Tidligere lavede jeg en nyhedskategori, så der var et sted af poste nyheder om Steampunk.dk. Det er måske lidt overdrevet, at have en hel kategori til de få nyheder Steampunk.dk genererer alene, så jeg har besluttet den også skal bruges til faktiske nyheder, sålænge de bare er besynderlige nok.
I dag kan vi så meddele, at Kabul Zoo har besluttet, at landets eneste gris skal i karantæne. Det er selvfølgelig svineinfluenza-panik der er til grund for beslutningen. Grisen, der er den eneste gris i Afghanistan, er ellers lidt af et trækplaster for den zoologiske have, men efter nyhederne om den farlige svineinfluenza nåede Kabul, har de besøgende været stærkt bekymrede over kontakt med det mystiske bæst.
Grisen der oprindeligt var en gave fra den Kinesiske regering (WTF?), kan derfor ikke længere beskues af zoologisk interesserede Kabulianere, hvilket selvfølgelig gør et besøg mindre spændende. Faktisk er udvalget i Kabul Zoo nu så begrænset, at en almindelig flad Dansk dyrehandel kan fremvise en langt mere eksotisk samling.
Hvornår Kabuls befolkning igen kan gyse over det skrækindjagende monster er endnu ikke besluttet, men den skal jo nok dukke op igen, da svinekød ikke er i høj efterspørgsel i Afghanistan.
Kabulianere betragter den eksotiske gris

Grisen skræmmer et par mujahadin krigere



