Hvis man nogensinde har haft fingrene i en kogebog fra 50erne, så er man utvivlsomt stødt på gelé, eller Aspic-retter i dusinvis. Denne (heldigvis) glemte del af madlavningens ædle kunst, er faldet fra sin tidligere højtrangerede position og anvendes nu kun til sky og særligt fornemme deserter.
Engang var det dog anderledes. Anvendelsen af gele kunne bringe en husmor til en hidtil uanet anseelse blandt venner og familie.
I en gammel dansk kogebog beskriver Aspic således: “Aspic er let at tilberede og burde kendes af enhver husmoder. Det virker altid smukt at kunne servere forskellige, glaserede, kolde anretninger og har tillige den fordel, at anretningerne holder sig friske og saftige, således at man kan tillave retterne om morgenen og lade dem stå til aften eller om aftenen forud til næste dag”. Der er altså tale om tildækning af gamle madvare, men et uigennemtrængelig lag af gelé.
En dejlig kylling og kalkunbudding
Imponer vennerne med en velsmagende avokado og kalkun ret
Det helt særlige ved 50ernes gelé-retter var deres farve. Man havde endnu ikke helt indset de skadelige bivirkninger ved datidens tilsætningsstoffer og det var med al tydelighed en fordel, at anvende så mange tilsætningsstoffer som muligt.
Ring-Around-the-Tuna gik altid lige ind i hjertet
Man satte ingen grænser for kokkens udfoldelser, alt der kunne spises (og muligvis en del der ikke kunne) blev formstøbt i aspic og farvet ind, så det passede til årstiden eller dugen.
Forårsglæde med denne Chutney-rand - mums!
Jeg formoder, at der er tale om kattemad i gelé
Endnu en imponerende tunret, denne gang med icebergsalat
Rejebudding - mad for de kongelige
Det er ikke bare Aspicretterne der er så klassisk 50er, det hele den husmor-kultur der ligger i fænomenet. En kvinde skulle ikke bare kunne lave mad (plus de utallige andre huslige gøremål), hun skulle fremstille grænseoverskridende og kunstfærdige retter, der var værdige til mandens kollegaer, når de (med deres koner) blev inviteret til middag. Derfor er Aspicretter på et eller andet sociologisk niveau en del af 50ernes stereotypiske rollemønster. Et rollemønster der konsekvent fremstilles i reklamerne (en Aspic-kvinde er måske en moderne husmor, men hun er ikke en moderne kvinde). Jeg er helt sikker på, at der aldrig er blevet serveret Aspic-retter i Grevinde Danner stiftelsen.
Dem af jer der kender mig personligt, kan sikkert godt regne ud, hvad menuen står på ved næste besøg.
i wonder what she did with it.....
Tak lille kone.....
En Jell-o pige, er en pige man kan gifte sig med
