The legend og Jack Churchill

Som enhver anden krig, viste anden verdenskrig sig, at bringe både det bedste og det værste frem i de mennesker der deltog (mest det værste). Der var dog også tilfælde, hvor krigen bragte andre menneskelige egenskaber frem, eller rettere, hvor mennesker med besynderlige egenskaber flød op til overfladen. Mennesker der ellers ikke ville have forrettet meget i livet, fordi deres psykologi faktisk kun egner sig til krig. En af disse var Lieutenant Colonel John Malcolm Thorpe Fleming “Jack” Churchill.

jack02_448x447

Jack Churchill blev født I Hong Kong af engelske forældre i 1906, men vendte hjem til moderlandet og graduerede fra militærakademiet Sandhurst i 1926. Med en officersbestalling i lommen, satte han atter kursen mod den østlige del af imperiet og gjorde tjeneste ved The Manchester Regiment i Burma, indtil 1936, hvor han forlod hæren på grund af kedsomhed. De næste par år beskæftigede han sig med bueskydning på konkurrenceniveau of sækkepibemusik på hobbyniveau – det er jo rart at være velhavende.

Da Tyskland i 1939 invaderede Polen, øjnede Jack straks en chance for militær ære og lod sig derfor genhverve til sit gamle regiment. Jack Churchill kom i kamp under slaget om Frankrig, hvor han udmærkede sig ved at bære et karakteristisk skotsk Clamoresværd. Ifølge Jack, var enhver mand der drog i kamp uden sværd ikke korrekt påklædt. Han havde naturligvis også sin Engelske langbue med og benyttede den under et angreb som startsignal da han fældede en tysk sergent med et velrettet skud. Han var den eneste Britiske soldat, der dræbte en fjende med bue og pil under anden verdenskrig.

Vores hjemlige Anders Lassen, der kæmpede i de Britiske SAS styrker, var også en dygtig bueskytte, men han fik afslag, da han ansøgte om at medbringe en bue under kamp.

Churchill under en konkurrence i Norge - 1939

Churchill under en konkurrence i Norge - 1939

Efter evakueringen fra Dunkirk meldte Jack Churchill sig til kommandostyrkerne, da han korrekt formodede, at disse ville komme i kamp hurtigere end de regulære tropper. Efter den grundlæggende træning, blev han tilknyttet No. 3 Commando som næstkommanderende og deltog i deres første aktion mod en tysk militærenhed Vågsøy i Norge. Operationen hed meget passende ”Operation Archery”.

Jack Churchill var en officer der ledte fra forreste linje og under Operation Archery stod han forrest i landgangsfartøjet med sin sækkepibe og spillede “The March of the Cameron Men”, mens bølgerne slog omkring ham. Ved selve landgangen ledte han sine mænd med Claymoresværdet i hånden. Billeder herunder er dog fra en øvelse i Inveraray, Skotland.

jack01

Han var en mand men bed mærke i og i løbet af krigen steg han hurtigt i graderne, så han i 1943 var befalingshavende for No. 2 Commando, da de gik i land på Sicilien. Tratidionen tro, havde han Claymoresværdet spændt i bæltet og sækkepiben under armen.

Den psykologiske effekt af det drabelige Claymoresværd, fik i flere omgange tyske soldater til at droppe deres våben og overgive sig betingelsesløst. Mest bemærkelsesværdigt, da Jack og en soldaterkammerat i løbet af kort tid tog 42 tyskere til fange nær Salerno. Dette udløste en Distinguished Service Order medalje.

Jack Churchill overvåger tropperne på Sicilien

Jack Churchill overvåger tropperne på Sicilien

I 1944 deltog han sammen med Tito’s partisaner i et angreb på øen Brač i Adriaterhavet, hvor han, efter partisanerne viste sig betænkelige ved fremrykning, selv stormede den tyske forlægning med sine kommandosoldater, mens han spillede “Will Ye No Come Back Again?” på sækkepiben. Desværre fejlede angrebet og Churchill var den eneste i styrken, der ikke blev dræbt, eller såret. Han blev dog slået bevidstløs af trykket fra en mortergranat og vågnede i tysk fangenskab.

Tyskerne kunne dog ikke holde Churchill fanget ret længe. I september 1944 stak han af fra Sachsenhausen og begav sig nordpå mod østersøkysten. Uheldigvis blev han fanget nær kysten og sendt til Tyrol sammen med en gruppe prominente fanger – dem Hitler ønskede dræbt inden krigens afslutning. Det viste sig dog, at deres fangevogtere ikke ønskede at efterleve Hitlers ordre (krigen var på det nærmeste slut og unødigt drab på fanger tegnede ikke godt for en karriere i efterkrigstiden). De overlod fangerne til sig selv nær “Arbeitserziehungslager Reichenau”, hvorefter Jack Churchill vandrede sydpå mod Italien, hvor han mødte en amerikansk kampvognskolonne.

Krigen i Europa var slut, så Churchill meldte sig hurtigt til tjeneste i Stillehavet og nåede da også tilbage til Burma, inden atombomberne satte en stopper på japanernes kampiver. Det var ikke en begivenhed der passede Jack og hans officielle indstilling var “If it wasn’t for those damn Yanks, we could have kept the war going another 10 years!

Fighting Jack Churchill, eller Mad Jack som han også blev kaldt, blev i forsvaret indtil 1959, hvor han gik på pension. Jack Churchill var indehaver af Distinguished Service Order (DSO) med bar og Military Cross (MC) med bar. Han døde 8/3 1996.

jack08

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Be Sociable, Share!
Posted in Historie | Tagged as: , | Leave a comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *