For godt et år siden (marts 2009) opsendte NASA’s Jet Propulsion Laboratory et nyt rumteleskop med en ganske særlig opgave. Teleskopet er en del af NASA’s lavbudget Discovery Program, der fokuserer på ideer udenfor rumfartsorganisationens traditionelle kunder. Der er tale om forholdsvis billige missioner, men med helt specifikke videnskabelige mål. Keplers mission er en decideret planetjagt.

Teleskopets ultra-følsomme instrumenter kan nemlig detekterer den svagt ændring af lyset fra en fjern stjerne, der vil forekomme hvis en planet kredser mellem Kepler teleskopet og stjernen – altså hvis der er en planet i systemet. Helt specifikt kigger Ḱepler efter planeter der ligger i et område svarende til afstandene mellem Venus og Mars – også kaldet den beboelige zone, fordi dette område har størst sandsynlighed for flydende vand. Vores nuværende forståelse for livets udvikling, anslår at flydende vand er en nødvendighed for udvikling af højerestående liveformer – mere komplekse end bakterier. Solide planeter indenfor dette bælte kaldes ofte Goldilocks Planets, fordi de som grøden i eventyret om Guldhår har lige nøjagtigt den rette temperatur.

Over de næste 3½ år, vil Kepler missionen holde øje med lysstyrken på 145.000 stjerner og forhåbentlig besvare mange spørgsmål om planetdannelse. Blandt andet om jorden er usandsynlig heldig, ved at have den rette størrelse og afstand fra solen. Forhold der anses for nødvendige for udvikling af liv. Er planeter i stil med jorden udbredte, vil det øge sandsynligheden for, at der findes andet liv i universet.

Planterne skal selvfølgelig kredse om stjernen indenfor vores line-of-sight, altså så den kommer imellem os og stjernen – det forventes at kun godt 1 ud af 215 kredser på denne måde. Det vil sige, at selvom samtlige 145.000 stjerner på keplers liste havde jordagtigt planeter, så ville Kepler kun opdage 465 stjerner med planeter – skulle det kun være 10% af stjernerne der har denne planettype, så vil Kepler kun opdage 46 (og en halv!). Det vil dog give statistiske oplysninger, der kan bruges i beregning af det samlede antal Goldilocks planets.

Det forholdsvis lille område som Kepler holder øje med

Kepler begyndte at sende data hjem i januar 2010. Indtil videre har den opdaget endnu et mysterium i kosmos. Nemlig to objekter af planetstørrelse, der kredser om en den samme stjerne. Dette er i sig selv ikke videre bemærkelsesværdigt, men objekterne er mange gange varmere end den stjerne de kredser omkring – noget man ikke havde set før og heller ikke rigtig aner hvad er.

Folkene bag Kepler missionen er nu ved at gennemgå de første faktiske data, altså lysintensiteten fra de overvågede stjerner, og forventer en offentliggørelse i juni. En del stjerner er blevet droppet fra listen og udskiftet med andre, fordi de har vist sig at varierer i lysstyrke af interstellar årsager. Man har dog allerede frigivet data om 5 nye planeter, der desværre alle ligger udenfor den beboelige zone.

Der er forlydende om, at Kepler missionen allerede har identificeret 40-50 nye planeter i den beboelige zone, men der er altså ikke nogle officielle tal før deres data er blevet verificeret. Det bliver spændende og se hvordan statistikken ser ud. Jo flere Goldilock planeter Kepler opdager, jo større er chancen for at vi ikke er alene i universet.