Tarawa – djævleø og tropeparadis

Jeg spidser altid min Steampunk.dk blyant, når jeg ramler på usædvanlige billeder fra anden verdenskrig og forleden fandt jeg en samling farvebilleder fra øen Tarawa i Gilbert øgruppen.

I sommeren 1944 var øen under amerikansk kontrol og som det fremgår af nedenstående billedserie, var der en del bountyland og tropeferie over situationen. Det amerikanske flyvevåben havde en base på øen, ligesom den amerikanske flåde benyttede Tarawa som forsyningsdepot. Tarawa blev også anvendt som rekreation for sårede, eller udmattede, marinesoldater. Der var derfor ganske roligt, med tid til både baseball og udriggersejlads i lagunen – ikke dårligt, hvis man nu skal være i krig.

Da flåden og flyvevåbenet overtog øen, var forholdene som det ses ganske tilforladelige. Det er dog værd at huske på, at Tarawa krævede mange tusinde liv (amerikanske og japanske), da amerikanske marinesoldater i november 1943 invaderede øen.

Kampene, der stod på mellem den 20ende og 23ende november 1943, var stillehavskrigens hidtil hårdeste og for første gang blev en amerikansk amfibieoperation filmet under selve landgangen. Krigsfotografen Staff Sgt Norman T. Hatch var med under første bølge og hans arbejde dokumenterede et blodbad der måtte forbi præsident Roosevelt, før de blev frigivet til offentligheden. Materialet blev til kortfilmen ”With the Marines at Tarawa” – et vendepunkt i offentlighedens opfattelse af krigen.

Tarawa blev erklæret erobret den 28. november og landgangsdivisionen begyndte udskibning allerede få dage senere. Den japanske garnison på 4500 mand var stort set udryddet og amerikanerne selv mistede 978 mand og havde mere end 2100 sårede. Der var forståeligt nok stor opstandelse over de ekstremt høje tabstal, for hvad der i grunden ikke var mere end et koralrev der ravede op over havet. Tarawa skulle dog vise sig, at være en blid forsmag på kamphandlingerne på Iwo Jima.

Som så mange andre slag i stillehavskrigens Island Hopping strategi, var tabet af liv på Tarawa nærmest et komplet spild. Øen havde overordnet set ingen strategisk værdi og de japanske kampenheder kunne have været neutraliseret fra de amerikanske baser på Ellice og Phoenix øerne.

Kun 17 ud af en japansk styrke på 4500 mand overlevede invasionen i november 1943

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Be Sociable, Share!
Posted in Historie, militær | Tagged as: , , | Leave a comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *