Lige siden folk begyndte at føre krig med skydevåben, har der været et generelt ønske om at beskyde fjenden fra en sikker dækning. Faktisk havde man sikkert et tilsvarende ønske da man udkæmpede krige med sværd og køller, men deres basale funktion gør opfyldelsen lidt mere besværlig – grundlæggende er en rustning dog et skridt i den rigtige retning.

Våbenteknikere har gennem tiderne fremstillede forskellige former for krumløbs-skydevåben (der i det mindste kunne skyde rundt om hjørner), der har haft større eller mindre succes på slagmarken – mest mindre. Under første verdenskrigs udmattende skyttegravskrig kom ideen naturligvis på bordet igen, da meget få soldater havde lyst til at stikke snotten op over skyttegravens kant. Sergeant William Beech fra den australske anden bataljon fandt en løsning der blev mere udbredt en man skulle tro: Periskopgeværet.

Våbnet bestod i al sin enkelthed af en standard infanteririffel fastgjort til en træanordning med et periskop der flugtede med sigtemidlerne. Aftrækkeren blev, med ægte Olsen Banden snilde, betjent med en snor, så skytten kunne affyre sit våben fra skyttegravens forholdsvise sikkerhed. I mange tilfælde var de kæmpende ikke mere end 50m fra hinanden og der var ikke mange der havde lyst til at kigge over kanten.

På trods af, eller måske lige netop på grund af, våbnets lidt kejtede simpelhed, blev disse Storm P rifler anvendt i vid udstrækning. De kunne bankes sammen af et par gamle brædder, noget der aldrig var mangel på i en skyttegrav, samt et bar spejle fra soldaternes barbergrej. Under kampene ved Gallipoli massefremstillede man Periskopgeværer i simple fabrikker, men som regel var de hjemmelavet af de enkelte skytter – noget man sikkert var ganske stolt over.

De var ganske givet ikke så træfsikre som konventionelle rifler, men til gengæld blev man så ikke slået ihjel når man beskød fjenden – hvilket jo altid er et plus.