Sidst i april 1945 rasede slaget om Berlin mellem Tyske og Sovjetiske tropper. Hovedstaden, der havde gennemlevet langt over 300 bombeangreb indenfor de sidste par år, var intet mere end en rygende dynge ruiner, hvor de kæmpende sloges for hvert gadehjørne. Georgy Zhukov’s Første Belarussiske front og Ivan Konev’s Første Ukrainske Front havde sammenlagt mere end 1,5 millioner soldater på slagmarken. Mod dem stod godt 45.000 reelle tyske soldater og en forhutlet samling af cirka 40.000 børn og gamle kaldet Folkestormen.
Sidst i april 1945 var millionbyen Berlin en rygende hob af ruiner
Fra allieret side var der aldrig tvivl om udfaldet. Berlin var omringet og selvom Hitler havde haft styrker i reserve, så kunne ingen hær længere kæmpe sig frem til byen. Beboerne, der i mere end et årti var blevet tvangsfodret med nazistisk propaganda, håbede og bad dog stadig om undsættelse fra imaginære styrker vest for Elben. Tyskland havde dog ingen kampdygtige styrker tilbage – kun kampvogne uden brændstof og sultende soldater uden ammunition.
Den sidste højborg for det Nazistiske styre: Hitler's Führerbunker
Til trods for byens ufravigelige skæbne, kæmpede de sidste tyske soldater en brav kamp mod overmagten. De sovjetiske soldater havde tiden på deres side og rykkede systematisk og ødelæggende frem mod nazistyrets centrale højborg: Førerbunkeren. Selvom de Sovjetiske tropper viste, at dette var krigens sidste dage, så holdt de sig ikke tilbage på slagmarken. Mere end 20.000 Sovjetiske soldater døde under slaget om Berlin – mod tyske tab på 22.000 soldater og mindst 22.000 civile. Disse tal er for selve Berlin. Det samlede tal for hele Berlin-kampagnen var henholdsvis 460.000 døde Sovjettropper og mindst 81.000 døde tyske tropper – disse tal er et yderst konservativt estimat.
Stjålne renæssancemalerier fra Milan efterladt og ødelagt i bunkeren
Den 29 april krydsede Sovjetiske chocktropper floden Spree og begyndte at omringe regeringsbygningen. Deres artilleri havde allerede Rigskansleriet indenfor rækkevidde og deres kampvogne bevægede sig støt frem mod Moltkebroen. I Kansleriets underjordiske bunker fandt Hitler sine planer for et tusindårsrige endegyldigt afsluttede og om morgenen den 30 april satte han sin pistol for tindingen og endte sit liv. Samme dag indtog de Sovjetiske tropper endelig Rigskansleriet – efter hårde selvmordsagtige kampe.
Krigskorrespondenter undersøger den blodige sofa, hvor Hitler skød sig selv
Der var nu omkring 10.000 tyske soldater tilbage i byens centrum, samt et ukendt antal medlemmer af Folkestormen. De var omringende og blev langsomt presset fra alle sider. Den tyske generalstabschef Hans Krebs indså først på dette tidspunk, at de lovede undsættelsestropper under ledelse af General Alfred Jodl ikke var andet end en galnings fantasi – Berlin ville falde.
Haven i Rigskansleriet, hvor Hitler og Eva Braun blev brændt
1 maj forsøgte Krebs, der talte Russisk, at indgå en aftale med Chuikov, men han havde ikke bemyndigelse til at accepterer den betingelsesløse overgivelse Sovjetterne forlangte. Den sidste rest af nazityskland var stadig styret af partiets megalomane drømme, personificeret af Hitlers officielle arvetager: Paul Joseph Goebbels.
Skyndsomt efterladt SS officerskasket på gulvet i førerbunkeren
Goebbels tid som Reichskanzler blev ganske kort. Allerede om aftenen den 1 maj beordrede han SS manden Helmut Kunz, til at likviderer de seks Goebbels-børn med morfinindsprøjtninger, hvorefter deres mor knuste en cyanidkapsel i munden på dem. Goebbels og konen gjorde herefter kollektivt selvmord i Rigskansleriets have. Krebs havde herefter frit spil til forhandlinger med de Sovjetiske styrker. En opgave han dog ikke selv magtede, hvorfor han i stedet sendte artillerigeneralen Helmuth Weiding – Krebs gjorde efterfølgende selvmord.
Et pengeskab i bunkeren efter besøg fra langfingrede Sovjetiske soldater
Den 2 maj 1945 overgav Berlin sig endelig og faldt dermed i hænderne på hævnlystne Sovjetiske tropper, der plyndrede byen efter forgodtbefindende. De tilbageværende tyske tropper blev transporteret til lejre i det Sovjetisk kontrollerede område øst for Berlin og meget få af dem nåede nogensinde hjem igen. Berlins civile befolkning var overladt til deres egen skæbne, i en by hvor intet længere fungerede og hverken mad eller drikke kunne fremskaffes.
Den sønderbombede hovedstad: næsten mennesketomt og med absolut stilhed blandt ruinerne
Der er ikke tradition for at føle med de titusindvis af tyskere, der efterfølgende henslæbte livet blandt Berlins rygende ruiner, men selv nazitysklands civile var civile. I perioden umiddelbart efter Berlins fald antages det at over 100.000 civile døde som direkte følge af den Sovjetiske besættelse. Dertil lægges et ukendt antal voldtægter, der skal tælles i hundredetusindvis – ofte med døden til følge, enten direkte af vold, eller ved et efterfølgende selvmord.
En Amerikansk GI latterliggør nazismen i ruinen af Berliner Sportspalast
Kombinationen af hærdede Sovjetiske krigsveteraner, der ofte havde kæmpet hele vejen fra Stalingrad, og den sårbare civile befolkning, var opskriften på en humanitær katastrofe. Til trods for Sovjetiske officerers hårdhændede uddeling af straf, til tider dødsstraf eksekveret direkte på stedet, var der reelt ikke mulighed for at kontrollerer de hundredetusindvis af soldater. Helt indtil sensommeren 1945 var Berlin i hænderne på næsten uregerligt Sovjetiske tropper, der behandlede den uden hensyntagende til beboerne. Enhver uniformeret tysker, det være sig buschauffører, eller brandmænd, blev anset som fjendtlig soldat og likvideret hvor de blev fundet.
Sovjetiske tropper poserer ved bronzeørnen der før prydede Rigskansleriets dør – nu krigsbytte
Da amerikanske styrker ankom til byen en måned efter overgivelsen, var det gennemsnitlige kalorieindtag blandt Berlins befolkning under 700 kalorier. Udover de områder hvor Sovjetiske tropper holdt til, så var Berlin uden nogen form for kontrol. Overladt til sig selv henfaldt dele af byen til en kaotisk tilstand af anarki i ordets værste forstand. Tyveri og mord blandt borgerne var ikke længere anset for uacceptabelt og selv byens bedre borgere tog del i plyndringerne. Berlin i sommeren 1945 levede vitterligt under den stærkes lov – med en forudsigelig konsekvens for de svage.
Sovjetisk Grafitti ved indgangen til kansleriet – Jeg var her, jeg overlevede!
Der skulle gå mange år før Berlin atter kunne genkendes som en storby. Voldtægter og tyveri fortsatte ufortrødent indtil cirka 1948, hvor den kolde krig nødvendiggjorde en mere omsorgsfuld Sovjetisk holdning. Befolkningen havde dog allerede forinden lært at leve under de bizarre efterkrigsforhold og uden styring, eller ordre, var de overlevende kvinder begyndt på oprydningsarbejdet. Kæder af udsultede kvinder stod langs vejene og fjernede møjsommeligt byens ruiner sten for sten – Berlin Kommt Wieder!
Næsten perfekt symbolik i støvet foran Rigskansleriet – Tusindårsrigets endeligt
