I det 16 og 17 århundrede havde Edinburgh et fattigkvarter kaldet Mary King’s Close, der bestod af en række klaustrofobiske gyder flankeret af 6-7 etager høje lejekaserner. The Close huserede byens fattige, forarmede og forhutlede – luderne, lommetyvene og afvigerne.
I 1645 udbrød der pest i byen. Mary King’s Close var som fattigkvarter yderst eksponeret for denne smitsomme sygdom. Folk boede tæt og de hygiejniske forhold var, selv for 1600-tallet, absolut de værste i byen. Historien fortæller os, at Mary King’s Close blev muret til og de besmittede fattiglemmer overladt til at dø af sult, men virkeligheden er lidt anderledes.
Den originale Mary King’s Close
Det var ikke unormalt, at tilmurer gader og stræder der var særligt hårdt ramt af pest. The Close blev på denne måde sat i karantæne, men det var altså ikke en form for overlagt mord. Under tidligere udbrud af pest, var det ikke ualmindeligt, at folk satte et hvidt flag på døren og låste sig inde i deres hjem. Derved viste naboer at pesten havde ramt huset. Som tak for advarslen bragte de så mad og drikke til de syge. Tilmuringen af Mary King’s Close var et eksempel på denne tankegang og ikke, som tilhængere af spøgelseshistorier gerne fortæller, et uhyrligt folkemord på syge fattiglemmer.
Der var faktisk også kommunalt lægetilsyn under pestudbruddet. Byens pestlæge, Dr George Rae, tilså de fattige og forsøgte med datidens uvirksomme lægemidler, at lindre deres lidelser. Som beskyttelse brugte han en krydderifyldt fuglenæbsmaske og en tyk læderdragt med handsker. Teorien var, at pest spredtes via ”miasma” der var en slags meget dårlig luft. Dragten skulle beskytte læger mod miasmaen. I virkeligheden spredes denne pesttype gennem bid fra små uanseelige lopper. Læderdragten har muligvis nok beskyttet Rae mod loppebid.
Rekonstruktion af Dr. Rae’s læderdragt med fuglemaske
Da pestudbruddet efterhånden ebbede ud, blev Mary King’s Close atter åbnet og over de næste 200 år, fungerede bydelen som ethvert andet Edinburgh distrikt.
I 1753 byggede man Edinburgh’s Royal Exchange på stedet, i den forbindelse nedrev man bygningernes øverste etager og brugte de underste etager som fundament. Mary King’s Close blev begravet men ikke helt glemt. Gennem de næste par hundrede år, voksede en sand gyserhistorie op. Man huskede tilmuringen fra pestudbruddet, de fattige og forhutlede beboere, manden med den gyselige maske og byens pludselige forsvinden. Legenden om Mary King’s Close tog sin begyndelse.
I mange år blev der hvisket om den begravede bydel med de ulykkelige pestofre. Børn, og voksne, fortalte spøgelseshistorier fra området over The Close, eller i kælderen under the Royal Exchange, hvor trapper forbandt den nye bygning med dens historiske fundament. Det blev simpelthen Edinburghs uhyggelige hemmelighed.
Mary King’s Close blev åbnet igen i 2003 og er i dag en kæmpe turistattraktion. Desuden er den valfartssted for alverdens paranormale vrøvlehoveder, der kan føle både det ene og det andet, samt kommunikerer med afdøde pestofre og indemurede teenagepiger. Der er ingen tvivl om, at et besøg i det begravede fattigkvarter, med mørke smalle og fugtige gyder, har en vis indvirkning på fantasien og sikkert kan fremavle mange mystiske bevægelser i de dybe skygger, men The Close er altså bare en saneret bydel, der er blevet interessant igen, fordi den giver et historisk korrekt billede af Edinburgh i tiden fra 1600 til 1800. Måske ikke så dramatisk som en spøgelsesby, men stadig en ganske interessant historie.
Hvert år afholdes der en ”Ghost Fest” i de underjordiske gader. Den er arrangeret af firmaet der driver turistattraktionen, der for øvrigt er temmelig hemmelighedsfulde angående områdets fysiske udseende. Der er ikke mange gode billeder at finde, da fotografering i Mary King’s Close ikke er tilladt. Der er sikkert for at beholde stedets mystik.
nedgangen til Mary King’s Close
Spøgelsesgyde i den underjordiske by
Genopført værksted i The Close
