I vores hastigt skiftende dagligdag, bliver gårsdagens hverdagsbegivenhed hurtigt til morgendagens uforståelige fortidslevn. For bare 10 og 20 år siden foretog vi os almenkendte og naturlige ting, der i dag slet ikke kendes af den yngre generation.
Vi skal se lidt på denne svundne hverdag. Ikke fordi det nødvendigvis er blevet dårligere med tiden, men fordi det naturligvis også vil ske med nutidens hverdagsting: bilnøgler, CRT skærme, flybiletter og hvem ved, måske også bøger.
At finde biblioteksbøgers indekskort af karton i det store kartotek. Det syntes ikke så længe siden, at men skulle gennemrode de lange skuffer, når man søgte en udlånt bog. Derudover er fotonoteringen overtaget af den digitale notering, der selvfølgelig er en hel del smartere. Hvad med at gennemrode albumomslag i musikafdelingen?
Det ærværdige bibliotekskartotek var naturligvis ofte i træ
3D biograffilm med rød/grønne briller. Med jævne mellemrum forsøgte biografindustrien at indfører 3D oplevelser med anaglyph billedteknologi, hvilken var baseret på forskudte rød/grønne farveudgaver af filmens billeder. Derfor skulle biografgængeren bære briller med tilsvarende farvede glas (rødt for det ene øje og grønt for det andet). Det blev aldrig nogen stor succes, men selv DR hoppede i starten af 80erne med på bølgen og sendte 3D film i en kort periode.
Engangsudgaven af de rød/grønne 3D briller
Den skrigende lyd af et modem der prøver at forbinde. Med de faste digital netværksforbindelser er den analoge dataforbindelses dage talte. Jeg tvivler på, at der er mange internetudbydere der stadig tilbyder adgang med modem, selvom der sikkert er modementusiaster rundt omkring i landet, der fastholder en eller anden bizar fordel ved modemforbindelsen. Jeg husker stadig at folk blev imponeret over et 9,600k udvendigt modem fra US Robitics.
Den helt klassiske akustiske kobler
Skrivemaskiner. Da computeren holdt sit indtog på kontoret, kæmpede skrivemaskinefabrikanterne en ulige kamp for deres markedsdel. De indførte endda en mindre digital hukommelse på nogle modeller, i et forgæves forsøg på at lokke kunder til, med en computeragtig maskine. Det var dog kun en dødskrampe. I dag er der næppe skrivemaskiner i noget dansk kontor og de fleste forlag modtager kun manuskripter i elektronisk form. William Gibson brugte faktisk en Hermes 2000 skrivemaskine, til at skrive hans klassiske cyberpunk roman Neuromancer fra 1984.
Den Amerikanske forfatter William Faulkner’s Underwood Universal Portable typewriter
Afhente feriebillederne efter fremkaldelse. Før digitalkameraets ankomst, var 35mm film det mest udbredte fotografiske format. Disse filmruller skulle naturligvis fremkaldes hos den lokale fotobutik, hvorefter man ventede nogle dage i spænding. De færreste fotobutikker havde deres eget mørkekammer, så de skulle sende dem af sted til et fotolaboratorium, hvorfra de vendte tilbage i en flot papirudgave. Det var ikke unormalt, at fotoekspedienten kiggede med under første gennemgang af billederne. En sjælden gang imellem lykkedes det laboratoriet at ødelægge filmen, så feriebillederne enten var væk, eller havde sjove misfarvninger.
Feriestemning fra Cala Mayor på Mallorca i starten af 80erne
Indlæse computerprogrammer fra et kassettebånd. Det første datalagermedie der blev udbredt blandt hjemmebrugere, var de gamle magnetiske kassettebånd, som de fleste alligevel havde i huset. Der har siden været en del lagermedier, men ingen har haft den ubrugelige charme som kassettebåndet. Både 5 1/4 og 3½ tommer floppydisk var lysår foran dette medie. Der skulle ikke så meget til, før en indlæsning gik i vasken og skulle genstartes, hvilket var temmelig irriterende når man virkelig ville spille Impossible Mission på sin Commodore 64.
Impossible mission til Commodore 64 - på bånd!
Lysbilledsalg på museer. Fotografering var ikke tilladt på mange museer, så der var opstået en lille industri, der med tilladelse tog billeder af udstillingen og solgte dem som lysbilleder. Som regel hang de i praktiske pakker ved billetkiosken, hvor man også kunne se hvad man købte i papirformat. Særligt moderne museer havde en lyskasse, hvor man kunne beskue selve lysbillederne inden man besluttede sig. Souvenirbutikker solgte også lokaloplevelser som lydbilledsæt, hvor man for eksempel kunne få de mest berømte københavnske landemærker og derefter nyde dem på det hvide lærred hjemme i stuen. Mon ikke disse turist lysbilleder snart bliver et samleobjekt?
Som en sidebemærkning kan det nævnes, at man også viste reklamer på lysbilleder i biografen.
Det var ikke lige til at finde en image af de omtalte lysbilledsæt, så her er nogle andre
Biografens højlydte ”gisp!” da Darth Vader sagde ”No. I am your father!”. Eftersom episode III ligesom ødelægger overraskelsen. Desuden oplever de ikke Luke Skywalker lade sig falde lydløst i døden efter Vaders oplysning. Den nuværende version har klippet et ynkeligt skrig ind i scenen. Yderligere ser de ikke, at Han Solo faktisk skyder først under sammenstødet med Greedo i Mos Eisley Cantina. Star Wars nørderi måske, men en del af enhver ordentlig science fiction opdragelse.
