult, der er kulde og næsten ufattelig udmattelse, men en ualmindelig indre styrke driver ham videre gennem bjergpas efter bjergpas. De lokale behandler ham skiftevis som en hjemvendt søn, og som et potentielt røveri-offer, men trods deres ofte uforståelige handlingsgrundlag, lykkedes det altid Stewart at komme igennem situationerne.

Rejsen bærer ofte præg af en tidsrejse og forskellen mellem vores og deres levestandard er næsten ubegribelig. En velanset landsbyleder, er velanset og leder, fordi han ejer en gammel vandpumpe. En batteridrevet transistorradio tændes til Stewarts ære, selvom intet andet en støj kan modtages i den fjerne bjergegn – radioen er et tegn på velstand, uanset om den så kan fange en station eller ej.

Mange Afghanere delte gerne deres meget sparsomme forråd med den rejsende

Der er kommet en bog ud af Rory Stewarts rejse: The Places in Between. Ikke en af de normale selvfikserede moderne rejsebøger, men en fortælling om Afghanistans befolkning i fortid og nutid. Bogen udmærker sig ved, hverken at være et hadsk billede af Taliban og deres ideologiske åndsfæller, eller en romantisk udlægning af den afsondrede middelalderkultur i Afghanistans fjerne egne. Det er en fortælling om de mennesker man kan møde, hvis man tør bevæge sig til fods gennem Afghanistan – og den er bestemt værd at læse.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Blandet | Tagged as: , , , , | Leave a comment

Den udødelige vandmand

Turritopsis nutricula har et helt specielt kneb oppe i ærmet: udødelighed. Så vidt vi ved, så er denne vandmand det eneste dyr, der kan ændre sin udvikling og vende tilbage til et tidligere stadie. En fuldvoksen Turritopsis nutricula vandmand, eller vandkvinde, kan således ikke bare stoppe ældningsprocessen, den kan simpelthen gå i barndom og blive en polyp – Ah! at være polyp igen, tænker de ofte.

< Afsnit om avanceret cellekemi og biologiske fiksfakserier >

Når Turritopsis nutricula er atter er polyp, så starter den simpelthen forfra og udvikler sig til en vandmand på ny. Teoretisk kan Turritopsis nutricula foretage denne forvandling i det uendelige og derved opnå biologisk udødelighed. Videnskaben holder et vågent øje med forvandlingen, da den giver et unikt indblik i den biologiske ældningsproces.

Til trods for denne enestående evne, så bliver Turritopsis nutricula ofte ikke så gamle, da plankton (ja, vandmænd klassificeres som plankton) som regel bliver spist, eller dør af sygdom. Udødelighed er altså ikke bare et spørgsmål om at blive gammel, det drejer sig om ikke at dø. Som Woody Allen siger: I don’t want to achieve immortality through my work… I want to achieve it through not dying.

The only thing wrong with immortality is that it tends to go on forever.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (8 votes cast)
Posted in Blandet, videnskab | Tagged as: , , | Leave a comment

Dagligdag i Cuba

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Billeder | Tagged as: , | Leave a comment

Requiem for Detroit – del 1: Prelude to disaster

Motor city, Motown og Arsenal of Democracy. Detroit har haft mange kælenavne og var i en menneskealder også Amerikas kæledægge. Detroit var industrialiseringens perle, byen hvor både masseproduktion og forbrugssamfund blev skabt langs Fords uendelige samlebånd.

Detroit er mere end nogen anden by forbundet med bilindustrien. Allerede i 1899 åbnede Henry Ford sin Highland Park automobilfabrik og byggede sig hovedkvarter i selve Detroit (Highland park var dengang en selvstændig provinsby). I 1920erne fulgte både General Motors og Chrysler med og ved overgangen til 1930, var Detroits plads som bilindustriens globale hovedstad cementeret.

Fra et lille Franske fort i 1701 voksede Detroit til 265.000 indbyggere i 1900 og derfra til over 1,5 millioner i 1920. Detroit nåede sit højdepunkt i 1940erne, hvor byen havde over 1,8 millioner indbyggere – herfra gik det ned af bakke.

Den lille park Campus Martius og Detroits gamle rådhus i 1914

Denne serie poster kunne meget nemt være blevet en fortælling om bilindustriens historie, eller om de tre største Amerikanske bilfabrikanter og deres teknologiske udvikling, men i stedet valgte jeg af fokuserer på menneskelige side af Detroit. Byen der på 40 år gik fra en status som Amerikas absolutte middelklassedrøm til en næsten glemt skamplet, der i nogle byområder ikke står tilbage Chenobyl når det gælder forfald og ødelæggelse.

Michigan Theater - fra Sinatra til parkeringsplads på 50 år

Bellevue Avenue – ruiner så langt øjet rækker

Det startede naturligvis ikke med ruiner og slum. Detroits byplanlægning flugte nøje bundlinjen hos Amerikas tre førende automobilfabrikanter. 1920erne var byens arkitektoniske guldalder. Her byggedes de prangende Art Deco paladser, teaterene, hotellerne, kontorbygningerne og beboelsesejendommene. Landemærker indenfor moderne arkitektur, der gjorde byens borgere stolte og satte Detroit på listen over rigtige Amerikanske storbyer.

Michigan Central Station serving the community from 1916 to 1988

Depressionen i 1930erne ramte Detroit hårdt. Byen var bygget på Amerikanernes overskudsindkomst og med stigende arbejdsløshed kom faldende bilsalg. Arbejdsløsheden i Detroit steg til 30% efterhånden som fabrikkerne lukkede ned for produktionen. Samtidig faldt gennemsnitslønningerne for dem der stadig havde arbejde med 54%.

Statens velfærdsydelser lå på 15 cent om dagen og der var ingen a-kasse, eller andre økonomiske forsikringer. Derudover havde børskrakket i 1929 revet mange banker med sig og mange arbejdsløse havde i tillæg mistet deres livsopsparing.

Fagforeningsarbejde i 1930ernes Detroit - Local 299 home of Jimmy Hoffa

I 1932 demonstrerede godt 5000 medlemmer af Auto, Aircraft and Vehicle Workers of America og The Detroit Unemployed Council, begge tilknyttet Communist Party USA, mod regeringens manglende initiativ og Fords brug og smid væk mentalitet over for de medarbejdere, der i 20erne havde skabt milliardoverskud til firmaet.

Demonstranterne ville afleverer 14 krav til Ford, heriblandt brændsel til de arbejdsløse, sygesikring og fagforeningsfrihed. Politi og sikkerhedsfolk fra Ford fulgte demonstrationen tæt og det kom til sammenstød, hvor 3 demonstranter blev dræbt af skud fra politi og sikkerhedsfolk. Herefter besluttede demonstrationens ledere, at afblæse resten af aktionen.

Da demonstrationen vendte om og påbegyndte deres velordnede tilbagetrækning, kørte Fords sikkerhedschef, Harry Bennett, sin bil frem og beskød folkemængden med en pistol. Bilen blev øjeblikkelige overdænget med sten, hvilket fik Fords sikkerhedsfolk til at åbne ild med maskinpistoler. Yderligere en demonstrant blev dræbt og omkring 60 såret.

I slutningen af 30erne bevægede Amerika sig langsomt ud af den økonomiske depression. Folk begyndte så småt at købe biler igen og på Fords fabrikker kom der atter gang i samlebåndene. Helt tilbage på toppen kom Detroit dog ikke, før den Amerikanske regering i 1941 påbegyndte en massiv våbenproduktion til støtte for England og, skulle det vise sig, til deres eget brug.

Under krigen tiltrak Detroit titusinders af Amerikanske arbejdere fra sydstaterne. Både sorte og hvide rejste mod våbenfabrikkerne, der lokkede med gode lønninger for ufaglærte, billige boliger og alt hvad datidens Amerikanere forbandt med velstand. Med sig bragte de sydstaternes hårdt optrukne etniske segregation og ublu racisme.

I 1943 kom det til direkte gadekampe mellem grupper af Detroits sorte og hvide ungdom. Urolighederne strakte sig over 36 timer og myndighederne måtte sætte Natiolan Guard ind, for at få situationen under kontrol. 34 mennesker dræbt og omkring 600 såret.

Soldater patruljerer Hasting Street i Detroits sorte bydel - 1943

Hastings street i dag – nedlagte fabrikker og forladte boliger

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (1 vote cast)
Posted in Blandet, Historie | Tagged as: , , , , , , , | Leave a comment

Skyggespil

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 6.0/10 (1 vote cast)
Posted in Billeder | Leave a comment