Anden verdenskrigs ødelæggelser ramte Sovjetunionen hårdere end noget andet allieret land. Af unionens mange sønderbombede byen, var byen storbyen Stalingrad, hvor der i 6 måneder var blevet kæmpet om hver eneste lejlighed, den hårdest ramte og i marts 1943, hvor Generalfeldmarschall Friedrich von Paulus overgav sine styrker og officielt endte slaget om Stalingrad, var der vitterligt ikke andet end ruiner tilbage. I Europa var det faktisk kun selve Tyskland der oplevede lignende ødelæggelser.

Selvom Stalingrad, der af naturlige årsager var tæt på Stalins hjerte, var et af Sovjetunionens præstigeværker og byen i 1945 var erklæret ”gorod-geroy” (Helteby), så stod det sløjt til med genopbygningen. Sovjetunionens pengetank var opbrugt under den lange krig og med en gryende ”Kold Krig” på horisonten, samt efterkrigstidens store mangel på materialer, var det oprustning og ikke byplanlægning der stor øverst på dagsordenen.

I 1947, 4 år efter Stalingrads befrielse, besøgte en amerikansk journalist byen og hjemsendte en fotoserie der dokumenterede Stalingrads næsten fuldstændige ødelæggelse. Beboerne, der var vendt hjem umiddelbart efter tyskerne forlod byen, boede stadig i en ruinhob der dårligt kunne kaldes en by. Industrien var så småt genoptaget i de ødelagte fabrikker, men arbejderne og deres familier led under kraftige rationeringer og mangel på både boliger og elementære forsyninger som gas, vand og elektricitet.

Sovjetunionen, og i særdeleshed Stalin, havde siden krigsafslutningen insisteret på en krigsskadeerstatning som Tyskland naturligvis ikke kunne betale. Derfor tilbageholdt man, ligesom i mange andre allierede lande, tyskere som slavearbejdere til landets genopbygning. Blandt Stalingrads ruiner arbejdede tyske krigsfanger i 1947 derfor stadig under militær bevogtning – stadig iført deres uniformer fra 1943.

Den sidste større hjemsendelse af tyske krigsfanger var i 1955, men der var enkelte der måtte vente længere – samt titusindvis der aldrig kom hjem.