Verdensmester i cykelløb, motorracer, ambulancechauffør under første verdenskrig, stuntkvinde og luftfartspioner. Belgieren Hélène Dutrieu havde mere på CV’et end de fleste af samtidens mænd og uendeligt mere end samtidens kvinder.
Hélène var født i en Belgisk officersfamilie i 1877. Hun var en pige med krudt i og allerede i skoletiden var hun en fænomenal cykelrytter. En sportsgren der ikke have mange kvindelige udøvere i slutningen af 1800tallet. Hun forlod skolen som 14årig, for at forsøge sig som professionel cykelrytter på de populære indendørs træbaner. I 1895 slog hun verdensrekorden for kvinder i distance over tid – hun kørte i en time, men jeg har ikke kunne finde distancen.
I 1897 og igen i 1898 slog hun kvindernes hastighedsrekord på bane og fik i den forbindelse kælenavnet “La Flèche Humaine” (den menneskelige pil). Efterfølgende optrådte hun med cykelstunts rundt omkring i Europa, men nåede da også at vinde Grand Prix d’Europe og et 12 dags race i London. Den Belgiske kong Leopold II tildelte hende samme år Skt. André korset med diamanter, for hendes enestående karriere indenfor cykelløb.
Hun specialiserede sig også i motorcykelkørsel og kunne selvfølgelig både udføre hop og køre dødsdrom. Da cyklingen efterhånden blev minder interessant for tilskuerne, skiftede hun til automobilkørsel og optrådte herefter med både motorcykel og automobilstunts. Det gik naturligvis ikke altid godt og efter mislykkedes et loop på en specialbygget bane, måtte hun tilbringe 6 måneder på hospitalet.
I 1908 begyndte hendes karriere indenfor flyvningen, da den franske Clément Bayard fabrik bad hende prøveflyve deres nye maskine: No. 19 Demoiselle (ungpigen). Hélène var ikke pilot, men dengang tog man ikke certifikater så højtideligt. Uheldigvis styrtede hun og ødelagde maskinen under den første tur, men med vanlig mod på tilværelsen, satte hun sig bag pinden i erstatningsmaskinen og fløj den succesfuldt en tur rundt om flyvepladsen. Turen gjorde hende til den første kvindelige Belgiske pilot og den fjerde kvindelige pilot overhovedet.
Hélène tilføjede herefter flyvning til sine opvisninger og fik dermed et nyt kælenavn: Høgepigen. Hun rendte ind i en mindre skandale, da det afsløredes, at hun ikke bar korset under flyvningerne, men det var dog kun kortvarigt, da Europa var mere interesseret i hendes bedrifter end hendes korset. I 19010 fløj hun solo fra Ostend til Bruges. En ikke uanseelig bedrift, når man tager datidens maskiner i betragtning. Samme år vandt hun Coupe Femina, der udlovede 2000 frank til det kvindelige pilot der tidsmæssigt havde fløjet den længste tur i løbet af året. Hélène havde fløjet 2 timer og 35 minutter.
I 1911 tog hun til Amerika, hvor hun deltog i en række flyvekonkurrencer og promoverede flyvningen generelt. Efter turen til USA, slog hun vejen forbi Italien, hvor hun vandt Coppa del Re for næsen af 14 mandlige deltagere.
Da første verdenskrig brød ud, meldte hun sig som ambulancechauffør og endte i løbet af krigen som direktør for Campagne à Val-de Grâce militær hospital. Efter krigen giftede hun sig med en franskmand og fik fransk statsborgerskab. Derudover slog hun sig på journalistikken og blev også vicepræsident for den kvindelige del af Aéro-Club de France. Luftfarten forblev en stor del af hendes liv og i 1956 stiftede hun Coupe Hélène Dutrieu-Mortier, men en pris på 200.000 frank til den franske, eller belgiske, kvinde, der i løbet af året havde foretagt den længste flyvning.
Hélène Dutrieu døde i juni 1961 83 år gammel, efter et langt liv fyldt med bedrifter og eventyr –ikke nogen dårlig måde at tilbringe tilværelsen på.
