Tag den, din sjuft!

Hvis man under en spadseretur skulle være så uheldig at rende på en bølle, så gives der hermed råd for situationen. I 1901 udgav Pearson’s Magazine artiklen: Self-defence with a Walking-stick: The Different Methods of Defending Oneself with a Walking-Stick or Umbrella when Attacked under Unequal Conditions.

I denne klassiske artikel, kan den bekymrede gentleman læse, hvordan den almindelige spadserestok kan bruges I selvforsvarsøjemed. Pearson’s Magazine var et Britisk blad der udkom i perioden 1896 til 1936 og hengav sig til spekulativ fiktion, politiske diskussioner, kunst og så naturligvis selvforsvar med stok.

Den Amerikanske udgave af Pearson’s Magazine

barton02

Blandt dets værdige skribenter, var store litterære personligheder som Upton Sinclair, George Bernard Shaw, Maxim Gorky og H. G. Wells. En mindre kendt skribent var Edward William Barton-Wright en Britisk entreprenør, helse fortaler og ekspert i orientalsk kampsport. Barton-Wright var muligvis den første europæer, der bragte de disse kampteknikker til Europa.

E.W. Barton-Wright demonstrerer forskellige teknikker – med og uden hat

barton01

Fra 1880 til 1898 arbejdede Barton-Wright som jernbaneingeniør i fjernøsten og startede i denne periode sin livslange interesse for kampsport. Da han vendte hjem til England, begyndte han at udvikle sit eget kampsystem Bartitsu; en sammenblanding af Jujutsu, boksning, Fransk Savate og Le Canne (stokkekamp), efter den Svejtsiske mester Pierre Vigny. Den fiktive Sherlock Holmes var ihærdig udøver af Bartitsu.

I den omtalte artikel behandlede Barton-Wright vigtige forsvarsemner som: How to Avoid any Risk of being Hit on the Fingers, Arm, or Body by Retiring out of the Hitting Range of your Adversary, but at the same time Keeping Him within the Hitting Range of your Own Stick.

barton-wright11

Et andet afsnit af artiklen beskæftigede sig med følgende problemstilling:How to Defend Yourself, without Running any Risk of being Hurt, if you are carrying only a Small Switch in your Hand, and are Threatened by a Man with a very Strong Stick.

Barton-Wright bekæmper en mand med en meget stærk kæp

barton03

Barton-Wright levede til den temmelig høje alder af 90 og vedblev at promoverer sit kampsystem til det sidste. Hans egen klub lukkede dog i 1920’erne, på grund af dårlig økonomi. Barton-Wright fortsatte med arbejdet indenfor helseområdet og forskede en del i forskellige former for lyshelbredelse, som han stadig kaldte Bartitsu. I dag findes der stadig Bartitsu selvforsvarsklubber i England, selvom det har tabt terræn til de orientalske kampsystemer.

barton04

Another Way to Defend Yourself when your Adversary is Armed with a Stout Stick, and you are Carrying only an Umbrella or an Unreliable Cane.

barton05

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (1 vote cast)
Posted in Historie | Tagged as: , , , , , , | Leave a comment

Kolossen på Rügen

Nazister kan også godt lide at tage på ferie. Derfor grundlagde Dr. Robert Ley i 1933 den nazistiske fritidsorganisation ”Kraft durch Freude” (KdF), der oversat til dansk betyder noget i stil med: Energi gennem glæde.

Det var ikke noget Nazisterne elskede mere, end unge mænd i underbukser

prora10

Ja, den kære Folkevogn var oprindelige en del at KdF tanken

prora11

KdF var en del af arbejdersammenslutningen Deutsche Arbeitsfront (DAF), der i 1933 afløste alle andre faglige bevægelser. Dengang var Tyskerne som bekendt ikke så vilde med afveksling, et parti, en fagforening – ein Reich, ein Volk, ein Führer.

Ideen bag KdF var nu slet ikke så tosset, stik modsat næste alle andre Tyske ideer fra 30’erne der var temmelig yderliggående. KdF skulle nemlig tilbyde den Tyske arbejdere muligheden for en afslappet ferie til en fornuftig pris. Naturligvis var det ikke for deres blå øjnes skyld, at staten nu pludselig fattede interesse for arbejdernes ferieplaner. Man forventede at KdF ville blive en del af propagandasystemet, der fremmede ariske idealer og ideer. Mest at kvinder skulle gå hjemme og føde børn, mens manden arbejdede og eventuelt udkæmpede en krig i ny og næ.

Dr. Ley fik lovning på en 4,5km lang strandgrund, hvor KdF kunne svinge murerspanden og bygge et arbejderhotel i nazistisk målestok. I 1936 udskrev man en arkitektkonkurrence, som blev vundet af Clemens Klotz, der i øvrigt havde arbejdet på tegningerne siden 1935 – so much for fair play.

Klotz havde storslåede planer for badehotellet i 1936

prora03

Koltz havde visioner om et gigantisk hotelkompleks med plads til 20.000 gæster, fordelt på 10.000 dobbeltværelser. Værelserne på 2,5m x 5m var forholdsvis små efter moderne forhold, men dengang var det uhørt luksus. I øvrigt havde de alle sammen havudsigt. Man beregnede, med typisk nazi-mentalitet, at 20.000 gæster ville give den enkelte gæst 4,8 kvadratmeter plads på stranden, hvilket syntes at kunne opfylde det jævne ariske pladsbehov. Da Tyskerne havde 14 dages sommerferie, forventede man at hotellet ville tage imod 80.000 gæster henover en 2 måneders sæson. Til driften skulle hyres en stab på 2000 til forskellige stillinger. Disse folk skulle bo i et mindre kompleks bagved hotellet. Denne kolos af et hotel blev døbt Prora.

Badeferien med 20.000 Tyskere – Velkommen til helvede!

prora05

Byggeriet gik i gang i maj 1936 og forløb sådan set planmæssigt indtil 1939, hvor Hitler startede anden verdenskrig. Under krigen var der hverken mandskab, eller penge, til at bygge videre på hotellet, så man satte det lidt på vågeblus indtil krigen var vundet.

Byggeriet i 1937, hvor man stadig forventede at åbne dørene i 1940

prora031

Rekonstruktion af de originale værelser – Prora museet

prora07

Som bekendt tabte Tyskerne krigen stort, hvorefter Russerne overtog området og brugte det til flygtningelejer. Sovjetterne kunne åbenbart ikke beslutte sig om, hvad de syntes om hotelkomplekset. I hvert tilfælde demonterede de en hel blog og fragtede den hjem til Rusland, samtidigt med at de sprængte to andre blogge i luften.

I 1951 blev Prora overdraget til Østtyskland og var i første omgang politikaserne ”Kaserniertes Volks Polizei ”(KVP). Derefter overtog Nazionale Volks Armee (NVA) komplekset og benyttede det som feriehjem for deres soldater, dog kun med 100 pladser – men så må kvadratmeterne på stranden også virkelig have skudt i vejret.

Da Tyskland blev genforenet overgik Prosa til den nye stat, der efter et par år med militærbrug åbnede området for befolkningen. Prora opnåede fredning i 1996, som en eksemplar på den fascistiske arkitektur, der selvom den blev udbredt før krigen, forsvandt lige så hurtigt efter krigen. Prora er et næsten uberørt eksempel.

I dag henligger Prora som en besynderlig blanding af ruin og turistattraktion. Af de oprindeligt 8 blogge, er der kun 5 tilbage (satans russere), men der er stadig godt 6500 værelser – tomme men et godt håndværkertilbud. Desuden huserer komplekset nogle udstillinger, blandt andet et FdK museum og et historisk museum for Prora. Der har været flere planer om at udvikle stedet til et faktisk hotel, noget det aldrig var brugt til, men indtil videre er ingen af planerne blevet til noget – synd, da det ligger ved en af Nordeuropas bedste badestrande.

Ferieparadiset set sådan lidt fra oven – moderne postkort fra Rügen

prora08

Den mest velbevarede del af Prora

prora01

En af de mange planer for området – time will tell

prora02

Dele af komplekset er ikke helt indflytningsklar

prora06

Flere af bygningerne trænger til en kærlig hånd

prora09

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 9.8/10 (5 votes cast)
Posted in Historie, Mini Facts | Tagged as: , , , , , , , , , , | Leave a comment

Into the wild blue yonder

apollo11a

Apollo 11 var ikke NASA’s første tur til månen, allerede Apollo 8 havde været en tur forbi månen, det særlige ved Apollo 11 var, at det var første gang de skulle forsøge at lande på månen – første gang nogen forsøgte at lande på månen.

Den 16/7 1969 oprinder dagen, hvor de forløbende 10 års blod, sved og tåre endelig skal bære frugt og Kennedy’s løfte til nationen opfyldes af NASA.

Den store Saturn V med Apollo 11 fartøjet, ruller mod Launch Pad 39

apollo03

Astronauterne er udvalgt efter NASA’s rotationsliste, hvilket betød at de er den foretrukne besætning til Apollo 11, men de i tilfælde af en fejl under missionen ikke vil få en chance mere. Hvis Apollo 11 flyver, men ikke landede på månen, så er det Lovell, Anders og Haise i Apollo 12 der får chancen.

Neil Armstrong selv regner med cirka 50 % chance for en succesfuld mission. Ikke overlevelseschance, for der er flere stadier, hvor turen kan afbrydes, men rent faktisk at flyve til månen, lande og flyve hjem igen.

Armstrong, Collins og Aldrin – Apollo 11 crew

apollo021

Nedtællingen løber over 28 timer og følges nøje af NASA’s teknikere og de godt 3000 pressefolk, der har fået adgang til Cape Kennedy – Saturn V raketten står tanket og klar på Launch Pad 39.

4:15 – Astronauterne vækkes og spiser morgenmad.

5:35 – Med hjælp fra deres astronautkollegaer ifører de sig deres rumdragter.

6:27 – De tre astronauter køres til affyringsrampen.

6:54 – Armstrong, derefter Collins og til sidst Aldrin, kravler ind i Apollo 11 kapslen.

9:27 – Apollo fartøjets adgangsrampe trækkes væk.

Få sekunder før 9:32 tændes de 5 gigantiske F-1 motorer. De næste par sekunder opbygger motorerne tryk, hvorefter de langsomt begynder at løfte den 3 millioner kilo tunge raket op mod himmelen.

9:32 – Lift-off for Apollo 11.

apollo015

Med Saturn V rakettens første trin tændt accelererer Apollo 11 på 3 minutter til 10.000km/t. Efter 2,5 minutter smider de rakettens første trin i 68km højde, hvorefter trin 2 accelererer dem til 25.000km/t over de næste 6 minutter. I 176km højde brændes det tredje og sidste trin, hvorved de når deres orbit i 188km højde, med en hastighed af 28.000km/t.

T+00:11:42 meddeler Armstrong over radioen: Shutdown.

Apollo 11 Saturn V stage S-1C seperation

apollo081

Modsat de to nederste trin, så smides trin 3 ikke umiddelbart, fordi motoren skal bruges til deres Trans Lunar Injection (overgangen fra orbit til måneflyvning) og fordi det indeholder selve månelanderen.

T+02:44:00 brændes trin 3 atter i 6 minutter og slynger Apollo 11 mod månen med 40.320km/t. Herefter suser Apollo 11 og trin 3 af sted i 40 minutter inden de endelig slipper den sidste del af Saturn V raketten. Command and Service modulet drejer 180 grader og kobler sig sammen med månelanderen, der har været pakket ned i det tredje trin. Herefter fortsætter turen mod månen.

Udsigten fra Apollo 11 efter Trans Lunar Injection

apollo091

NASA Launch Officials fejre den vellykkede opsendelse – von Braun med kikkert

786p

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in rumfart | Tagged as: , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Dagens billede

1923: W.H. Murphy fra the Protective Garment Corp. i New York lader Deputy Sheriff Charles W. Smith affyre en caliber .38 revolver mod hans nyeste opfindelse – den skudsikre vest.

Det var ikke nemt at være sælger i de dage, så ofte måtte der tages hårde midler I brug, når en kontrakt skulle I hus.

testing_bulletproof_vest_1923

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Billeder | Leave a comment

Spøgelsesbyen under byen

mary

I det 16 og 17 århundrede havde Edinburgh et fattigkvarter kaldet Mary King’s Close, der bestod af en række klaustrofobiske gyder flankeret af 6-7 etager høje lejekaserner. The Close huserede byens fattige, forarmede og forhutlede – luderne, lommetyvene og afvigerne.

I 1645 udbrød der pest i byen. Mary King’s Close var som fattigkvarter yderst eksponeret for denne smitsomme sygdom. Folk boede tæt og de hygiejniske forhold var, selv for 1600-tallet, absolut de værste i byen. Historien fortæller os, at Mary King’s Close blev muret til og de besmittede fattiglemmer overladt til at dø af sult, men virkeligheden er lidt anderledes.

Den originale Mary King’s Close

mary03

Det var ikke unormalt, at tilmurer gader og stræder der var særligt hårdt ramt af pest. The Close blev på denne måde sat i karantæne, men det var altså ikke en form for overlagt mord. Under tidligere udbrud af pest, var det ikke ualmindeligt, at folk satte et hvidt flag på døren og låste sig inde i deres hjem. Derved viste naboer at pesten havde ramt huset. Som tak for advarslen bragte de så mad og drikke til de syge. Tilmuringen af Mary King’s Close var et eksempel på denne tankegang og ikke, som tilhængere af spøgelseshistorier gerne fortæller, et uhyrligt folkemord på syge fattiglemmer.

Der var faktisk også kommunalt lægetilsyn under pestudbruddet. Byens pestlæge, Dr George Rae, tilså de fattige og forsøgte med datidens uvirksomme lægemidler, at lindre deres lidelser. Som beskyttelse brugte han en krydderifyldt fuglenæbsmaske og en tyk læderdragt med handsker. Teorien var, at pest spredtes via ”miasma” der var en slags meget dårlig luft. Dragten skulle beskytte læger mod miasmaen. I virkeligheden spredes denne pesttype gennem bid fra små uanseelige lopper. Læderdragten har muligvis nok beskyttet Rae mod loppebid.

Rekonstruktion af Dr. Rae’s læderdragt med fuglemaske

449px-drrae

Da pestudbruddet efterhånden ebbede ud, blev Mary King’s Close atter åbnet og over de næste 200 år, fungerede bydelen som ethvert andet Edinburgh distrikt.

I 1753 byggede man Edinburgh’s Royal Exchange på stedet, i den forbindelse nedrev man bygningernes øverste etager og brugte de underste etager som fundament. Mary King’s Close blev begravet men ikke helt glemt. Gennem de næste par hundrede år, voksede en sand gyserhistorie op. Man huskede tilmuringen fra pestudbruddet, de fattige og forhutlede beboere, manden med den gyselige maske og byens pludselige forsvinden. Legenden om Mary King’s Close tog sin begyndelse.

I mange år blev der hvisket om den begravede bydel med de ulykkelige pestofre. Børn, og voksne, fortalte spøgelseshistorier fra området over The Close, eller i kælderen under the Royal Exchange, hvor trapper forbandt den nye bygning med dens historiske fundament. Det blev simpelthen Edinburghs uhyggelige hemmelighed.

Mary King’s Close blev åbnet igen i 2003 og er i dag en kæmpe turistattraktion. Desuden er den valfartssted for alverdens paranormale vrøvlehoveder, der kan føle både det ene og det andet, samt kommunikerer med afdøde pestofre og indemurede teenagepiger. Der er ingen tvivl om, at et besøg i det begravede fattigkvarter, med mørke smalle og fugtige gyder, har en vis indvirkning på fantasien og sikkert kan fremavle mange mystiske bevægelser i de dybe skygger, men The Close er altså bare en saneret bydel, der er blevet interessant igen, fordi den giver et historisk korrekt billede af Edinburgh i tiden fra 1600 til 1800. Måske ikke så dramatisk som en spøgelsesby, men stadig en ganske interessant historie.

Hvert år afholdes der en ”Ghost Fest” i de underjordiske gader. Den er arrangeret af firmaet der driver turistattraktionen, der for øvrigt er temmelig hemmelighedsfulde angående områdets fysiske udseende. Der er ikke mange gode billeder at finde, da fotografering i Mary King’s Close ikke er tilladt. Der er sikkert for at beholde stedets mystik.

nedgangen til Mary King’s Close

mary01

Spøgelsesgyde i den underjordiske by

mary02

Genopført værksted i The Close

mary05

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 9.3/10 (3 votes cast)
Posted in Historie | Tagged as: , , , , | Leave a comment