Der foregår mystiske ting i Californiens Death Valley National Park. Ting af kan få konspirationsteoretikerne op af stolen og os andre til at klø os eftertænksomt i nakken. På den sæsonmæssigt udtørrede søbund Racetrack Playa, bevæger stenene sig nemlig af sig selv.

Nu er det ikke sådan, at stenene drøner rundt og vælter folk omkuld. Stenene i Racetrack Playa bevæger sig kun når folk ikke kigger på dem, men til gengæld efterlader de tydelige mærker over den udtørrede søbund. Det er ikke et fænomen der skal forveksles med de allestedsnærværende korncirkler – stenbevægelserne i Death Valley er et reelt geologisk fænomen.

Geologerne Jim McAllister og Allen Agnew opdagede de besynderlige spor i 1948, men var ikke umiddelbart i stand til at give en forklaring. Siden er andre fremkommet med forklaringer, der strækker sig fra det overnaturligt til vandvittigt komplekse, men geologisk brugbare, beregninger af vind og vejrforhold. Den simpleste og mest accepterede forklaring involverer mudder og stærke vinde.

Der er dog to hager ved den sidste forklaring. Primært er stenene ofte ganske tunge (op mod 80kg) og sekundært burde fænomenet ikke kun foregå på Racetrack Playa, hvis forklaringen afhænger af forhold, der kunne opstå hvor som helst i verden. De bratte retningsskift syntes også at tale imod en vind/mudder forklaring.

Fra 1972 har geologerne Bob Sharp og Dwight Carey holdt øje med de eventyrlystne sten. Samtidig har de afprøvet forskellige teorier, der dog aldrig rigtigt har beskrevet fænomenet 100%. For eksempel afprøvede man ideen om at islag omkring stenene kunne øge deres areal og dermed virke som en slags sejl, ved at indhegne en særligt udvalgt vandresten, så kun åbninger i stenens oprindelige bredde var tilbage. Hvis stenen opbyggede et islag, så ville den ikke komme forbi hegnet. Hen over vinteren bevægede stenen sig alligevel 8½m uden at ramme hegnet.

Den største vandresten på Sharp og Carey’s liste vejede omkring 320kg og lå forenden af et 200m langt spor, der dog muligvis stammede fra den oprindelige fald ned i dalen. Stenen, der blev navngivet Karen, forsvandt sporløst i 1994, men er muligvis fundet igen omkring 800m fra den oprindelige position – den var ikke mærket, så det er et kvalificeret gæt.

Eftersom stenene ikke bevæger sig om sommeren, så er det sandsynligt, at årsagen til nogle af bevægelserne skal findes i forbindelse med isdannelse og besynderlige vindforhold. Problemet er dog, at den is der i så fald ville muliggøre bevægelsen også ville umuliggøre de spor stenene afsætter. En større glaciseragtig løsning, hvor stenene skraber over søbunden, efterhånden som ismassen bevæger sig, usandsynliggøres af stenenes krydsede spor.

Selvom flere forskningshold har opsat infrarøde kameraer i dalen, er der er endnu ingen der har set stenene i bevægelse. Gode teorier er der nok af, men den egentlige forklaring mangler stadig.