I paint life as I would like it to be

Den amerikanske maler og illustrator Norman Rockwell blev født i New York City i 1894. Hans talent kunne ikke fornægtes og allerede som 14årig blev han flyttet fra den almindelige skole til kunstskolen Chase Art School. Derefter fulgte nogle år ved National Acedemy of Design, hvorefter han blev optaget på Art Students League of New York.

Som 19årig blev Rockwell ansat som kunstredaktør på Boy’s Life, et månedsmagasin udgivet af den amerikanske spejderbevægelse. I de fire år han bestred posten malede han adskillige forsider – en opgave han skulle vende tilbage til mange gange i sin karriere.

Da første verdenskrig brød ud, forsøgte Rockwell at melde sig til flåden, men den 183cm høje kunstner på kun 64kg var for let til militær tjeneste og blev kasseret. Han var dog opsat på at gøre tjeneste, så han tilbragte en hel dag med at æde dounuts og bananer, hvorefter han meldte sig igen – denne gang slap han igennem. Det blev dog ikke til aktiv tjeneste, da også flåden erkendte hans talent og tildelte ham en position som illustrator.

Jobbet som illustrator for det amerikanske militær, tillod Rockwell at arbejde fra hans eget atelier og samtidig holde liv i det civile arbejde. Atelieret delte han med tegneserietegneren Clyde Forsythe, der skaffede Rockwell en forbindelse til The Saturday Evening Post, som trykte deres første Rockwell forside i maj 1916. Over de næste 47 år malede Rockwell 322 forsider for magasinet – næsten 30% af deres udgivelser.

Successen hos The Saturday Evening Post udløste andre illustrationsopgaver hos populære magasiner som The Literary Digest, The Country Gentleman, Leslie’s Weekly, Judge og Life Magazine. Hans stil var nærmest et sirupglaseret billede af den amerikanske samtid, men de var umådeligt populære og illustrerede måske snarer amerikanernes forestillinger om dem selv, end det Amerika de oplevede i hverdagen.

Rockwell var hverken samfundsrevsende, eller banebrydende, og selvom hans teknik var brillant, så fik han ikke mange rosende ord af samtidens egentlige billedkunstnere, der gerne omtalte ham som illustrator – en betegnelse han da også brugte om sig selv.

Norman Rockwell illustrerede derfor bare løs og som kendetegn på det virkelige geni, så skulle der et generationsskifte til, før kunstkendere fik øjnene op Rockwells kvaliteter. I 1999 udtalte kunstkritikeren Ruby Schjeldal fra The New Yorker til ArtNews: “Rockwell is terrific. It’s become too tedious to pretend he isn’t.”

Under anden verdenskrig var der endnu engang brug for Rockwells evner i kampen mod landets fjender. I løbet af syv måneder malede han sine fire mest berømte billeder: Four Freedoms. Disse var inspireret af en tale fra Franklin D. Roosevelt og illustrerer de grundlæggende værdier amerika kæmpede for: Freedom of Speech, Freedom of Worship, Freedom from Want og Freedom from Fear. Malerierne blev benyttet i regeringens reklamekampagne for War Bonds.

Maleriet Freedom of Speech er gentrykt i mange sammenhæng

Rockwell var afsindig produktiv og hans arbejde tæller over 4000 malerier, hvoraf mange originaler desværre blev ødelagt under en brand i hans atelier i 1943. Udover forsideillustrationer til utallige magasiner, så illustrerede Rockwell over 40 bøger og bidragede mellem 1925 og 1976 til de årlige Boy Scout’s kalendere. Et loyalitet der i førte til en Silver Buffalo Award, den højeste udmærkelse spejderbevægelsen tildeler voksne.

Afslutningen på anden verdenskrig medførte en lang serie af billeder med hjemvendte soldater, som illustration til de mange artikler om sønner og fædres hjemkomst fra krigen. Karakteristisk for Rockwell, så viser disse billeder ikke krigens gru, men håbet og glæden ved dens afslutning. Billederne syntes at forudsige den opblomstring Amerika oplevede i sidst i 40erne og op gennem 50erne.

Rockwell fortsatte som Amerikas ynglings-illustrator helt indtil starten af 70erne. Det sidste årti illustrerede han for Look Magazine og hans billeder antog en mere samfundskritisk karakter. 60erne så voldsomme uroligheder i forbindelse med borgerrettighedsbevægelsen og demonstrationer mod Vietnam-krigen. USA havde ændret sig i løbet af Rockwells karrierer, men han fortsatte ufortrødent med at male hvad han så, om end med en smule mere deltagelse.

Hvorom Rockwell måske ikke tidligere havde taget stilling til fattigdom og raceforskelle, så tillod han sig i alderdommen, at skildre disse problemer i sine illustrationer – måske fordi Rockwell som illustrator blot malede hvad magasinerne skrev om og det er måske her hans værdi ligger: Rockwell illustrerede samtiden, han fortolkede den ikke.

Rockwell nåede at se den essentielle udvikling af Amerika i det 20ende århundrede. Fra Wright brødrenes første flyvning i 1903 til Neil Armstrongs første skridt på månen i 1969. Et Amerika der gik fra en forholdsvis isoleret nation af farmere og lavtlønnede arbejdere, til en supermagt af forbrugere, der bombede bønder i det fjerne østen. Alt hvad der rørte sig i den mest epokegørende periode i Amerikas historie, var en tur gennem Rockwells pensler og han afbillede det forholdsvist ukritisk- Han var illustrator, ikke politiker.

Rockwell døde 8. november 1978 i en alder af 84. Der er ingen kunstnere der som ham har fanget den amerikanske guldalder.

Norman Rockwells hyldest til Apollo-programmet

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Blandet, Historie | Tagged as: , , , , , | Leave a comment

Cry Havoc, and let slip the dogs of war.

Mange regimenter har en maskot, men kun ganske få militære maskotter opnår ære gennem kamp. Under første verdenskrig rejste Stubby, der var en blanding af Boston Terrier og Pit Bull, med 102nd Infantry, 26th (Yankee) Division til Frankrig, for at deltage i kampene mod den frygtelige Tysker.

Det var soldaten John Robert Conroy der oprindeligt havde fundet Stubby på Yale universitets grund. Han tog hunden med sig på den militære grundskole, hvor stubby endda lærte en form for honnør. Folkene i regimentet blev glade for hunden og da de blev beordret til Europa, smuglede de Stubby med ombord på SS Minnesota.

Stubby kom i kamp første gang i februar 1918 og over de næste 18 måneder deltog han i 4 storoffensiver og 17 mindre slag. I april 1918 blev han såret i forbenet, men efter et kortere ophold på felthospitalet, vendte han tilbage til sin enhed. Hunde har som bekendt skarpere sanser end vi mennesker og dette udyttede Stubby til at advare sin enhed om gasangreb og indkomne granater – han kunne høre dem hvisle gennem luften før soldaterne.

Stubby hjalp også til, når der skulle findes sårede soldater i ingenmandsland og i et enkelt tilfælde afslørede han sørme også en tysk spion. Han var elsket af både sin enhed og de officerer der havde forbindelse til den. Som følge af hans militærtjeneste modtog han et hav af medaljer, blandt andet en Battle of Verdun, en Grande War medalje, en Purple Heart (dog posthumt i 1932 da medaljen indførtes) og en række andre civile og militære udmærkelser.

Udover dekorationerne, så var Stubby den eneste militærhund der nogensinde officielt blev forfremmet i kamp. Dette skete på baggrund af hans indsats mod en tysk spion, som han opdagede og angreb. Stubby holdt fast i spionen indtil amerikanske soldater ankom og tog ham til fange. Herefter var han Sergeant Stubby.

Stubby tildeles en medalje af selveste General Pershing

Efter krigen vendte Sergeant Stubby hjem som krigshelt og blev feteret af statsmænd som Woodrow Wilson, Calvin Coolidge og Warren G. Harding. I 1922 begyndte han og John Robert Conroy på Georgetown University Law Center, hvor han hurtigt blev maskot for universitets atletik hold: Georgetown Hoyas.

Efter et langt og indholdsrigt liv, døde Stubby i Conroys arme i 1926. Hans jordiske rester er udstillet på Smitsonian museets The Price of Freedom: Americans at War, sammen med hans uniform og hans medaljer.

Selvom Stubby nok var den barskeste af militærhistoriens hunde, så var han langt fra den eneste berømte krigshund.

Jack Brutus - maskot for 1st Volunteer Infantry I den Spanisk-Amerikanske krig (1898)

Rags - maskot for det amerikanske Signal Corps under første verdenskrig

Gander kæmpede med de Britiske styrker i Hong Kong - tildelt Dickin Medal

Chips fra 3rd Infantry Division hilser på General Eisenhower i 1943

Den knap så militante Smokey – maskot for 26th Photo Recon Squadron i stillehavet

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Historie, militær | Tagged as: , , , , | 2 Comments

Storfyrværkerne fra Space Services, Inc. of America

Den 5 august 1981 affyrede en samling rumfartsentusiaster og forretningsmænd en 17m høj raket fra en kvægfarm i Texas. Percheron raketten var designet af ingeniøren Gary Hudson og bekostet af Space Services Inc. of America (SSIA) fra Houston, Texas. Raketten var ikke nogen øredøvende succes og som med mange andre prøveaffyringer eksploderede den på rampen.

Percheron projektet havde dog noget ingen tidligere rumfartsprojekter havde haft, det var nemlig et 100% privat projekt uden statslig input fra hverken militæret, eller NASA. Den private rumfart havde taget sit første spæde skridt.

Space Services Inc var dog ikke færdige med rumfart efter braget fra Percheron. Direktøren David Hannah hyrede den berømte Mercury astronaut Deke Slayton (ham der tilbragte 16 år af sin NASA karrierer på kontor grundet dårligt hjerte og først fløj med Apollo-Soyuz Test Projektet i 1975) og gik tilbage til tegnebordet/tegnebogen.

Sammen kom de frem til en ny raket, som de kaldte Conestoga. Efter deres spektakulære, men fejlede, test af Percheron, havde SSIA brug for lidt god reklame. Man besluttede derfor at opsende en Aries testraket (grundlæggende et solid-fuel trin 2 fra et Minuteman I missil, der oven i købet tilhørte det Tyske Agentur fuer Raumfahrtangelegenheiten) under navnet Conestoga I – selvom den egentlig ikke var en del af Conestoga-familien.

Opsendelsen, der løb af stablen i september 1982, var en succes og raketten afleverede 500kg dummy payload i 309km højde.

Med lidt rygvind efter opsendelsen af deres Conestoga/Aries, lykkedes det SSIA finde et par sponsere til konstruktionen af den faktiske Conestoga raket. Udviklingen gik dog af økonomiske årsager meget langsomt, indtil SSIA var heldige nok til at blive opkøbt af det mere økonomisk velfunderede EER Systems Inc.i 1990.

Oprindeligt var det planlagt, at Conestoga skulle udstyres med motorer fra Minuteman I missilerne, ligesom Aries, men i stedet besluttede man at anvende Castor motorer (også solid-fuel) fra Scout raketten. Castor motorerne skulle monteres i en klynge, alt efter hvad Conestoga rakettens opgave. Man havde planlagt 6 versioner, men det var kun Conestoga 1620 der blev bygget.

Sjovt nok var trin 1 og 2 begge monteret omkring det centrale trin 3 (også en Castor 4B). 4 af motorerne (dem med de store dysser) tilhørte trin 1, mens de 2 andre var trin 2. Det sidste trin var en Star 48 fra en Delta raket.

Det var lykkedes EER Systems at finde en kunde til deres første opsendelse. Center for Space Transportation and Applied Research (CSTAR) havde fået overtalt NASA, til at bekoste en forsøgsrække indenfor microgravity miljøer kaldet Commercial Experiment Transporter (COMET). SCTAR kunne dog ikke holde styr på økonomien og det endte med, at EER overtog hele projektet, i stedet for bare at lægge raket til. EER Systems ændrede CSTAR programmets navn til Meteor commercial microgravity recoverable spacecraft og gjorde klar til opsendelse i oktober 1995.

Conestoga 1620 løftede sig fra jorden den 23. oktober 1995 klokken 22:03 GMT, men ellerede 44 sekunder efter begyndte tingene at gå galt. Raketten drejede sydover og begyndte at vippe næsen nedad. Conestogas automatiske destruktions system forsøgte at stoppe rakettens 4 trin 1 motorer, men solid-fuel boosters er ikke bare lige sådan at spøge med og Conestoga 1620 endte sin flyvetur på spektakulær vis, med boostere der skød af sted i alle retninger.

EER Systems gik nedenom og hjem efter uheldet med Conestoga 1620. Det oprindelige firma, Space Services Inc., eksisterer endnu, men arbejder ikke længere med løfteraketter. I stedet driver Space Services en stjernenavngivningsforretning, hvor man kan navngive en stjerne og få det tilhørende skøde/diplom/certifikat sendt ud i rummet (dog kun i digital udgave ) som third party payload på kommercielle raketter.

Upåagtet deres uheldige ankomst i rumfartsindustrien, så var både Percheron og Conestoga projekterne den civile forretningsverdens første forsøg på kommerciel rumfart. Indenfor det sidste årti har andre, mere succesfulde, firmaer flugt den sti EER Systems lavede i græsset og næste år vil NASA benytte det civile firma Space Exploration Technologies Corporation (SpaceX) til genforsyning af den internationale rumstation.

Falcon 9 fra SpaceX klar til opsendelse - succesfuld til orbit 4. juni 2010

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in rumfart | Tagged as: , , , , , , , , | Leave a comment

Nyt fra Youtubes mørkeste afkrog

Det er tilsyneladende ikke grænser for hvilke rædsler man kan støve op på Youtube, når man tør bevæge sig helt ned i dyndet. Tysk Schlager-musik er naturligvis altid voldsomt grænseoverskridende, men når genre samtidig krydses opstår der helt nye musikalske bastarder, der ikke ville lade et helvedesorkester noget tilbage at ønske. Jeg vil gerne advare før læseren starter nedenstående video – this video cannot be unseen/unheard!

Jeg er bestemt ikke tilhænger af censur på nettet, men helt ærligt!

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (2 votes cast)
Posted in Blandet | Tagged as: , , , , , | 2 Comments

Think I’ll just keep driving…

No joke, dette er rent faktisk byens motto - Tisdale, Saskatchewan, Canada

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Billeder | Tagged as: , , | 2 Comments