Vi husker vel alle sammen Daimi’s “Balladen om Klante Kofoed“, hvor den kære Klante slet ikke kunne lade være med at steppe. Ok, det gjorde jeg heller ikke før denne historie mindede mig om den.
På en varm julidag i 1518 begyndte Fru Troffea fra Strasbourg pludselig at danse febrilsk rundt i byens gader. I løbet af den næste måned spredte dansen sig og Fru Troffeas medborgere tog snart livlig del i valsen. I august var der over 400 dansere i Strasbourg, hvoraf flere var døden nær af udmattelse.
De lokale læger, der nok var mere kødsnedkere end medicinske akademikere, kunne ikke finde en årsag til festlighederne, andet end en vished om, at ingen af dem dansede af egen fri vilje. Det var heller ikke muligt af finde en kur mod dansesygen, hvilket efterhånden tog livet af de ramte – enten ved hjerteanfald, eller komplet udmattelse. Dem der faldt om af træthed, gentrådte kækt i valsen så snart de vågnede – næsten alle ramte døde.
I slutningen af august samme år, forsvandt sygen lige så pludseligt som den var opstået og efterlod ikke andre spor end godt 400 indskrivninger i Strasbourgs dødebog.
Historiske dokumenter viser, at der faktisk foregik noget usædvanligt i Strasbourg på tidspunktet. Udover den omtalte dødebog, så findes der korrespondance mellem byens læger og byrådet, der omhandler de dansende og sygen de tilsyneladende havde pådraget sig.
Man havde som sagt ingen forståelse for sygdommens natur, men det blev generelt accepteret, at det var en naturlig process, modsat en besættelse, der sikkert skyldtes ”varmt blod”. Løsningen var, som altid, en blodladning hos barberen og så ellers bare lade sygdommen rase til den var ude af systemet. Byrådet lod derfor to dansehaller åbne og hyrede et orkester til at sætte gang i løjerne – hvilket nok ikke ligefrem var den bedste løsning, når folk skvattede døde om af udmattelse.
Der er stadig ingen forklaring på fænomenet, men det har været foreslået, at dansesygen skyltes en form for massehysteri. Området var på tidspunktet plaget af kolde vintre og usædvanligt varme somre, der havde afstedkommet elendige høstresultater og dertil følgende sult og nød. Der var ligeledes flere epidemier af syfilis, spedalskhed, kopper og alverdens andre middelalderlige lidelser. Disse forhold kunne have skubbet befolkningen ud over den psykologiske normalgrænse og frembragt en såkaldt Mass Psychogenic Illness – et reelt psykologisk fænomen.
Det er også muligt, at sygen skyltes svampearten Meldrøjer, der lever i rugkorn og nemt kunne være smuttet med i brødet. Meldrøjer er et kraftigt psykogen der har stået bag flere besynderlige hændelser i historiens løb. Det er fra Meldrøjer at man først isolerede stoffet lyserginsyre-diætylamid, bedre kendt som LSD. Noget der nok kan få de fleste til at danse lidt underligt.
Dansesygen i 1518 var ikke et enkeltstående tilfælde. Aachen i Tyskland var ramt af en lignende epidemi i 1374 og der findes utallige andre mindre udbrud op gennem den Europæiske middelalder – fra Holland til Spanien. I Italien har den ligefrem afstedkommet en småfjollet folkedans, med et karakteristisk upbeat tempo: Tarantella.
Den følgende film er optaget under ekstremt farlige forhold af Steampunk.dk’s udsendte medarbejder blandt de indfødte – Oh those Italians!
